Georg Brandes-prisen 2023, Atlas'/Kristoffer Granovs takketale

Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til kritikerlavet. Til priskomiteens medlemmer Kamilla Löfström, Elisabeth Friis og Christian Johannes Idskov. Jeg synes, at noget af det fineste, man kan få, er anerkendelse fra sine fagfæller, så mange tak. Jeg er blevet opfordret til at sige et par ord, og i den forbindelse synes jeg, det ville være på sin plads at sige lidt om kritikkens vilkår set fra min stol. Der bliver givet plads til mindre og mindre kulturkritik i de gamle medier. Jeg behøver ikke give eksempler på, hvordan dagbladenes indhold mere og mere mimer de sociale mediers logikker og derfor udgiver mere og mere indhold drevet af opmærksomhedsøkonomien og mindre og mindre efter, hvad man synes er vigtigt og relevant at behandle. Kritikere bliver fyret, kulturtillæg bliver nedlagt eller forvandlet til forbrugerstof. Men kritikken trives andre steder og på andre måder. I en mere gammeldags insisterende version hos os eller eksempelvis hos vores norske venner på Vagant. Men den trives også på nettet, hvor samtalen drives uautoritært, passioneret, nogle gange ulærd og amatøristisk, men levende og demokratiseret. Har den autoritative kritik mistet status og magt? Ja, utvivlsomt, men at det kun er dårligt tror jeg ikke. Hvis kultur- og litteraturverdenen hæger sig for meget fast i gamle privilegier, risikerer den at lukke sig om selv, og så mister den langsomt, men sikkert, sin relevans og eksistensberettigelse. Det er ikke et medies opgave at efterligne de sociale medier. Den konkurrence kan man ikke vinde, og hvorfor skulle man egentlig prøve at være noget andet end det, man gerne vil være? Udviklingen er parallel hos forlagene, men den har jo – ligesom med kritikken – efterladt et spillerum til andre. De små forlag – og ikke mindst Solvej Balle – har vist, at de udgivelser, der tidligere ville være udkommet på et stort og etableret forlag, får et godt liv hos de mindre forlag, der er drevet af nogle andre logikker. Det er en selvfølge, at internettet har ændret vilkårene for os alle sammen. Der er så meget støj derude. Og når det støjer, glemmer vi nogle gange at fokusere på det, der er vigtigt, fordi vi kommer til at deltage i en kamp, vi aldrig kan vinde. Og der er dage, hvor det kan virke håbløst overhovedet at forsøge at deltage i sådan en offentlighed. Der er dage, hvor man bare har lyst til at vende ryggen til og skrue højt op for noget smuk musik og lade støjen være støj. Men af en eller anden grund så orker man alligevel. Og det er måske fordi, at alt det, der udfolder sig i kultur- litteraturlivet alligevel føles for vigtigt til at overlade det til støjmaskinen. Kulturlivet er en del af den store samfundsorganisme. Ikke en afkoblet enhed, man kan dykke ned i, når man har fri og skal finde noget at tale om til et middagsselskab. Det er det syn, der driver vores ønske om at se på litteraturen og kultur som sådan som noget mere end noget, man anmelder og bedømmer. Som noget der foregår på en veldefineret akse fra afsender til potentiel læser. Derfor bruger vi på Atlas skønlitterære forfattere til at skrive kritik, men også forfattere til at skrive journalistiske reportager og essays. Og nogle gange ender det i bastardgenrer mellem essay, reportage og kritik. Det er også derfor, vi gerne bruger litteratur og skønlitterære værker som kilder i vores journalistik. Gerne i stedet for ekspertkilder, der med autoritet skal sætte noget i sammenhæng. Vi bliver nødt til at være faste i troen på, at litteraturen er vigtig nok til at kunne bidrage afgørende til samtalen om, hvilket samfund vi lever i og hvorfor tingene er, som de er. Vi vil gerne tro på, at kulturen kan hjælpe os til at afsløre samfundet for sig selv, så vi bedre forstår vores egen samtid, fortid og måske endda fremtid. Kort sagt tror vi på kunstens erkendelsespotentiale. Atlas er en kollektiv præstation. Jeg synes, det er rart at tænke på i en tid, hvor alle tilsyneladende skal være deres egen lille Niels Malmros på internettet og udleve deres selvbiografiske jeg på instagram. Derfor er jeg også særligt glad for at stå her i dag og dele den her store ære med ikke bare de skribenter, der er til stede her, men alle de mange gode mennesker, der har bidraget til bladet og dermed en samtale igennem efterhånden mange år. Jeg synes prisen er til alle jer. Alle jer der har orket (fordi I er nysgerrige og dygtige og ikke kan lade være, og fordi vi har haft det sjovt.) Orket at forsøge at gøre litteraturen til et argument, der skal udfoldes i en offentlighed, der nogle gange støjer så meget, at det er svært at høre andet end vrede eller glade holdninger. Tusind tak til alle dem, der har givet bladet form gennem årene, ikke mindst tak til læserne, stort tillykke til Solvej Balle og tak til kritikerlavet for prisen.