Jeg læste Frits Andersens bog under sidste års næsten tropiske sommer og det endda på Bornholm, som på en sådan varm dag og med hawaiiskjorten på godt kan gå for være en sydhavsø – en ø i South  The South Baltic,  jamen med glade nordmænd som missionærer til noget som både ligner deres egne klipper og så betydeligt billigere sprut og eksotisk mad såsom sol over Gudhjem og Svanekebryg. Det var også på Bornholm jeg som dreng læste Mytteriet på Bounty af James Norman Hall og Charles Nordhoff. Fra 1932. En klassiker som lige siden 30erne er blevet filmatiseret  flere gange – den bedste anses for at være den med Clark Gable som Christian Fletcher og Charles Laughton som Kaptajn Bligh. Men Marlon Brando-udgaven er nok den mest skandaløst berømte, og den med Mel Gibson den kedeligste.

Men i Frits Andersens mageløs odyssé igennem den hvide mands drøm om det jordiske paradis der ude syd på er der lang vej til Bounty. En velskreven sørejse skrevet klart og koncist, kritisk og dialektisk i et sprog, som både kan forstås af den lærde og den læge læser. Og tør man sige det endog utroligt lækker i hele sit design med billeder og krydret med Frits' egne observationer der ude i Stillehavet med alle herlighederne, både de europæiske illusioner om skønhed og sex uden grænser, naturens med dens frodighed, et tilsyneladende uudtømmeligt overflødighedshorn. Bogen sejler med både franskmanden Bougainville og briten Cook via de to og via måske Frankrigs mest skelsættende filosofi nogensinde, Denis Diderot, hvor denne tristesse tropic, som en stor franskmand Claude Levi-Strauss har skrevet så smukt og melankolsk om. Og så er der naturligvis historien om en markant franskmand, maleren Gauguin og hans både seksuelle og kunstneriske meriter. Hele tiden skrevet med et klart blik for det dobbeltmoralske i europæeren som både er på en mission for Gud og kirken og så for mammon, kolonisering og kapitalisme så hele eget begær udi sex og lignende nydelser. Ikke så underligt at den eneste kritiske røst mod din bog var en bigot præst i Kristeligt Dagblad, som ikke kunne lide dit forhold til din bogs missionærstillinger.

Men der er en ting som jeg må anfægte i denne fremragende bog, og det er omtalen af musicalen South Pacific (læs side 387), hvor denne på mange måder anderledes og antiracistisk engagerede musical bliver trivialiseret til noget sentimentalt og eskapistisk.

Musicalen fik Pullizerprisen som den eneste musical nogensinde i 1949. Den handler faktisk om racisme på flere planer og indeholder en sang, som handler om at racisme er noget din familie og miljø opdrager dig til. Sangen var så farlig, at den blev overvejet undladt på premieredagen, hvor musicalen var under observation af mccarthyisme. Flere stater forbød den som kommunistisk og propaganda for borgerrettigheder for farvede. Dens instruktør Joseph Logan kunne først ti år efter i 1958 filmatisere den til en adaption som gik i Tre Falke Bio med få pauser fra 1958 til 1967 og prægede danskeres opfattelse af Hawaii og omegn flere årtier før Kim Larsen skulle synge om at bo til leje netop der.

Når det er sagt, skal jeg bare gentage, hvilken fryd det har været at læse dit værk, som på alle måder lever op til Georg Brandes’ og hans pris’ formål og hensigt: At fremhæve og prisbelønne værker som både er kloge og intelligente, informative og originale og dette på en fremragende elegant formidlende måde – Tillykke!