Georg Brandes-prisen 2017, Standarts takketale

På vegne af Standart vil vi gerne sige mange tak for prisen. Vi er enormt beærede over at få den og ser den som endnu et incitament til at fortsætte arbejdet. Endnu et, siger vi, fordi vi i forvejen anspores af vores læsere, af den lange række af dygtige redaktører, som er kommet før os og ikke mindst af vores skribenter, der leverer anmeldelser, klummer, artikler og rejsebeskrivelser udgave efter udgave uden at få en øre for det.  

Standart bliver skrevet og læst af mennesker, der elsker litteratur, og det er i sidste ende det, der betyder noget. Standart er et fysisk blad, og er et af de få, der stadig overlever – og det gør vi først og fremmest gennem vores skribenter, som har mindst lige så stor en del af denne pris, som vi i redaktionen har. Den kreative og engagerede energi, vi møder, når vi har kontakt med vores anmeldere er ikke bare professionelt belønnende, men virkelig spændende – vi er stolte over vores skribentkorps, hvis lyst til at læse bøger og formidle dem kritisk til vores læsere er det bærende element i Standart.  

Vi vil også gerne sende en tak til vores læsere, foruden hvem vi ingen steder var! At Standart har kunnet eksistere i 31 år skyldes udelukkende, at der findes folk, der har lyst til læse det – og ikke en hvilken som helst flok, men en flok, der engagerer sig aktivt i bøgerne og vores anmeldelser af dem. Når en udgave udkommer, får vi faktisk også mange svar tilbage til redaktionen, der er uenige eller enige i alt fra vores korrektur til anmeldernes dom over bøgerne.

Overrækkelsen af Brandes-prisen til Standart motiveres af priskomiteen med magasinets karakter af både at være akademisk og formidlende på et højt niveau, men især at være det i et litterært landskab, der i stigende grad tømmes for tidsskrifter. Sidste år bragte vi en klumme fra Martin Glaz Serup i anledningen af nedlæggelsen af tidsskriftet Kritik om tidsskriftets funktion og nødvendighed, hvor han henviste den franske forfatter og filosof Maurice Blanchot. Blanchot beskriver bl.a. et tidsskrift som en ”kollektiv mulighed, som et stort og fælles udviklingsarbejde, et sted hvor enstemmighed og fuldkommen enighed hverken er muligt eller ønskværdigt; tværtimod findes tidsskriftets nødvendighed i fortsættelsen af diskussionen og dialogen.”. Vi ser i høj grad Standart som en sådan kollektiv mulighed. Magasinet skabes, som I har kunnet høre, af mange stemmer: unge, gamle, garvede akademikere og autodidakte ildsjæle, og bliver ofte til på samme måde som denne tale: siderne går fra hånd til hånd, indtil vi kan præsentere et færdigt produkt, som alle er tilfredse med. Der er brug for plads til forskellige stemmer, der kan tale imod hinanden og ind i hinanden – især i et lille land som Danmark, hvor den litterære debat let kan samle sig i de store tilbageværende kanaler, kritikken har.

På Standart stræber vi efter at tale på alles vegne og give plads til diskussioner og dialoger, som netop ikke når til enighed. Vi mener også, at en høj faglighed ikke udelukker god formidling. Tværtimod ser vi hos vores anmeldere en skøn forening af personlig begejstring og ekspertviden, der kommer til udtryk på et sprog, som alle med interesse for litteratur kan spejle sig i og forholde sig til. Den fordybelse, som vores anmeldere lægger for dagen, sætter vi højt på Standart, da vi er et langsomt blad. Vi gør en dyd ud af være slow food for vores læsere, og det er vores indtryk, at mange imødekommer den formidlingsform i en tid, hvor tidsskrifter lukker og anmeldelser hurtigt bliver kolde på den digitale front.

Vi holder Standarten i vejret, men vi er mange om det og vi er et åbent blad – der er plads til endnu flere.

Da Thomas Thurah skulle holde tale for Standart i anledningen af vores 30-årsjubilæum sidste år fortalte han en anekdote, om hvordan de i magasinets tidlige dage cyklede rundt og delte nye udgaver ud. Lidt har vi trods alt fornyet os siden dengang, ligesom vi heller ikke bruger disketter eller skrivemaskiner længere. Men Standart cykler stadig videre – og det bliver vi forhåbentlig ved med mange år endnu.