Kritikerprisen 2017 til Ida Jessen

Dagens prismodtager sagde i et interview for en halv snes år siden, at nu havde hun fået al den ros, der kunne tilkomme hende. Anledningen var tildeling af Søren Gyldendal-prisen og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Uddybningen lød sådan: "Det har gjort mig glad og har vel også mættet den trang til opmærksomhed, som jeg og de fleste andre mennesker har. Jeg behøver ikke at føle mig misundelig og nidkær, sådan nogle følelser, som kan få en til at blive smålig og egoistisk, for nu har jeg jo fået det, som jeg knap nåede at ønske mig. Det er en fantastisk gave sådan rent menneskeligt, for det betyder, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde."

Kære Ida Jessen. Vi, dine læsere, er glade for resultatet af din koncentration, men vi lader dig ikke være i fred. Siden er fulgt blandt andet De Gyldne Laurbær og DR's romanpris, og i dag er det så os i Litteraturkritikernes Lav, som ulejliger dig. Det må du finde dig i, du er selv ude om det. Du kunne bare lade være med at skrive en så forbandet engagerende bog som Doktor Bagges anagrammer om et dygtigt, fremskridtsvenligt pligtmenneske, der ikke kan finde sine ben i private fællesskaber. Han tåler ikke nærhed og forskanser sig i ordknap rationalitet. Hvis Doktor Bagge var et malet portræt, ville en konservator kunne finde mange farvelag gemt under den synlige overflade.

Det gør dagens prismodtager også. Denne anden del af historien om lægeparret Lilly og Vigand Bagge i Thyregod viser, hvad det suverænt skrevne litterære portræt kan, både når det afslører og tilslører. Mesterskabet består i, at der ikke psykologiseres, men lavmælt antydes sammenhænge, som nuancerer billedet af en åndshovmodig hustyran. Bag facaden er han en følelsesmæssig invalid, der ville alt det bedste, men ikke magtede det.

Ida Jessen får os til at ane sammenhængen mellem en lille sårbar drengs tab af en forgudet selvmorderfar og den voksne Vigands håndskyhed over for bindinger. I et af hans natlige notater, forfattet bag aflåst dør til konsultationen, står der: "Min kone sover, pigen sover. Telefoncentraldamen sover også. Bortset fra de få der ligger vågne, sover alle folk i byen. Jeg elsker natten, fordi jeg er alene og løber foran dagen. Jeg løber hvor jeg vil og skylder ikke nogen noget. Åh, så godt det er at få lov til at være alene."

Faren, den vidunderlige, frygtindgydende far, havde indprentet ham, at mennesker er mærkelige. Latterlige. Derfor er det nok klogest ligesom han at ryste på hovedet ad det meste og konstatere, at sådan er livet. Hvad ville jeg have været uden min far, spørger Vigand sig selv, mens han forsøger at skjule sin kræftsygdom for Lilly, og svarer: En flæbemaskine, en pivling eller en vandmand måske.

Man fornemmer også, at den professionelle læges arbejdsmani har tråde tilbage til fejlbehandling tidligt i karrieren af fem søskende, der med timers mellemrum døde af difteritis. Måske gemmer han også på en slags vemod over, at den gensidige sympati mellem ham og den vagthavende sygeplejerske aldrig kom til at folde sig ud som kærlighed. De fem børnekister kom måske til at stå i vejen.

Da Doktor Bagges anagrammer lige var udkommet, hørte jeg en gruppe kvinder diskutere hovedpersonen. Én mente, at han ikke var så meget værre end andre privilegerede mænd i begyndelsen af 1900tallet. En anden gættede på, at han på grund af sin faderbinding var til mænd, og en tredje følte ømhed for ham, fordi han var et skadet barn og måske slet og ret var et ulykkeligt menneske.

Igen dette måske. Igen engagerede tolkninger af en uudgrundelig mand, hvis mest vidtgående kærtegn er at kysse sin kone på håret og vægre sig mod hendes forsøg på at finde ud af, hvad det er for et monstrum, hun har giftet sig med efter et overfladisk bekendtskab. Hans beskrivelse af hendes forsøg på at skabe fællesskab lyder: "Min kone var sådan et rankt lille hverdagsmenneske, retskaffen stædig og streng hvad angik de små dyder. Med en iver, som blæste hun i Jerikos basuner, prøvede hun at finde ind til, hvem jeg egentlig var. I begyndelsen spurgte hun altid, hvad jeg havde oplevet, når jeg kom hjem fra mine ture. Men det var kun pænhed, den mindste af alle dyder. For ville hun virkelig vide om børnedød og blodet og slimen og indvoldsormene? Om betændelser, der springer i øjet på en? Om den kone, der stiller an til mad og ikke har anden dug end sin mands søndagsskjorte, nu hvor lægen er kommet? Ja, jeg vil, sagde hun. Nej, det vil du virkelig ikke."

Han frabeder sig også, at hun siger "ved du hvad" når hun vil fortælle ham noget vigtigt. Det er for påtrængende. Kvalmende, fordi det er et forsøg på at holde ham fast.

