Kritikerprisen 2008 til Klaus Høeck

Alting påny

Kære Klaus Høeck
Undskyld, vi kommer for sent!

Bortset fra at det gør vi ikke, hvis og såfremt du og vi har gjort vores job, for så har du, digteren, så sent som sidste år, 2008, skrevet en bog, Palimpsest – over et århundrede, der rent faktisk er skidegod, og som vi, kritikerne, helt ærligt synes er skidegod. Og det har du, og det synes vi, rent faktisk og helt ærligt. For sent ville det være, hvis det var år og dag siden, du havde skrevet en hæderlig bog, og vi gav dig prisen for et svagt udklangsværk. Det er det ikke, og det gør vi ikke.

Så jeg vil nøjes med at sige: Undskyld vi kommer sent! For det er få af dine tidligere bøger, du ikke fortjente at få Kritikerprisen for (selv er jeg fx glødende fan af den almindeligt forhånede sonet-bastard Lukas O’Kech fra 1988). Man kunne overveje, om vi ikke hvert år burde uddele 3 Kritikerpriser: En for den strålende start, en for det modne gennembrud og en for den sene fremragendehed. Så burde du have fået den første Kritikerpris i 1974 for Rejse I-V, den anden Kritikerpris i 1986 for Hjem og den tredje Kritikerpris i dag for Palimpsest (en fjerde Kritikerpris kunne være for kugleskør mellemboglighed, så kunne Lukas O’Kech også få en chance).

Men hvis du havde fået Kritikerprisen tilbage i 70’erne eller 80’erne, kunne jeg ikke have holdt talen for dig, og det vil jeg virkelig, virkelig gerne. Jeg tilhører som kritiker post-Hjem-generationen, for mig var Hjem ikke den overrumplende og spektakulært massive kraftpræstation, som den var og er for mine ældre kolleger, for mig var Hjem det selvfølgelige udgangspunkt, det var den første Høeck-bog, jeg købte (ved bogudsalget 1988 hos boghandleren i Veri Centret) og læste (bortset fra at det var det ikke, det var Bowie Bowie, men det var på grund af ham Bowie). Og derefter var det jo fantastisk at opdage alle de mærkelige og vilde og skønne bøger, der var gået forud, men det var i digtmastodonten Hjem, du i mine læsebriller havde hjemme.

Og flyttede ind, viste det sig. For det efterfølgende forfatterskab har forvandlet Hjem og digtmastodonten fra at være undtagelsen til at være reglen. Nu om stunder er det de smalle digtsamlingagtige (du har aldrig skrevet en ærlig digtsamling, I know) digtbøger, der er undtagelsen, dem er der kun kommet to hele og to halve (fordi for tykke, men ikke tykke nok, til mastodontmærkatet) af siden Hjem, mens det er blevet til foreløbig 7 digtmastodonter, Hjem, 1985, Heptameron, 1989, Eventyr, 1992, 1001 digt, 1995, In Nomine, 2001, HSIEH, 2004, og Palimpsest. Det er en bindstærk flid, som man skal til prosaen og gamle, geniale romanfabrikanter som Balzac og Dickens for at finde magen til.

Du er på en mission her, der handler om re-centralisere digtmastodonten og gen-marginalisere digtsamlingen, ikke bare i dit eget forfatterskab, mistænker jeg, men i dansk poesi som sådan. Når Palimpest ligger dér stor og mægtig på skrivebordet ved siden af Små guder og Poesibog og Særksilte stillinger ligner det jo ren mobning: det store brød i skolegården, der læner sig truende ind over de små, hulbrystede nørder: (hvislende) Nå, du er så en po-e-si-bog, bitte ven.

Men heldigvis og desværre har mobningen endnu ikke haft nogen synlig effekt, de andre digtergnomer skriver stadig deres blafrende digtsamlinger, ingen synes du at have kyst bort til fitnesscentret (eller steroide-pusheren). Det nærmeste vi kommer på en arvtager, hvad angår flid og bindstyrke, er en af dine konkurrenter til årets pris, Ursula Andkjær Olsen, men hun er som bindstærkest, i Ægteskabet mellem vejen og udvejen, kun lige oppe på 232 sider, og det er jo ikke helt til at tage alvorligt, når en Høecksk digtmastodont defineres som 300 sider + med ingen øvre grænse, de to præmietyksakke: Hjem på 640 sider og Palimpsest på 579.

