1

Ida Jessen er multikunstner. Hun kan digte noveller, skrive romaner, fortælle bibelhistorier. Ikke forgæves. Det er regnet ned over hende med priser – De gyldne Laurbær, Blixenprisen, Kritikerprisen, Søren Gyldendal Prisen, DR-romanprisen. Hvad skal man stille op mod denne syndflod over bøger hun har skrevet. Det ved vi her i Kritikerlavet. Vi giver hende en pris for ’en bog hun aldrig skrev’.

Georg Brandes-prisen gives til skribenter der har bevist at de kan ræsonnere over litteratur – for det var jo det prisens navngiver gjorde. Men han gjorde andet og mere end at ræsonnere, det ligger også i prisen der bærer hans navn.

Brandes viste at litteratur rækker langt ud over litteratur. Sommetider med en formulering alle gymnasiaster engang skulle lære udenad: litteraturen skal ’sætte problemer under debat’. Men vigtigere end det han sagde, litteraturen skal gøre, var det han gjorde med litteraturen. Han fik litteraturen til at være en del af den offentlige samtale. Han gjorde litteratur vigtig.

Det er også hvad Ida Jessen gør med den bog hun bliver belønnet for i dag.

2

Lad os se på det essay som har givet anledning til titlen Endnu en bog jeg aldrig skrev: Essayet hedder ’Manden der ikke kunne sige nej. Om Judas’.

Jessen har, som alle og enhver, læst om Judas i evangelierne. Studiet af kilderne har været noget nemmere, forestiller jeg mig, end forarbejdet til Kaptajnen og Barbara. På den anden side sværere, for det kræver ikke arkivstudier, men en færdighed som vi sætter pris på i Kritikerlavet: færdighed i tekstlæsning.

For der er jo ikke andre kilder om Judas end evangeliernes tekster, faktisk kun tre af de fire – Johannes er for omstændelig: »En drøvtygger. Den samme græsbolle kommer op igen og igen”.

Lukas, Markus og Matthæus altså. De har på få linjer givet hende de eneste kilder der er til det store, afgørende spørgsmål: Hvem var Judas? Der er selvfølgelig mange sekundære kilder, især romaner. Ida Jessen tager afsæt i en af dem, skrevet af Amos Oz.

Den israelske forfatter har et andet syn på Judas end det der er gængs blandt de kristne. Amos Oz betragter Judas som den uundværlige hjælper for Jesusfortællingens lykkelige afslutning.

Hvis man holder sig til fortællingen, dramaet, er det da også langt det mest nærliggende. Forestil jer hvad der var sket, hvis Jesus ikke var blevet korsfæstet. Så var han nok gået i glemmebogen som så mange andre gadeprædikanter. Det er en helt nødvendig del af fortællingen om Jesus at han bliver henrettet. Jesus havde været ilde stedt uden en forræder. Havde Judas ikke eksisteret, måtte man have opfundet ham.

Ida Jessen afviser ikke desto mindre Amos Oz. Hun vil nemlig noget andet end den store fortælling. Hun vil trænge ind i mennesket Judas, ikke i figurens nødvendige dramaturgiske funktion, men i hans sjæls sammensætning. Judas er for hende individualisten iblandt de tolv groupies, disciplene. Han gennemskuer dem, de er for dumme, synes han.

Judas gennemskuer også Jesus. Jesus gør gode gerninger, men de der nyder godt af de gode gerninger »interesserer ham jo ikke, hans kærlighed er forskelsløs og principiel”. Sådan en kærlighed er, mener Judas, »fortvivlende”. »Hvis Judas havde følt sig set af Jesus,…ville han være gået gennem ild og vand for ham. Men kærligheden som princip er en hån.”

Whauw. Om det er rigtigt eller forkert, interesserer mig ikke i dette øjeblik. Jeg er interesseret i læsninger der har rod i teksten og som sætter tanker i gang bygget på ordentlig menneskekundskab.

For gode fortællinger består af to ingredienser, godt sprog og gode menneskekundskaber. Jeg bliver træt af dårligt sprog, men lige så træt af dårlig, plat menneskekundskab. Ida Jessens indsigt i menneskene fik jeg første gang øje for i hendes roman ’Den der lyver’ for 22 år siden. I dagens prisbelønnede bog blomstrer den indsigt videre.

