Kritikerprisen 2020 til Asta Olivia Nordenhof

Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen 2020 til Asta Olivia Nordenhof for Penge på lommen holdt 23. maj, 2022 på Johan Borups Højskole
Af Nicklas Freisleben Lund

Det kan forekomme lidt utidigt at skulle ønske Asta Olivia Nordenhof tillykke med Kritikerprisen 2020 for romanen Penge på lommen. Scandinavian Star del 1. Her tænker jeg ikke på det åbenlyse forhold, at det efterhånden er (godt gået pandemi!) 2,5 år siden bogen udkom. Det handler snarere om, at tildelingen kan virke lidt præmatur. Penge på lommen er ikke bare Nordenhofs første roman, men også det første bind af en lovet romanføljeton i syv dele, der har mordbranden på Scandinavian Star som sit gennemgående motiv.

Nu hvor Nordenhofs roman kredser om søfart og kapitalisme, er det imidlertid passende at beskrive tildelingen som et udtryk for rettidig omhu. For Penge på lommen er i sin egen ret et suverænt og uafrysteligt værk: originalt, ekvilibristisk og næsten ubærligt.

I bogens indledning befinder bogens fortæller sig i en bus »på vej et sted på Fyn«. Her får hun øje på en »hvidhåret mand«, som fortælleren ikke kan slippe igen, hjemsøges af syner af. Eller som der står et sted: »fra hans drømmeansigt opstod anelsen om en gård.«

Det er et prægnant billede på den forestillingskraft, som bølger igennem romanen, og som gør dens hovedpersoner Kurt og Maggie så insisterende tilstedeværende. Det er mesterlige skildringer af to skæbner på velfærdsstatens vrangside. Begge er de født på røven, retningsløse og fortabte, lige dele forbitrede og følelsesfulde.

Et handlingsspor, jeg har haft svært ved at slippe, er fortællingen om Kurts første barn, Flemming, som han får som 18-årig. Da moderen, Bodil, forlader dem, kan Kurt ikke længere passe sit fabriksarbejde og for at tjene til dagen og vejen, begynder han at prostituere sig, hvorfor han om natten må pendulere frem og tilbage mellem Rådhuspladsen og lejligheden for at se til den sovende Flemming: »Det føles afsindigt ikke at vide, om han har skreget på ham, mens han var væk.«

Det ender som det må. Efter at have klaret sig igennem i tre år, afleverer Kurt til sidst sønnen på et børnehjem.

»Inde på sovesalen igen tog Kurt sit barn i armene. Flemming klamrede sig til ham, Kurt græd, men lydløst for at Flemming ikke skulle opdage det. Hvordan lykkedes det ham at hive sig løs fra omfavnelsen. Han har spurgt sig selv om det igen og igen. Ikke sådan, ikke direkte, men som et smertejag fra bag brystet og ned i underlivet.«

Det er på engang frygtløst melodramatisk og helt, usentimentalt hverdagsligt. Mest af alt er det smerteligt.

Den slags scener er bogen fyldt med, og de sammenvæver de to skæbnefortællinger, der til sidst fører Kurt og Maggie sammen. De forelsker sig voldsomt, flytter i 1980’erne til Nyborg, hvor de, takket være Kurts vognmandsforretning, langt om længe får lidt penge på lommen og tilsyneladende ro på.  Men i romanen er det, som om at Kurt og Maggie allerede har tabt, allerede er ødelagte. Det er, som om at ødelæggelsen og tabet selvfølgeligt flytter med ind i forholdet.  Det fremstilles lige dele ømt og kærligt, brutalt og kuldslået. Mest af alt er der tale om et forbilledligt solidarisk portræt.

Det er bogens kritiske sociale perspektiv og dens indignerede karakterskildring, der gør, at den fået tildelt etiketten ’socialrealisme’. Den kategorisering kan dog true med at udgrænse romanens formelle ekvilibrisme, måden hvorpå den bæres frem af en sprængende fortællestruktur – der opleves skødesløs, organisk ubesværet – med en tydeligt tilstedeværende fortæller, der springer mellem tid og sted, taler sine karakterer an og selv tager ordet.

