Kritikerprisen 2022 til Cecilie Lind

Når man genlæser Cecilie Linds fremragende og helt fortjent nu i dag kritikerprisvindende roman Pigedyr med henblik på en tale, der skal holdes, så er det pludseligt påfaldende, at den purunge fortæller og hovedperson Sara har en tilbøjelighed til at formulere sig i noget, der minder om taler.

Ikke at forstå på den måde, at hun på romanens handlingsplan går og slår på glasset for at tage ordet.  Tværtimod bliver det nævnt, at der ingen taler er til Saras konfirmation – her får hun så til gengæld foræret sine egne forgyldte mælketænder i en lyserød porcelænsæske. Det ville jeg lige nævne, så alle er med på, at dette er en bog, hvori det nuttede og sentimentale med stor, sjov og grum selvfølgelighed overgøres, så det tangerer det ækle og morbide. 

Men Saras førstepersonsfortælling tager af og til form af lange virtuose henvendelser til bestemte andre arme mennesker om, hvordan tingene hænger sammen. Hvordan hendes handlinger hænger sammen med de blikke, hun mødes og formes af. Hvordan afmagten over at blive defineret af andres blikke, projektioner og omklamrende ønsker hænger sammen med den magt, hun får i rollen som hemmelig elskerinde. Først har hun en affære med den præst, der lige har konfirmeret hende, og siden med sin slyngvenindes far. Hvordan selvhævdelse og selvudslettelse kan være to sider af samme sag, ligesom frigørelse og fortabelse kan være det.

Pigedyr er en ganske handlingsmættet beretning om livet som begærsobjekt og begærsvæsen fortalt af den til at begynde med 13-årige Sara, der vokser op som enebarn og ønskebarn af en skuffet og livsforskrækket mor og en verdensfjern far, der bliver kørt over af en bus. Skrevet som den jo er af en af de mest viltert sprogligt udskejende danske digtere p.t. står den ydre handling langt fra alene, men gennemsyres af et originalt, sprudlende og grotesk billedsprog. Og som sagt også af passager, der lader sig læse som taler.

Egentlige taler, der faktisk bliver leveret og lyttet til, er der dog ikke tale om. Snarere er det indre monologer, Sara længes efter at artikulere højt. Et sted fremkalder synet af et lille buttet pigebarn i flyverdragt en længsel efter at fortælle en hemmelighed om, hvad hun kan vente sig af forgudelse og ensomhed senere i sit pigeliv. Dette pigeliv beskrives med et grotesk vidtløftigt billede af et prinsesseslot, hvor gulvene hver dag skal vaskes med prinsessens egne tårer.

Et andet stedet i romanen forestiller Sara sig, hvad hun kunne svare, når eller hvis slyngveninden Rosa hen over morgenmaden dagen efter, at Sara og Rosas far i al hemmelighed har haft sex, spørger: Hey, hvad tænker du på?

Det forestillede svar er to sider langt og begynder med en enkelt soleklar sætning, der sammenfatter hele romanens tematik og tragedie: »Jeg kan kun begære, hvis jeg ved, jeg er begæret.« Dette groteske forhold – at den unge piges seksualitet er betinget og defineret af det mandlige blik på hende – uddyber Sara (og bag hende den prisværdige forfatter Cecilie Lind) med klarsyn, præcision og vild billeddannelse. Det lyder blandt andet sådan her:

»For at føle lyst må jeg lyste mig selv med en andens øjne, mandens. (...) Derfor er jeg en ting. Jeg er min egen dukke. Og jeg er hendes dukkefører. Jeg er ikke bare mit kød, mit brændende skød. (...) Jeg er mine kolde øjne der måler mig.«

Herefter munder svaret på spørgsmålet om, hvad Sara tænker på, ud i en onaniscene, der glider over i en seksuel fantasi, der kulminerer med at kvinden reduceres til sine perfekte bryster, »der glinser så blankt som fisk, som biler i regnen, som febersyge øjne«, mens manden reduceres til sit liderlige brøl. Den indre monolog ender med beskrivelsen af en pik, der ligger som en slatten blød silkepuppe.

Og helt lakonisk står der så:

»Eller også sagde jeg:

Ikke noget.«

Sådan en overgang er lige så sjov, som den er sørgelig og demonstrativ for romanens projekt: at give ordet til en ellers tavs figur.

Pigedyr er en Lolita-fortælling fortalt fra Lolitas synspunkt. Den unge pige, der ellers så ofte må nøjes med at fungere som objekt for andres begær eller projektionsflade for folks forskrækkelse, får her en stemme.

Generelt er det nok en god idé at interessere sig for, hvad de figurer, der fremstår passive i vores kollektive fortællinger og forestillinger, kunne have at sige til det hele. Men det er så langt fra en selvfølge, at bestræbelsen på at give nogen eller noget deres egen hårdt tiltrængte stemme bliver forløst med så enormt et overskud af indsigt, sanselighed og kompleksitet, som det sker i Pigedyr.

Romanen taler – ligesomstore dele af  Cecilie Linds øvrige forfatterskab – direkte ind i diskussioner om køn, grænseoverskridelser og psykisk skrøbelighed, som med god grund griber om sig i disse år. Pigedyr er et mildest talt kritisk anlagt værk, men på ingen måder moraliserende. I stedet er den foruroligende og radikalt nysgerrig på forskellige former for begær. Ikke bare begæret mellem ældre mænd og unge piger, men også mellem Sara og Rosa, der både er hinandens allierede, idoler og konkurrenter, og det begær, som kendetegner den 30-årige Sara, der i bogens prolog og epilog dyrker en bizar besættelse af teenagepiger, som hun betragter med en nærmest perverteret, monstrøs omsorg.

»De hjælpeløse der vil hjælpes og beundres,« kalder hun dem, og de gør hende »så ekstatisk og lysten. Trøstet,« at hun udbryder: »Jeg vil lægge alt til mit bryst, vil lade alle munde die.«

I Weekendavisen beskrev Nicklas Freisleben Lund meget passende Pigedyr som »en slags (delvist uforløst) coming of age-roman«, og det er både vildt opløftende og gruopvækkende at se, hvordan Cecilie Lind tager coming of age-historiens velkendte skabelon og vrider den. Mærkedage som konfirmationer, studentereksaminer og bryllupper skildres som skelsættende, men også dybt pinagtige begivenheder, fordi det betændte ved de familiære, sociale og romantiske relationer, der udgør Saras liv, træder ekstra tydeligt frem på disse mærkedage. 

Når Cecilie Lind står bag en personlig udviklingshistorie, er det heller ikke det kliniske psykologiske ordforråd, der dominerer, men det religiøse – Sara spreder sine ben som var de englevinger – det eventyrlige og det pubertære. Hør for eksempel her, hvordan Grimms grumme eventyr giver genlyd i Rosas opsang til sin veninde, da hun hører om affæren med deres præst:

»Hvorfor længes du efter ham, ham der vil æde dig udelukkende fordi du er et kid, udelukkende fordi du er et smukt barn. Fordi han har lange skarpe tænder og tyk, strid pels. Fordi dine læber er en glaseret donut. Din lipgloss er måneskær.«

Det grumt eventyrlige og det yndige har clashet i Cecilie Linds forfatterskab lige siden debuten med den vidunderligt catchy titel Ulven åd min eyeliner fra 2010. Det har været et privilegium at følge forfatterskabet, der bare bliver ved med at folde sig ud i sin kæmpemæssige relevans og stilistiske overlegenhed. Med Pigedyr har det overgået sig selv. Tak for den bedrift, Cecilie, og tillykke med Kritikerprisen.