Ida Jessen fik aldrig skrevet sin bog om Judas, siger hun. Men disse 25 sider om Judas er jo en bog, måske endda en bedre bog end en på 250 sider havde været.

Ida Jessen må her tilsyneladende vige pladsen for Georg Brandes. Hun skrev ikke en bog om Judas, men han skrev en bog om Jesus. Han begik dog en bommert Jessen undlod. Han forlod sin metier som litterat og gjorde sig til historiker. Det ligger allerede i den titel han valgte, ’Sagnet om Jesus’. I stedet for (som Ida Jessen) at tolke den tekst der foreligger, valgte han at bevise at Jesus ikke har eksisteret derude i den virkelige virkelighed. Om det er rigtigt eller forkert, interesserer mig ikke i dette øjeblik. Jeg kan kun sige at GB ikke havde fået en Brandespris for ’Sagnet om Jesus’.

3

Ida Jessen går imod konventionel visdom i essayet om Judas. Det gør hun også i et andet af bogens pragtstykker, essayet om en kvinde der kaldes ikke ’fru Blicher’, men Erneste Blicher. Jessen opregner alt det onde og fordomsfulde der er sagt om denne kvinde, men lader være med at fremsætte de nu gængse modsatte fordomme.

»Jeg har det som om jeg er smittet af fordomme«, siger Jessen, mens hun graver og graver for at få lidt fastere grund under fødderne. Var Erneste Blicher så utro som traditionen om den Blicherske familie hævder? Her er et af Jessens ræsonnementer »Er det fysisk muligt at have overskud til utroskab når man har ni børn? Eller er det en indbildning hos Blicher?« Og Jessen føjer til. »Lige meget, vi ved det ikke.”

En anden af de faste anklager mod den smukke Erneste er at hun interesserede sig så lidt for sin mands arbejde at hun ikke gad læse hans noveller. Ida Jessen graver sig frem til en anden mulighed, grænsende til sandsynlighed: Ernestes skolegang var så ringe at hun muligvis ikke kunne læse godt nok til at yde mandens tekster retfærdighed.

Konklusionen på essayet er værd at holde fast. Den falder i to dele: »der er noget næsten besættende over det lidt vi ved om Erneste,« – ja det er der og Jessen forstår at formidle den besættelse. Anden del er »og det vi ved, taler imod al gængs psykologisk indsigt.«

Et opgør med den gængse psykologiske indsigt forener essayet om Ernestine med essayet om Judas. Det er sådan en egenskab vi hylder med prisen i dag. En egenskab der som sagt forener dagens bog med Ida Jessens skønlitterære bedrifter. Hun er en afviger. Undgår helst det gængse.

4

Neden under Ida Jessens litterære essays ligger spørgsmålet om hvordan man skal bære sig ad med at holde ud, at blive ved, her hvor vi står, på vej mod døden. »Jeg er interesseret i hvordan forfatterskaber holdes i live og hvordan de fornyes, jeg er interesseret i modstand, i opstandsninger og nyorienteringer”. Velkendt er spørgsmålet om den svære to’er. Men hvad med den svære 21’er, som er den hun er nået til?

»Hvordan undgå at mattes? Ved hvilken modstand holder man sit værk i live?«

Her må vi i Kritikerlavet desværre skuffe Ida Jessen, i hvert fald i dag. Vi yder ikke modstand, tværtimod. Det kræver jo en rank ryg at blive stående oprejst i så stiv en medvind som Jessen er udsat for. Men vi er fortrøstningsfulde, hun er rank. »Jeg dør ikke af at holde op med at skrive,« skriver hun. Nej, vist ikke, men vi håber hun vil holde ud lidt endnu, herregud, hun er kun 58 år gammel.

Georg Brandes, sagde jeg, var med til at gøre litteraturen vigtig. At få sine landsmænd til at forstå at litteraturen betyder noget, i begge det ords betydninger: at den har noget at sige, og at det er værd at lytte til; altså at litteraturen rummer betydninger – og at den er betydningsfuld.

Det samme gælder Ida Jessens forfatterskab, både det skønlitterære og den bog vi hylder med Brandes-prisen i dag. Hun beviser i Endnu en bog jeg aldrig skrev at litteratur er noget det er værd at tale om.

En stor tak for det.