Priser

”Der var engang to liderlige bøssedrenge, som havde forsømt at lave lektier og havde forsømt at tage ved lære af mådeholdsinstrukser og skamafretning, og som troede de kunne være sig selv. Så kom myndighederne med visse regelsæt, og disse regelsæt kan sammenlignes med en opskrift på en hollandæssovs. Hvis der kommer klumper i, bliver du smidt ud af det her program.” (s.23)

Sådan nogenlunde er rammen i Bjørn Rasmussens fabelagtige roman Brian og Stefan for evigt. Vi møder to teenagedrenge, der forsøger at skabe deres eget univers med leg og sex og grænseløs udfoldelse af fantasier, men som oplever, at intet varer evigt, og at de bliver fordrevet fra dette uskyldens paradis. Omverdenen og samfundet melder sig med sine krav, normer og forventninger og med følelser af skam og angst. Umiddelbarhed afløses af refleksion, som Kierkegaard ville have sagt det. Og det, der var uskyld, ekstase og fantasi afløses af desillusion, ensomhed og depression.

Hvis man er et almindeligt menneske, bukker man oftest under eller resignerer i den slags konflikter. Man forfalder til sentimentalitet, fortrængning eller selvmedlidenhed. Anderledes med de rigtig gode forfattere. Her holdes konflikterne åbne og levende og leveres som en fascinerende, smertefuld, original, hudløs, smuk og mangesidig vision. Sådan en forfatter er Bjørn Rasmussen. Og sådan er det med nogle af de store mestre inden for dansk prosa som Herman Bang, Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg og Pia Juul.

Hvad er det så, vi hører om i Bjørn Rasmussens nye roman? Ligesom romanerne Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) og Kirstens hævn (2024) foregår den første del af fortællingen på en rideskole ved Lemvig, hvor Brian bor med sin skrøbelige mor Marianne og hendes i perioder tvivlsomme mandlige bekendtskaber, Poul og Frank Dambrug. Og ligesom i Rasmussens tre digtsamlinger Ming (2015), Forgabt (2021) og Fiskesonetterne (2023) er den sidste del af romanen henlagt til et kolonihavehus ved Brabrand Sø.

I overgangen mellem disse lokaliteter foregår romanens store livsomvæltende begivenhed, nemlig at Brians mor indlemmer det forsømte plejebarn, Stefan, i husstanden på rideskolen. Dette bliver på alle måder determinerende for den ensomme teenager Brian. Der åbnes for en af de mest hæsblæsende homoseksuelle excesser, man har set i dansk litteratur, inklusiv ikoniske værker som Elo Sjøgrens Pulvermanden (1986), Tomas Lagermands Forhud (1998) og Niels Hennings Falk Jensbys Techno (2016). Fra første side er tonen slået an i Bjørn Rasmussens voldsomt ekstatiske og originale prosa:

”Der var engang to dumme hunde der elskede hinanden langt ind i tilværelsens latterlige kostume. Den ene hed Brian, og den anden hed Stefan, og Brian og Stefan var brødre, og du skal se for dig at de leger sammen på en solbeskinnet julieng, de løber og springer og griner og savler og kaster sig over hinanden og vælter hinanden ned i græsset og bider hinanden i ørene og slikker hinanden i øjnene og slikker hinanden i skridtet og slikker sig selv om munden.” (s.7)

Eller endnu mere eksplicit:

”Jeg slikkede din tryghedsbrystkasse og dine boller som besat, og så kom suppen, spermen som en vitaminindsprøjtning inden søvnen.”

