Takketale for Georg Brandes-prisen 2014
Af Martin Zerlang
Det siges, at en ægte kritiker går til biddet som en kannibal, der skal anrette et spædbarn. Under de omstændigheder kan en forfatter godt blive nervøs, når han eller hun barsler med en bog. Og når kritikerne ligefrem samler sig i et lav, må forfatteren frygte et vældigt gilde for lækkersultne kannibaler.
For nu at dvæle lidt ved det kødædende kan jeg fortælle, at min datter udtrykte det sådan, at i dag skal far have en gris. Men jeg har tjekket min bankkonto, og det er en pris. Så jeg var altså prisgivet kritikerne på den gode måde. Herligt. Jeg kan ikke forestille mig noget mere opløftende end at modtage Brandes-prisen for min karikaturbog, og jeg siger tusind tak.
Selv om jeg virkelig mener ’tusind tak’, skal jeg nok lade være at holde en alenlang takketale. Karikaturen hører til de korte genrer: Komma-komma-punktum-streg. Delacroix sagde, at en tegner skulle kunne fange en mand, der sprang ud fra fjerde sal, inden han ramte jorden. Jeg får dog nok brug for et par minutter mere.
Hverken kritikerlavet eller jeg kunne vide, at min bog skulle få en skræmmende aktualitet. Jeg fik opringning om prisen den 6. januar, da jeg just var ankommet til Paris for at holde en uges ekstra juleferie med kone og barn. Og dagen efter, den 7. januar, fik jeg et antal nye opringninger fra Danmark – fredelige lokaliteter som Annisse, Ejer Bavnehøj og Nivå - hvor bekymrede familiemedlemmer ringede for at høre, hvordan vi havde det, nu hvor Paris stod på den anden ende. Vi stod i et stormagasin med glødende kreditkort – og hørte først nu om massakren på Charlie Hebdos redaktion.
Nu er der kun ét kapitel i min bog, der handler om Muhammed-karikaturerne. Men som interesserede vil kunne læse allerede i de tidlige kapitler, fx. om Søren Kierkegaard, har karikaturer altid været et eksplosivt emne. I en gammel erindringsbog med den hyggelige titel Da Voldene stod fortæller en vis Wilhelm Schorn, at dengang, i Guldalderens København, var karikaturtegninger ”Eksplosionsstoffer”, som det kunne være farligt at ligge inde med.
Hvorfor kan karikaturtegninger være så eksplosive? Hvis man spørger Georg Simmel, lyder svaret: Det er fordi mennesket er en grænsegænger: Gud kender ingen grænser, dyr kender kun grænser, mens det alene er mennesket, der kan flytte grænser. Men det er ikke ensbetydende med, at det går fredeligt for sig, når grænser flyttes. Og karikaturtegneren, der flytter grænser, når han går over stregen, løber igen og igen ind i politiske eller æstetiske grænsevogtere.
Da det første danske karikaturblad Corsaren begyndte at udkomme i 1840, var der stadig masser af grænsevogtere. Men selvom bladet måtte kæmpe mod både bøder, beslaglæggelser og regulære fængselsophold, blev det så udbredt, at man talte om en hel generation af Corsar-børn, og kampen med de grinende Corsar-børn kom til at præge flere forfattere: H.C.Andersen, Mathilde Fibiger, men først og fremmest Søren Kierkegaard.
Johanne Luise Heiberg advarede også mod karikaturer. De kunne have en demoraliserende virkning på den del af befolkningen, som burde have nogen at se op til. Men da hun i øvrigt ikke selv tilhørte denne lave del af befolkningen, elskede hun at se Wilhelm Marstrands karikaturtegninger. Jo mere ”dræbende”, jo bedre. Og så foldede hun sig i øvrigt hjertens gerne selv ud som verbal karikaturist.
Igen og igen ser man dette mønster, hvor forfattere advarer mod karikaturen, men samtidig selv dyrker de eksplosive stoffer: Søren Kierkegaard, H.C.Andersen, Herman Bang, Georg Brandes, der som knap firsårig begyndte at bidrag til det satiriske magasin Exlex, Klaus Rifbjerg der blev kaldt en skallesmækkende mimose. Holberg sagde det kort: Ved at hvæsse min pen mod satiren, blev jeg satiriker.
Op gennem det 20. og ind i det 21. århundrede er de sårbare forfattere sprunget ud som skallesmækkere: Johannes V Jensen, Thit Jensen, Tom Kristensen, Hans Scherfig, Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, diverse rap-lyrikere, senest vistnok Claus Beck Nielsen.
Men hvorfra stammer denne troldsplint? Fordi der går grænser mellem mennesker, og fordi grænser kræver gensidig anerkendelse. Karikaturer handler om: Anerkendelse! De er indlæg i det, filosofferne kalder ”kampen om anerkendelse”, og i denne kamp er fornærmelsen et vigtigt våben.
I Guldaldertiden rettede fornærmelserne sig gerne opefter. Så blev de højtstående trukket ned i øjenhøjde, og så blev de laverestående synlige for dem, der plejede at se dem over hovedet. I dag går fornærmelserne i flere retninger, og i den demokratiske verden er det almindelig anerkendt, at der også kan ligge en anerkendelse i en karikatur.
Men uden for den demokratiske verden, er karikaturen stadig et eksplosionsstof. Da Berlinmuren faldt skrev Francis Fukuyama bogen The End of History, hvor han erklærede, at nu var historien slut; at nu levede vi i den bedste af alle liberale verdener. Men samtidig skrev han også, at historien ikke først og fremmest handler om kampen for brød eller frihed eller lighed, men netop om kampen om anerkendelse. Og her viste det sig så, at nogle få, hurtige, men fornærmelige streger skød historien i gang igen.
Som allerede nævnt, har man i den demokratiske verden accepteret, at karikaturen er en form for kritik, og at kritik er udviklingens salt. Ja, fornærmelsen er en form for anerkendelse. Den, der fornærmer, har set den anden. Og den, der er blevet fornærmet, kan ikke længere lade som om, at fornærmeren er luft for hans blik.
Når det er sagt, vil jeg dog indrømme, at jeg er umanerligt glad for, at kritikerlavet ikke anerkendte min bog ved at fornærme den, men ved at give den Brandes-prisen. Tak.