Den sociale virkelighed på den fattige hedeegn vest for Vejle har kun spillet en beskeden rolle i bogens offentlige modtagelse. Fascinationen har været koncentreret om det umage par, som holder hinanden ud i to årtier, selv om han ikke gjorde hende lykkelig. Men skuffelser kan ædes, synkes hele. Og som Vigand konstaterer bag sin aflåste dør, er det ikke nødvendigvis usund kost.

Når jeg alligevel i dag vil sige et par ord om miljøbeskrivelsen, er det fordi ingen som Ida Jessen mestrer at gøre små provinssamfund levende. Her er dobbeltheden af tryghed og klaustrofobi. Beklemtheden ved at alle ved alt om alle, og at man på godt og ondt er hinandens hverdagsskæbne. De fine nuancer i denne dobbelthed har gjort Hvium-trilogien til en klassiker i dansk litteratur, og man genfinder atmosfæren i En ny tid og Doktor Bagges anagrammer.

Her er vi tilmed i tiden før velfærdssamfundet med sølle boliger, dårlig kost og lemfældig hygiejne. Alt det, der får lægen i Thyregod til at græmmes, fordi det svækker sundheden. Han er en svovlprædikant med hensyn til smitte og personlig hygiejne og bruger sin sparsomme fritid på at skrive artikler om bændelorm, tuberkulose og børnearbejdets forbandelse. Ved hjemmebesøg har han set så megen nød og uhumskhed, at han føler sig forpligtet til at også at være folkeopdrager.

Måske var læger sådan dengang. Jeg ved det ikke, men beskrivelsen genkender jeg fra min egen familiehistorie med en farfar, der var sit sydjyske lokalsamfunds Doktor Bagge. Indigneret over fattigfolks vilkår, distanceret i forhold til Missionens løfte om hjælp fra oven. Herman Bang, som gerne overnattede hos familien, når han turnerede på Kolding-egnen, kaldte ham for "den ugudelige læge".

Flere litteraturkritikere genkaldte sig Bangs Ved vejen, da de med mange lovord anmeldte bøgerne om lægeparret i Thyregod. Jeg medgiver, at der er lighedspunkter i stemningen og miljøet, men forskellene er også iøjnefaldende. Det skyldes, at Ida Jessen – sin sproglige nænsomhed til trods – indholdsmæssigt er en rå skribent. Jeg vil tillade mig at kalde hende en moralsk skabsbisse. I store dele af forfatterskabet har hun taget fat i temaer, der gør rigtig ondt: Kærlighed, der visner. Børn, der dør. Generationer, der taler håbløst forbi hinanden. Og hun bider sig fast til benet knaser, fordi det er eksistentielt vigtigt for hende, at de menneskelige omkostninger ved bevidste og ubevidste svigt ikke puttes væk eller sukres ind.

Tag bare Ramt af ingenting fra 2012 om efterdønningerne af et afsluttet kærlighedsforhold i form af ydmygelse, sorg, savn, vrede, bitterhed og andre ufine ting. Men også den kvinde kommer videre, ligesom Lilly Bagge, der efter mandens kræftdød hurtigt føler sig fri og livsduelig. Hun lever op til hans sidste skriftlige forudsigelse efter toogtyve års ægteskab: "Du klarer dig fint." Underskrevet VB. Samme initialer som på hans faglige indberetninger til myndighederne. Det er en grum, logisk pointe.

Ida Jessen er en af den slags forfattere, som man har lyst til at citere fra. Ikke kun drama og anfægtelser, men også hverdagssnak og naturbeskrivelser. For eksempel husker Doktor Bagge også lysende stunder, hvor han på vej hjem fra sygebesøg steg af hestevognen og lagde sig til at sove i grøftekanten eller på en skråning med revling, pors og lyng: "I min tid har jeg vugget mig frem i de vognspor gennem tavst hedeland. Lyngens hårde rødder blottet i et nedgravet vognspor. Lærkeland. Lyngrodsland. Det dybe åndedrag. Knirken af vognhjul, hjejlens piben, en lærke der pludselig letter og river fjorten – tredive – endnu flere med. En jublen simpelt hen."

Den mand rummer andet end irritation og ulykke.

Kære Ida Jessen, jeg har lyst til at fortælle dig en lille historie om, hvor stærkt du står i bevidstheden hos dine kernelæsere. Engang i midten af 00’erne var jeg inviteret til Videbæk i Vestjylland for at holde foredrag. Jeg er ikke så fortrolig med småbyerne på de kanter og bad derfor arrangøren om at fortælle mig lidt om Videbæk. Svaret lød: Her er godt nok, helt almindeligt, skulle jeg mene. Og så kom det efter en lang pause: Hvis jeg skal sammenligne med et sted, alle kender, må det være Hvium.

Mere smigrende kan det vist ikke blive i betragtning af, at Hvium er din hjemmegroede fiktion. Men kritikerprisen er vel heller ikke er så ringe endda. Tillykke.