Og:

”Du opfylder mig som jeg kun har prøvet at blive opfyldt som barn i et markhav af majs og ærter, eller første gang jeg lærte at svømme og kunne begive mig helt ud på dybt vand og blev gennemstrømmet af vandet, sådan opfylder du mig med din pik i mit røvhul, lange, bløde, gode stød, du holder om mine skuldre og presser mig ned i madrassen, og du begynder at brumme, og så begynder jeg at klynke, og så accelererer dine taktfaste stød oppe i mig, og så flytter du hænderne og presser mit hoved ned i puden, og så begynder du at gø.” (s.22)

Men de ”to dumme hunde” drives med tiden ud af deres ekstatiske paradis, da de flytter hjemmefra til Aarhus og Brabrand. Og her kommer det til et brud mellem dem som et resultat af – må man forstå – Stefans altoverskyggende fantasi om eller bizarre besættelse af at optræde som hund i hundedragt, lavet af rigtigt hundeskind, samt lænke og hundehus. Dette fører til, at deres forhold – til Brians store sorg - ikke længere fungerer.

Brian og Stefan for evigt er en smuk, barok, innovativ og visionær kærlighedsroman om venskab, ungdom, seksualitet, drømme, Udkantsdanmark, vold, overgreb, homofobi, ensomhed, misbrug og jalousi. Bjørn Rasmussens eksperimenter med genrer, stil og synsvinkler lyser op og ligner intet andet i dansk litteratur.

Formatet i Rasmussens bog viser sig i forfatterens evne til at erkende, konfrontere sig med, og udtrykke et komplekst og modsætningsfyldt psykologisk-eksistentielt stof. Vi kan ikke leve i fortiden, fantasien og drømmene, men vi kan heller ikke leve afskåret fra dem, hvis vores oplevelse af verden skal have mening og kvalitet. På den anden side kan det blive problematisk og livshæmmende, hvis fantasien og fortiden styrer vores liv. Det er i al dets enkelthed vilkåret i romanen – og i livet generelt.

Brian siger det myndigt og autoritativt: ”Jeg skriver dette fordi jeg vil have magt over fortællingen. Og det får jeg” (s.12). Men samtidig kastes fortælleren rundt i sit fiktive univers og anskuer det fra alle mulige og umulige vinkler. Fortid blander sig med nutid, exces og hudløs følelse blander sig med ironi og distanceret humor, fantasi og drøm blander sig med registrering og refleksion. Eller som det også er gengivet på bagsiden af bogen oven på et billede af en mandlig model med læder-g-string og hundehale: ”Jeg hedder Brian, og jeg skriver det her fordi jeg vil fastholde at vi har fundet sted, selvom det føles som en drøm det har fundet sted, selvom det føles som en drøm” (s.25).

I Brian og Stefan for evigt myldrer det med genrer og stilarter. Det er et logisk svar på det kaotiske følelsesmæssige og eksistentielle stof, som romanen behandler. I den litterære genreteori fra den italienske filosof Benedetto Croce til de franske tænkere Blanchot og Derrida har en trend været at pege på, at genrer er unyttige kategoriseringsinstrumenter, da ægte litterære værker sprænger sig ud af og er langt større, komplekse og mangfoldige, end sådanne begreber kan indfange. På linje med sidste års roman, der bar genren ”hestepigeroman”, bærer det nye værk betegnelsen ”bøsseroman”. Denne betegnelse må selvfølgelig også opfattes ironisk, da Brian og Stefan for evigt spænder langt videre. Bogen indeholder et utal ag genrer, som netop bruges, fordi dette er nødvendigt i fortællerens kompromisløse søgen efter mening, sandhed og sammenhæng i sit liv. Innovationer i brugen af genrer og stilarter er med andre ord aldrig rene formalistiske eksperimenter. De er nødvendige måde at udtrykke oplevelser og erfaringer på, som ikke kan udtrykkes på andre måder. Og når det sker, har vi ofte at gøre med banebrydende forfatterskaber i dansk litteratur.

