Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen 2023 til Solvej Balle for Om udregning af rumfang V holdt 20. marts, 2023 på Johan Borups Højskole
Af Kamilla Löfström
Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen 2023 til Solvej Balle for Om udregning af rumfang V holdt 20. marts, 2023 på Johan Borups Højskole
Af Kamilla Löfström
Kære Solvej
Der var lidt stille omkring dit forfatterskab i nogle år, men så med ét, i 2020, var der meget ustille omkring dit forfatterskab, for du udgav det første bind i dit syvbindsværk Om udregning af rumfang. Det er et værk, som du har arbejdet på i mere end 30 år. Den helt umulige titel havde du vist også lige fra begyndelsen.
I 2023 nåede værket til sit femte bind, og det er den bog, du nu modtager Kritikerprisen for. Det femte bind begynder ved dag # 4541 og slutter ved dag # 10455. Omregner man 10455 dage til år, får man godt 28 år. Der er altså en fin overensstemmelse mellem værkets tid og den tid, forfatteren til værket, nemlig dig, har brugt på at skrive det. Her medregner jeg værkets fremtid, og jeg regner altså med, at de to sidste bind ikke er alt for langt væk. Intet pres i øvrigt.
Om udregning af rumfang handler om tiden, der jo bare går, når den altså ikke går i stå ved den 18. november og kærligheden, der udholder alt, og i din version vokser og forvandler sig til ømhed. Og måske endda en slags lykke fremkommet af en flues summen.
Tiden og kærligheden, de to fænomener, løber sammen i T & T Selter, der både er et ægtepar og et makkerskab. T & T står for Thomas og Tara, de driver en antikvarisk boghandel sammen. De har specialiseret sig i illustrerede bøger fra 1700-tallet. Ord og billeder m.a.o., og sammen passer de på nogle af fortidens kulturskatte, kan man sige. Men tiden går i stykker, så Thomas bliver ved med at stå op til den samme 18. novemberdag med sit regnvejr og en gåtur uden paraply, i den tro, at det er en ny dag, mens Tara hænger fast i den 18. november fuldt bevidst om, at hun gør det. Hun bliver ældre og ældre, Thomas forbliver ung.
Her i bind V er Thomas tabt for Tara. Tidligere var han med hende som en usynlig medpassager. »Et menneske, der ventede.« Han er gået fra at være Taras »endnu ikke helt tabte elskede.« til »Nu tabt.«
Thomas har bedt Tara om at rejse. Der er ingen forklaring på, hvorfor eller som Tara skriver:
»Ikke en forklaring, der gav mening. Var det Thomas, der ikke længere kunne se den Tara, han kendte? Var jeg blevet en anden? Var det ham, der havde forandret sig? Var der sket noget imellem os?«
Der er kun spørgsmål.
Efter tiden er gået i stykker, opstår der nye logikker, men det er også en del af værkets præmis: En vis utilregnelighed. Alt er ikke lige til at regne ud, ting forsvinder, ting man har sovet med under sin pude, kan man være heldig at beholde.
Men altså, Tara rejste, Thomas ventede. Og når Tara så vender hjem og fortæller om alle sine venner, »følte han, at han bare var en boghandler, der sad og ventede på sin bortrejste Tara.«
Og så skriver Tara: »Jeg syntes ikke, det var det værste, man kunne være. Men det var heller ikke det bedste, sagde han.«
Thomas er med andre ord Penelope, og Tara er Odysseus, men i Solvej Balles version er meget anderledes end hos den digter, vi kalder Homer. Peneloperollen er opgraderet, hun eller han, for det er jo Thomas, jeg taler om, er ikke baggrund for heltens rejse. Her ved væven fortælles historierne jo videre til børnene, den næste generation, som det diskret er blevet antydet i et tidligere bind. De vante hierarkier bliver væltet.
Nogle ting er de samme som i tidligere bind:
1. Ressourceknapheden. Og Tara og de venner hun får, som også er fanget i tiden, bliver mere og mere bevidste om, at ressourcerne er ved at slippe op.
2. Tara er stadig den, der skriver det hele ned.
Oveni får hun et nyt job som arkivar på det forladte universitet i Val Benoît, som er et virkeligt forladt universitet i Belgien, og som hun, altså Tara, her i fiktionen, her i bind V, sammen med Gita, som er en slags leder, og Milas, optimisten fra Osnabrück, og resten af den nye venneflok er flyttet ind på.
Arkivarjobbet giver anledning til et spændende filosofisk tankegods i romanen, for hvilke kategorier skal den frie forskning, som nu skal bedrives på det gamle universitet, indordnes i?
