Georg Brandes-prisen 2017 til Standart

Kære Standart

Hjertelig tillykke med Georg Brandes-prisen!

Som alt andet, der er levende, trives litteraturkritikken bedst når den bedrives på mange forskellige måder, i mange forskellige miljøer og af mange forskellige slags kritikere.

Men graden af litteraturkritisk biodiversitet er, i hvert fald set fra mit perspektiv, for absolut nedadgående – og det skyldes også, at det er så forbandet svært at drive litterære tidsskrifter i dagens Danmark, hvor litteraturens infrastrukturer er under implosion.

For hvem skal egentlig købe de litterære tidsskrifter, når den sidste boghandel i provinsen er lukket eller bare opdage, at disse tidsskrifter findes, når de ikke bliver anmeldt i aviserne, når bibliotekernes udlånssteder er reduceret med 2/3 – når tv sender litteraturprogrammer der redigeres af folk, som aldrig har åbnet en bog? Og ja ­– kære kritikerlav – der findes stadig god aviskritik, men avisen arbejder i en anden tidslighed end tidsskriftet.

I avisen er der ikke tid og plads til ret meget mere end et thumbs up eller et thumbs down. Det er faktisk ligesom på facebook med de hjerter og stjerner, der reducerer kritikkens evne til at sætte problemer under debat ved hjælp af åndsforladte og let digitalisérbare pointsystemer som det seriøse litterære tidsskrift naturligvis aldrig kunne drømme om at gribe til – simpelthen fordi det faktisk tager sin genstand dybt alvorligt – dén litteratur, hvis fremmeste kvalitet det netop er at kunne befinde sig mellem 1 og 0.

Men midt i den omsiggribende ørkenspredning er Standart en oase, hvilket man ikke mindst kan konstatere ved at læse jeres seneste og fremragende 30-års jubilæumsnummer. Her finder man alt, hvad der vedkvæger et tørstigt litteraturhjerte. Der er fokus på oversættelse, der er introducerende artikler om i Danmark mindre kendte forfattere som Maryam Madjidi og hendes Goncourt-pris vindende roman Marx og dukken, og en lang og meget interessant tekst om den ungarske forfatter Miklos Radnoti. Det er tekster til tiden! Og så er der masser af anmeldelser – selvfølgelig. De er tidsskriftets kernestof. De er generelt velskrevne og har ofte en lidt anden vinkel – et lidt andet take på stoffet – end hvad den første avisreception har bragt til torvs, hvilket igen siger os at tidskriftets særlige (både korte og langsomme) tidslighed i sig selv fremelsker en særlig og særligt vigtig type af kritik. Hvad jeg dertil lægger mærke til er, at Standart anmelder bøger fra en særdeles bred vifte af forlag.

Ja – der er naturligvis anmeldelser af bøger fra Gyldendal og Rosinante. Men der er også anmeldelser af bøger, der er udkommet på Gladiator, Forlaget Silkefyret, Politisk Revy, Arabesk, Cobolt, Sisyfos, Batzer og co., Basilisk, Forlaget Lesen, Arena, Forlaget Hoff & Poulsen, Skjødt forlag, Jensen & Dalgaard, Turbine forlaget Artur, Antipyrine, Forlaget Vild maskine, Forlaget Torgård, Forlaget Alt i ord, Tiderne Skifter, forlaget Etcetera, Klim, Museum Tusculanum og Brøndums forlag. Det litterære landskab ser simpelthen helt anderledes mangfoldigt ud, når man åbner Standart – det er glimrende – og bør minde alle københavnerlitterater om, at man ikke skal se sig i spejlet og tro at det er et vindue.

Det er sjovt at redigere tidsskrift. Det er sjovt at arbejde i litteraturens tjeneste. Man får en masse ud af det. Men det er godtnok også et utaknemmeligt arbejde. Der er meget rod, kedelig korrekturlæsning, folk der ikke gider at svare på de mails, man sender til dem, folk der bliver fornærmede, når man beder dem om at rette stavefejl eller blot at udtrykke sig nogenlunde intelligibelt. Og så er tidsskriftsarbejde nærmest per definition ulønnet arbejde i det som Jacques Rancière har kaldt la nuit des proletaire –  proletarens nat. Man bliver hverken rig eller berømt af at redigere Standart – til gengæld bliver man en del af et rigtigt fælleskab, hvis udgangspunkt er etisk og epistemologisk forsvarligt – og det er ikke så lidt – i disse markedsstyrede tider.

Kære Standart – det er en fornøjelse at kunne hædre jer – ikke bare med ord, men også med det, man plejer at kalde en net sum, der meget passende uddeles i Georg Brandes’ navn. Brandes var ikke en død fisk som flød med strømmen, he kept an open mind, og det er lige præcis, hvad I også gør, hvorfor det er helt rigtigt, at I står her i dag som et vidnesbyrd om at den frie og levende litteraturkritik ikke er sandet fuldkommen til, selvom der de senere år – trist nok – er blevet lukket af for en central del af dens vandforsyning. Og her tænker jeg selvfølgelig især på Den Blå Port og tidsskriftet KRITIK som jeg og Ursula Andkjær Olsen for nogle år siden forgæves forsøgte at redde. Vi fik dog lavet nogle numre, og det jeg personligt er mest glad for er det her, nummer 212 fra december 2014, som hedder Herfra hvor vi står – Mellemøsten læst i Danmark. Fra dette nummer vil jeg slutte med at læse et digt som jeg i dagens anledning vil tilegne jeres – og alle de tidligere Standart-redaktioners – arbejde. Det er skrevet af den iranske digter Nima Yushij, og oversat af Shadi Angelina Bazeghi. Og apropros den almindelige ørkenspredning i dette lands kulturelle landskaber så handler det om en frø, der venter på regnen.

'Træfrø'

Min mark er tørret ud
ligesom naboens.
Sandt som det siges: ”de bedrøvede sørger blandt andre bedrøvede
på den nærmeste strand”.
Træfrø, du som bringer bud om regnfulde dage! Hvornår kommer regnen?

En opdækning, som ikke er en opdækning
i min mørke hytte, hvor der ikke er et gran af lykke
og mine vægge, der består af bambusrør
krakelerer under tørken
–  som den forelskede under den elskedes fravær –
Træfrø, du som bringer bud om regnfulde dage! Hvornår kommer regnen?

Tak for at I fortsat sørger for regnen ­– OG HELD OG LYKKE MED AT HOLDE FANEN HØJT – i mange mange år fremover.