Der springes mellem 1. og 3. persons fortæller i et væk i romanen, for som der står i første afsnit: ”Det er mig der hedder Brian, og jeg kan godt lide at omtale mig selv i tredje person” (s.7). Erindrende afsnit afløses af rapporteringer fra dagligdagen, stream of consciousness skifter til dagbogsagtige noter. Et afsnit er et systemdigt, der indledes: ”jeg kan ikke lide heteroseksuelle mænd der banker søm i, jeg kan ikke lide heteroseksuelle mænd der drikker cola, jeg kan ikke lide heteroseksuelle mænd der ryger hash, og jeg kan ikke lide heteroseksuelle mænd der synger”. Senere glider vi over i en hylende morsom, absurdistisk, dramatisk dialog mellem Brian, Stefan og en tankpasser (s.162):

”TANKPASSEREN Det bliver 34 en halv.
STEFAN Det bliver 34 en halv.
BRIAN Det må du undskylde, han siger alt hvad alle andre siger.
STEFAN Det må du undskylde, han siger alt hvad alle andre siger.
TANKPASSEREN Ja, okay
STEFAN Ja, okay
BRIAN Han har været så deprimeret på det sidste.
STEFAN Han har været så deprimeret på det sidste.
TANKPASSEREN Ja, det er jeg ked af at høre.
STEFAN Ja, det er jeg ked af at høre.
TANKPASSEREN Det bliver 34 en halv for det hele
STEFAN Det bliver 34 en halv for det hele”

Derudover møder vi et afsnit med titlen ”Brians profil på Boyfriend” (s.166), en brevkorrespondance med kommunen samt et uddrag med kirkelige rituelle vendinger: ”Da jeg havde feber engang, puttede jeg et hvidløgsfed op i min endetarm og tænkte: Dette er Jesu salig fred, dette er Jesu salige legeme” (s. 65). Og så har jeg ikke nævnt Bjørn Rasmussens fantastiske evne til i alle sine værker fra Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet til Brian og Stefans for evigt til at inkorporere og transformere kompositionsformer, handlingselementer og citater fra andre værker som man i tidligere værker har set det med Marguerite Duras, Tove Ditlevsen og Morti Vizki og i det nyeste værk med f.eks. Røde Mor, John Lennon, Inger Christensen, Melanie C og Disneys Bubi-Bjørn.

I det hele taget er Bjørn Rasmussen en af de største sprogkunstnere i ny dansk litteratur. Han insisterer på, at vores drømme og vores sprog er vores egne og det mest dyrebare og unikke, vi har i en verden, hvor alt ellers bliver oversvømmet af cyberspace, simili og AI. Hans værker har noget vigtigt at sige os alle.

Hjertelig tillykke med Kritikerprisen 2025!

Kære Tue Andersen Nexø,

Hjertelig tillykke med Georg Brandes-prisen!

Mens jeg skriver denne tale om Fælles liv, venter vi på et folketingsvalg. Og i dag, hvor jeg holder talen, er selvsamme valg fortid. Midt imellem ligger velfærdsstaten som en ø.
Eller som en blomme:

du så dejlig du så ligeglad om jeg kaster en blomme i dit navn, skriver Asta Olivia Nordenhof.
Olga Ravn skriver:
Vi kommer ikke til at arve særlig meget indlandsis.
Velfærdsstaten har smidt tøjet.

Det handler Fælles liv om: En udhulet samfundsmodel og en række forfattere og mennesker, der lever rundt om den. Som insisterer på affektiv ødselhed frem for den økonomiske produktivitet, de hverken kan eller vil leve op til. Fælles liv handler om et andet, fælles liv, der — med din parafrase af Nordenhof — “fremstår […] mindre latterligt og mere attraktivt end sit alternativ.”

Din litteraturkritiske bog — som vi i udvalget har læst uden at kede os et sekund — har undertitlen Utopiske modbilleder til velfærdsstaten i ny dansk litteratur. At skrive om utopi i en dystopidomineret samtid er i sig selv et greb, der føles friskt og nødvendigt.
Men utopien er ikke den ø, man troede den var.

Den optræder ikke som et andet sted eller en ferie, men i det hverdagslige. Hos Nordenhof og Luka Holmegaard er den knyttet til en drøm om et liv uden for kravet om økonomisk produktivitet — en sommer, hvor alle er “uarbejdsdygtige”. Men den er samtidig noget mere nært: ikke det at forestille sig et andet samfund, men at drage omsorg, eller åbne sig for, en fælles hverdag.