Som antydet er det ikke bare digtsamlingers sidelængde, forfatterskabet har en beef med, men også digtsamlingers (mangel på) organisation, deres løse, brogede buketter (eller ungdomshuse) af autonome enkeltdigte, hvilket har som logisk, men uretfærdig konsekvens, at det kniber en hel del med den praktiske kanonisering: det er få skoleantologier, der tør trække i lillefingeren på en digtmastodont, tænk hvis de får hele den tatoverede Skipper Skræk-arm med. Hvilket jo fortrøstningsfuldt akkurat er planen: når der ikke er andet end digtmastodonter tilbage, er der omsider ingen vej udenom HSIEH-klassesættene. Postmodernismen er ikke en dekonstruktion, det er en endnu monstrøsere konstruktion end modernismen: en hel featureuge til In Nomine vs. 45 minutter til ”Nultime”.

Jeg vil som en service til de kommende, mastodontnedtyngede dansklærere sammenligne en Høecksk digtmastodont med en Storm P.-maskine eller måske rettere en Storm P.-maskinfabrik, altså ikke en maskine, der producerer Storm P.-maskiner (det kan du selv være, digter), men en fabrik drevet af en vældig Storm P.-maskine, der på samlebånd producerer digte om og som de allermindste venligheder, Storm P.s Storm P. -maskine producerer: kløen bag øret på en hund, et pust på en kop kaffe, en blid (eller knap så blid) morgenvækning. Fabrikkens vældige, indviklede Storm P-maskine er så hele systemeriet, de kybernetiske transformationer af ordklasser og syntaks (og 1000 tak til Frederik Stjernfeldt for i sin kvikke og rige Klaus Høeck-encyklopædi Admiral ∙ Bitumen ∙ Zodiak at have forklaret kybernetikken, så den er til at forstå, og for at insistere på, at den er til at forstå), regler for opsætning og stavelsesantal, tematisk-encyklopædisk koncept og komposition.

Mens jo så resultatet er helt, helt enkelt, og enklere og enklere. I de første mastodonter skulle enkelheden helst og gerne lige have et heraldisk vrid, eller med et konkretere billede: brændemærkes med metaforens ranch-signatur, det sker stadig sjældnere nu om dage, enkelheden holdes gennemgående simpel, men når metafor omsider bedrives, bedrives den gerne sidelæns og meta-besværgende som i denne ”ODE TIL SKYERNE”, og sgu på tide jeg citerer et digt, fra nu af kommer de myldrende, lover jeg: ”hvad kaldte jeg sky/ erne sidst jeg skrev dem hen/ over papirhim// len – bisonhjorde/ fuldriggere tårne af/ barberskum guds fros// ne ånde? – skal vi/ ikke bare nøjes med/ at konstatere// skyernes uran/ sagelighed deres mæng/ de og store skønhed”

Jo, men det kunne du så bare selv have nøjedes med, men godt, synes en fan af den hele Høeckhed, at billeddjævlen ikke helt er til at uddrive!

Palimpsest er den hidtil mest letfodede og anarkistiske Storm P-maskinfabrik af en digtmastodont. De tidligere mastodonter har udforsket hver deres slags alting, som de alt andet lige (der skal pinedøde være plads til skæverter) har haft rimelig stramt og strengt styr på, selv og især når alting-slagsen i HSIEH er et hyperenkelt alting. Palimpsest’s alting derimod er hvirvlende og tumultarisk og så tæt på kaotisk, som digteren nogensinde har været, ALT MULIGT (og umuligt). Og jo paradoksalt nok på trods og på grund af, at de to hovedsektioner, BILLEDERNE og ORDENE, er skrevet ovenpå hver deres konkrete arke-skrift, en kunstbog, The Twentieth Century Art Book, og et digterværk, Pablo Nerudas elementære oder. Fordi styringen fra disse på hver deres måde løsagtige encyklopædier er så nærsynet stram bliver den digteriske frihed til associativt og springsk at hitte på så meget mere radikal og – oplever man – berusende, fx giver billedet (som vi, læserne, jo ikke kan se, men måske kender – som Man Rays fotografi af en pigeryg med påtegnede violinkonturer) ”VIOLIN OF INGRES” til følgende galante digt:

  ”min elskede min/ der mere om en klari/ net (for at blive/ i kunstens brandere) en yamaha-klari/ net af plastik høj// og lys i tonen/ som sølv eller gelati/ ne og må under// ingen omstændig/ heder kaldes en ’clari/ net of goodman”.