Det er ikke mindst tilfældet i bogens centrale kapitel, der handler om Scandinavian Star, og udgør en slags essayistisk introduktion til sagen om mordbranden, der i 1990 kostede 159 mennesker livet. Der er dog også en bredere horisontlinje: Nemlig oplevelsen af at løbe hovedet mod en uvidenhedsmur, når det kommer til at forstå den moderne, monstrøse kapitalismes former og kredsløb.

Kapitlet rummer derfor et opklaringsarbejde i dobbelt forstand: Et forsøg på at nærme sig hvad der skete den nat på havet den 7. april 1990. Og det er også et forsøg på at trænge igennem det slør af uforståelighed og dermed tavshed, der for mange indtræder der, hvor økonomien begynder.

Nå. I forhold til selve mordbranden er bundlinjen, at ingen rigtigt blev stillet til ansvar efter en ofte kritiseret efterforskning; ejerne blev idømt kortere domme for at have overtrådt sikkerhedslove, mens den formodede gerningsmand – en tidligere dømt pyroman – omkom i branden.

Kapitlet kredser da også om en anden udbredt teori. Nemlig at branden var et forsøg på forsikringssvindel, der gik grueligt galt: Et citat: »159 døde. Det er muligt, at de døde fordi nogle mennesker ønskede at opnå et økonomisk udbytte.«

Eller som det formuleres bredere andetsteds: »Nogen og noget kan blive nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen.”

Hvis idé er det? Kapitalismens, som kapitlet derfor også insisterer på et nødvendigt opgør med:

»Kapitalismen er en massakre. Men vi er levende, og vi kan ende kapitalismen.«

I en profileret litteraturdebat for nogle år tilbage ytrede Nordenhof, at hvis »du vil være reelt grænseoverskridende, så tag parti.« Det gør Nordenhof i den grad i Penge på lommen, hvorfor mange af de her citerede linjer kan synes at høre et helt andet litteraturhistorisk kapitel til.

Et af Penge på lommens vigtige bidrag er dog, at den i den grad udfordrer den udbredte automatafvisning af den engagerede litteratur: At den er entydig, dræbende for litterære kvaliteter eller – for nu at citere et andet indspark i den der litteraturdebat om at tage parti – »ulidelig både eksistentiel, æstetisk og politisk.«

Nordenhofs roman er et indiskutabelt korrektiv til den opfattelse. Penge på lommen er netop både et  udpræget engageret og et sjældent rigt værk – også alt andet end et simpelt programskrift, der annullerer læserens kritiske medskabelse. Snarere appellerer den til denne på særlig vis. Det handler fx om sammenkædningen af fortællingen om Kurt og Maggie og Scandinavian Star-sporet. Helt konkret så handler en del af historien om Kurts deroute om at investere i »transportbrancen«. Men – som læseren allerede ved på dette tidspunkt – så indfries Kurts drøm om profit og hans begær efter anerkendelse, hævn og genrejsning efter en livslang fornedrelse ikke. Tværtimod.

Men man kan selvfølgelig spørge, om Kurt og Maggie ikkun er ofre for en samfundsmæssig brutal struktur, der fordeler materielle og immaterielle gode radikalt ulige og uretfærdigt?

Man kunne også spørge, om hvordan løftet om at vi kan ende kapitalismen hænger sammen med skildringen af hovedpersonerne, som deltagere i et aftalt spil, som en art natural born loosers?

Det er ingen kritik, men et forsøg på at udpege nogle af de spørgsmål, som vokser ud af Nordenhofs uforsonlige kritik og engagement. Og som er med til at gøre Penge på lommen til et fremragende og anfægtet og anfægtende stykke litterært samtidshistorie – og en udpræget roman til tiden.

Satte Nordenhof med digtsamlingen Det nemme og det ensomme (2013) på mange måder standarden for den danske samtidspoesi, så gør hun det samme for romankunsten med Penge på lommen. En bog der revitaliserer den engagerede politiske roman og brager den ind i det 21. århundrede.

Stort tillykke med Kritikerprisen 2020.

Kritikerprisen er på 75.000 kr. og finansieres af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for litteratur.