Georg Brandes-prisen 2018, Frits Andersens takketale

Judith Schalansky skriver et sted i bogen Atlas over afsidesliggende øer:

»Mens virkelighedens absurditet fortaber sig i landmassers relativerende vidder, ligger den på en ø åbent fremme for dagens lys. Øen er et teaterrum: Alt, hvad der sker her, fortættes næsten automatisk til historier, til kammerspil i intetheden, til litterært stof«.

Ligesom i Schalanskys atlas skifter perspektivet også i min bog mellem nær og fjern, mens der samtidig spilles på en lang tradition for at opfatte øen som et både-og: både en veldefineret og afgrænset form, for selvfølgelig ved vi alle hvad en ø er, hvad vi især på de små øer kan erfare ved at gå rundt om øen og derved som beboerne på øer som Drejø, hvor min kone Cecilia kommer fra, samtidig konstatere at øen og faktisk alle øer ligger nøjagtig midt i verden. Samtidig er øen også sublimt ufattelig eller netop en scene for vores utopiske og dystopiske fantasier i det Schalansky også kalder Theatrum orbis terrarum, »verdensteatret«.

Øen er både en sanset, nogle gange nydelsesfuld, fysisk virkelighed og en flygtig forestilling. Øfortællinger er ikke kun myter i betydningen fejlslagne drømme, de er også stærke og modige forsøg på at tolke hyperkomplekse globale dynamikker dengang og nu. De var samtidig nydende, som jeg fremhæver med bogens titel, hvad der har medført, at jeg har optrådt i selveste Politiken som livsstilsekspert med fotos fra Moesgaard strand og med gode råd om, hvordan vi i vores stressede arbejdsliv får tid til at nyde mere – hvilket jeg hverken teoretisk eller i praksis har nogen som helst viden om. Bogen er et godt middel mod stress, simpelthen fordi, som det for nylig er blevet påvist, at den tid det tager at læse en bog, og Sydhavsøen sluger jo nok en del tid, ja, da foretager man sig jo ikke andet og befinder sig dermed i en klimavenlig hviletilstand, der nærmer sig mine polynesiske gamlinge, der har opøvet en færdighed i at sidde i timevis på en sivmåtte og bare kigge slapt ud i luften.

I øforskningen skelner man nogle gange mellem Island Hopping – som I kender fra jeres klima-u-venlige ferier i Grækenland eller Thailand – og Island Hoping, der til forskel fra Island Hopping vedrører øer, hvis eksistens man endnu ikke føler sig sikker på, men håber på og måske aner ligesom den luftspejling som for søfolk indikerer en ø langt ude i horisonten og ses som en bestemt brydning af lyset i atmosfæren og altså tillader os at se hinsides rækkevidden af vores syn. Bogen og projektet, tænker jeg i højtidelige stunder, må gerne opfattes som sådan en luftspejling. – Eller som en »havebog«, som var den genre, min frisør anbragte den i, da jeg havde den med forleden.

En vigtig drivkraft for både mine helte og for bogen er nemlig faktisk forestillingen om haven og træet. Øen og specielt sydhavsøen blev oplevet som virkeliggørelsen af længslen efter en have med ro, vellyst og fred, en længsel som siden antikken og frem til i dag har været forbundet med hyrdedigtningens faste litterære figur for et behageligt sted: locus amoenus, der uanset hvor i geografien vi befinder os, er udstyret med nogle faste elementer: en rislende bæk, en let brise, et grønt tæppe af frisk græs, hvorpå de elskende kan nyde hinanden, der skal helst være får, og selvfølgelig et skyggegivende træ. Fårene er på Tahiti skiftet ud med grise og træet er ikke et cedertræ, men et brødfrugttræ, der spiller en helt afgørende rolle i polynesiernes egne myter og fortællinger.  

I en forrygende tekst fra 1773 skriver Denis Diderot, en af mine store forbilleder, eksempelvis om forskellen mellem de galante og kokette Venusser man træffer i parisiske saloner og københavnske caféer og de naturlige Venusser, man finder på Tahiti eller Samsø, hvor jeg bor: Han skriver: »Når jeg ser et klæde om halsen på en kvinde, som både skjuler og fremviser hendes bryst – eller ser træerne, der er plantet om vores palæer – så ser også jeg heri en hemmelig vej tilbage til skoven.«

I selve sit koketteri og sin flirt afslører den galante, parisiske eller københavnske Venus en flig af sit væsen som naturlig tahitiansk eller samsk Venus. Natur og civilisation er komplementære og altid indeholdt i hinanden som leg og spil. Diderots kig ned i brystudskæringen hos en Venus, der både er koket og naturlig viser altså en i dag vigtig pointe: nemlig, at det først er i nydelsen, at vi kender og reserverer en mulighed for at bevare vores natur. Naturen er ikke er noget, vi kan vende tilbage til, den er ikke noget andet end os selv, og den er ikke et andet sted, men noget vi bærer med os, uanset hvor vi befinder os. Og dette kig og lille detalje med stor rækkevidde er nok bogens eneste virkelige opdagelse, såmænd.

Den fjernhed, som de fleste umiddelbart vil undre sig over ved bogens emne – denne fjernhed er samtidig en pointe: Optegningen i 1700-tallet af Stillehavets kant og øerne i Det store Ocean gjorde det muligt at tænke planeten som en ø og senere kalde perioden for »det globale århundrede« med en rig global litterær kultur. Dette »planetære« perspektiv er født ind i opdagelsen af Stillehavet; og er vigtig, når vi skal forstå, hvordan klodens litterære og politiske kort i fremtiden vil blive tegnet og omtegnet. Min bog er altså også et svar, som priskomitéen sikkert har set det, på Georg Brandes artikel 'Verdenslitteratur' fra 1902.

Da min bog altså er en havebog om træer, vil jeg her til sidst overrække et litterært træ-citat til C.Y. Frostholm, som selvfølgelig er om brødfrugttræet, og som du frit kan indlemme i dit Træmuseum, når næste udgave af din fantastiske bog snart skal i trykken.

I 1768 skriver botanikeren Joseph Banks således begejstret om brødfrugttræet, citat:

»På Tahiti-øen, hvor kærlighed er hovedbeskæftigelsen og indbyggernes foretrukne, nej næsten eneste luksus; og hvor både kvinders legemer og sjæle er modelleret til den yderste fuldkommenhed, da lediggangens blide kundskab her hersker med ubesværet lethed. (…) Dette lykkelige folk, hvis brød afhænger af ikke en etårig, men flerårig plante, behøver blot at klatre op og samle brødet sammen, klar til at blive bagt, fra et træ, som er dybt rodfæstet i jorden, og som ligeglad med både sommertørke og vinterregn aldrig undlader at frembringe rigeligt. Hvilket overskud af tid må disse folk have, når en mand ved at plante fire brødfrugttræer, som er et arbejde, der højst kan vare en times tid, bibringer sin slægt lige så meget som en europæer, der årligt tilbagevendende må dyrke majs til sin familie, og denne fritid er givet hen til kærlighed.«

Tak for prisen, tak for at den i år går til en bog om litteraturhistorie, der er et fag, der i disse tider godt kan trænge til positiv opmærksomhed. Og endelig tak til Aarhus Universitetsforlag og min redaktør Karina Ottosen, som har sørget for at bogen også har fået et udtryk, så anmeldere og læsere får lyst til at kaste sig ud i de mange sider.