Tara og vennerne er fanget i tiden, men de befinder sig også i en ny mulighed for at anskue verden og dens fænomener. For at anskue menneskets betydning i verden. Og emnet mennesket kan vi lige så godt afslutte med det samme, det kan vi med værkets meget overbeviste og klarsynede karakter Lenk Hamon:
»Hvad skal vi« - og det er mennesker, Lenk Hamon mener - »overhovedet være her for? Planeten har ikke bedt os om at fare omkring og undersøge alting. Jordkloden behøver slet ikke mennesker.«
Lenk Hamon fortsætter:
»Jordkloden kræver ikke, at vi bedriver videnskab eller stiller spørgsmål om noget som helst. Men det er ikke det, jeg taler om, sagde han. Jeg siger kun, at hvis vi stiller spørgsmål, kræver det grønsager.«
Lenk Hamon taler om ulighed og den skæve fordeling af jordens ressourcer, viser det sig. Han fortsætter:
»Jordkloden klarer sig fint uden os. Men spørgsmål gør ikke. Spørgsmål kræver mennesker. Eller tænkende væsener. Videnskaben stiller spørgsmål. At stille spørgsmål er at forvente et svar. Men du kan ikke på samme tid være den, der stiller spørgsmålet, og den, der beslutter, hvem der skal have lov til at svare. Så har du slet ikke stillet et spørgsmål. Med andre ord: Du kan ikke på samme tid bedrive videnskab og bestemme, hvem der skal deltage. Hvis du ikke har sørget for mad til alle - hvilket i praksis vil sige grønsager, som er basis for det hele - beslutter du, at nogen ikke skal deltage.«
Så spørgsmålet over alle spørgsmål er altså et gartnerspørgsmål. Derfor må Tara nu tilbage til udgangspunktet, tilbage til der hvor hun boede med Thomas og hans fars, den gamle Selters, frøsamling og plante- eller havekalender. Hun havde besluttet sig for aldrig at vende tilbage, men hun vender hjem.
Om udregning af rumfang V handler om videnskab og litteratur, om videnskaben, der søger svar og litteraturen, der stiller spørgsmål. Men vel og mærke ikke »er skjulte nøgler, der kan bruges til at låse verden op.« Litteraturen som hos dig, Solvej, er filosofisk anlagt og spekulativ, hvor tilfældighederne råder, hvor gamle Immanuel Kant med samt hans kvindesyn bliver gravet op og ned (?) igen, og hvor Platons hulelignelse stadig kan få tankerne på gled.
Med Tara, der skriver alting - eller meget - ned og med hendes nye arkivarjob får vi med Om udregning af rumfang V, som jeg allerede har antydet mulighed for at gentænke verden. Hvilken status har strøtanker? Kan de kaldes et forskningsresultat? Hvad med drømme? Hvad med håb? Hvad med et udkast til en bedre verden?
Tara har en kategori, hun kalder ‘Ønskedrømme’. Sanser er også vigtige erkendeformer. De nye arkiveringsprincipper, som Tara betegner dem, indebærer artikler, der kategoriseres som ‘observationer’, ‘spekulationer’, 'refleksioner', ‘tanker’, ‘meditationer’,’fantasi’, ‘skitser’ og ‘planer’.
MEN som Daniel gør Tara opmærksom på, så er kategori lig med hierarki. Kategori er hierarki, skriver han på et smukt stykke papir, som han forærer Tara og som hun hænger op i arkivet i Val Benoît. Arkivet er altså umuligt, eller det er en evighedsmaskine.
Det er romanens Gita, som i en tale opfordrer alle til at deltage i et omfattende forskningsprojekt, der også foreslår at se tilbage i historien og blive bevidst om andre vidensformer og deres historiske betydning: Varselstagning, orakler, spådomme, profetier. Gita nævner vølver og stjernetydere. Og ikke mindst den »anagrammatiske indsigt, man får ved at bytte bogstaver rundt og søge information om tingenes væsen.«
Nu kan jeg ikke vente længere med at sammenligne bind V her med den filosofi, der også findes i Inger Christensens forfatterskab. Jeg kan citere fra Brev i april, hvor der står:
Sig mig
at tingene
taler
deres eget
tydelige
sprog.
Brev i april (1979) indledes med et kort prosastykke, der står:
Der er de landskaber vi har rejst igennem og boet i og som sjældent har været de samme samtidig.
Der er bevidsthedens transport af disse landskaber og deres forvandling til et føleligt rum hvor vidt forskellige egne vokser sammen.
Der er vores arbejde med billederne ordene for at bringe alle disse ting tilbage til det landskab de kommer fra. Det som hele tiden har været det samme samtidig.
Det er den samme svimlende fornemmelse og den samme åbenhed, jeg finder i Solvej Balles Om udregning af rumfang V. Kærligheden findes, det ved vi, også selv om Tara nogle gange taler uden om kærligheden og begynder at bruge metaforer, måske fordi hun kommer i tvivl. Kærligheden findes, det ved vi, men alt andet er usikkert og kan gentænkes.
Tillykke, Solvej, med Kritikerprisen 2023 for Om udregning af rumfang V!