(jep, det var en metafor, men ikke en ur-Høecksk metafor med kors og bånd og  på, og så er den i orden). Hvorimod det næstefølgende digt om og over og mere eller mindre langt væk fra gud ved hvilket maleri betitlet ”1/2 X SERIES (BLUE)” beslutter sig for lyde så helt anderledes (men mindst lige så muntert): ”kan poesi tæn/ kes anvendt i en iq-test/ dette digt for ek/ sempel hvori et/ af spørgsmålene lyder/ hvad har blåt med tre// kanter at gøre?/ og et andet beder dig/afgøre om der// er en sammenhæng mellem halvcirkler og se/ rie mordere.” Og det er så de eneste digte om seriemorder-geometri og kvindekroppe som musikinstrumenter i den hele bog.

Der er, vil jeg påstå, i og med digtmastodonterne sket en amerikanisering af den tidligere stålsat europæiske praksis, en sydamerikanisering så vel som en nordamerikansiering. Nordamerikansk er letheden og overfladiskheden og viddet (og zen-heden), sydamerikansk er venligheden og sanseligheden og generøsiteten (= altomfattendeheden). Pablo Neruda har været en mastodont-helt lige fra starten, men det er først nu, at han kan hilses på i kollegial øjenhøjde i ”ODE TIL PABLO NERUDA”: ”som skrev ameri/ ka ned ord for ord blomst for/ blomst drab a for drab nø// jeregnende og/ storslået i en strøm af/ digte der ulmer// som, en lavaflod/ over et helt kontinent/ og videre som// ringe der breder/ sig i blodet og når det/ fjerneste hjerte”. I lige måde, ikke sandt!

Oderne, der er ”ODERNE”, driver et både loyalt og drillende, for ikke at sige gøglende spil med Nerudas forlæg. Sådan begynder den chilenske mesters ode til tomater (i min primitive oversættelse (fra, undskyld, engelsk)): ”Gaden/ fyldt med tomater/ middag,/ sommer,/ lyset er/ halveret/ som/ en/ tomat,/ dets saft/ løber/ gennem gaderne.” Og her er den (anti)nationale besyngelse af tomaten i Palimpsest: ”det bedste jeg ved/ er et hårdkogt æg salt pe/ ber rugbrød og en// frisk tomat spist i/naturen for eksempel/ på stengade strand// hvor bøgen kaster/ sine skygger over hjer/ ter og langeland// trækker sin streg nej/ der er dog intet så dansk/ som en spansk tomat”. Men selvfølgelig får vi kontrært også en ”ODE TIL HEINZ TOMATKETCHUP”, en rigtig meta-ode: ”får jeg betaling/ af heinz-koncernen for at bruge netop de/ res tomatketchup/ i dette digt? – slet ikke/ hvorfor gør jeg det// så – fordi der be/ finder sig en rest brase/ de kartofler i// selv samme digt og/ heinz ketchuppen tilfældig/ vis er ved hånden”. Længe leve tilfældigvisdommen!

Palimpsest udløser Kritikerprisen fordi den i al endeløs og intrikat enkelhed har blik og sprog for både tomaten og ketchuppen, for både den elskedes klarinetkrop og seriemorderens halvcirkel og for skyerne, der ligner alt muligt, men først og fremmest sig selv.

Og det er med velberåd hu, jeg ikke har nævnt tredje sektion, Tonerne, fordi den jo til forveksling ligner en gnomisk digtbog (ikke en digtsamling, ikke en digtsamling), en sen tvilling til Blackberry Winter fra 1987, sandwichet mellem to mildt myldrende halvdele af en digtmastodont, og du skulle nødig tror, at det centrallyrisk var den, du fik prisen for, men det er det altså også, og blandt flere dybfølt (selv)ironiske digte om kunsternes dødelighed og kunstens (forhåbentlige) udødelighed, improviseret efter noder over gyldne jazznumre, også følgende:

 ”Pattebørn er dig/ terne alle til hobe/ (tal for dig selv – det/ gør jeg jo også)/enten vil de optræde/ hele tiden el/ ler også slet ik/ ke (tal for dig selv) alle/ priserne vil de// tildeles og guld/ medaljerne med – digter/ ne er pattebørn”.

Æh bæh buh, Klaus Høeck, her er at long last Kritikerprisen, i anledning af digtmastodontens tykkelse fordoblet til 60.000 kroner. Tillykke!