Fra første side sætter Fælles liv ord på noget både nyt og velkendt, man ikke vidste, man savnede et sprog for.

Utopien optræder også i den økologiske litteratur, hvor den handler om vores stofskifte med verden: Solen er ikke den ø, man troede den var.

Hos Malte Tellerup viser den sig i en genkendelig, lokal hverdag “i skyggen”, hvor vi både er fælles med hinanden og med verden. Hos Jonas Eika tager den form som en alternativt virkelig hverdag efter solen.

Fælles liv insisterer på korpusset af værkers forrang og på analysens langsomhed og tillid. Din sidste dvælende analyse af Eikas noveller understreger, hvordan Fælles liv således dækker og omfortolker en central strømning i aktuel dansk litteratur og giver den begrebslig tyngde. Ikke som politik, men som mulighed.

I bogens afsluttende kapitel kredser du om litteraturens rolletab i den reformerede velfærdsstat. Det er tankevækkende at blive mindet om den romantiske forestilling om forfatterne som “velfærdens sædeskildrer, solidariske kritiker eller eksistentielle supplement” — som den nye post-velfærdslitteratur har opgivet.

Ikke mindst fordi vi til stadighed ser især den nyere danske litteraturs forfattere fremstillet i den offentlige debat som mere eller mindre uduelige embedspersoner, man ikke kan fyre. Med det reformerede velfærdssamfunds eget sprog kunne man sige, at litteraturens "ceremonielle" lederskab er gået tabt — tilbage står drift, relationer og en litteratur, der fungerer som buffer snarere end retningsskabende. Herfra opstår behovet for at "organisere noget andet”.

I det fælles liv spiller litteraturen ikke så meget en rolle, som den sameksisterer. Men hvad med litteraturkritikeren — ham, der er træt, eller bare nedslidt, af at høre sig selv tale?

Forfatteren Shëkufe Tadayoni Heiberg — som du også læser i Fælles liv — har valgt ikke at sende sine bøger til anmeldelse, fordi hun mener, at anmeldelsens formål er at “tæmme” det vildtvoksende, hun ønsker at fremelske. At modbevise det, eller at bede hende og andre forfattere fatte medlidenhed, ville være latterligt.

Så hvad gør Fælles liv mindre latterlig og mere attraktiv?

Fælles liv stræber ikke efter samtidskritikkens idealer om selvbevidsthed og originalitet. Men det hænger også sammen med bogens projekt: den vil ikke brillere, ikke forføre, ikke stille sig i opposition gennem form.

Dens pointe er ideologisk og etisk snarere end æstetisk: Ikke i politisk forstand, men som en litteraturkritik, der ikke taler imod, men taler med sit stof. Blidheden er ikke et fravær af kraft, men en form for præcision.

Historien ender ikke her. I stedet for at lukke problemet litteratur, velfærd og utopi, åbner du det med en enkelt af Barthes’ kulørte observationer — nemlig, at
“[a]lt hverdagsligt er utopisk: tidstabeller, madplaner, skemaer for påklædning, forskrifter for samtaler og kommunikation”.

Og kaster med Fælles liv os og dig selv ud i et nyt, men velkendt sted, hvor vi både padler, bader os og svømmer. “Måske” — citerer du Caspar Eric — “åbner svømningen for

modet til
at glide ud af
de rytmer der tikker
i vores fælles hjerte
i vores fælles marked.
Vandet kan lade os
gøre mere
end vi troede vi kunne
finde nye balancer.”

Kære Tue,
jeg kunne godt besynge Fælles liv for at være en smal og modig bog — hvis ikke dens styrke netop var viljen og evnen til at tale bredt og invitere de mange ind.

Det gør den gennem en oprigtighed, der læsker som et glas frisk vand.
Skål på det — fra mig og på udvalgets vegne.

Tillykke med Brandesprisen 2025.

Tak for de fine ord.

Fælles liv handler om bøger og de forestillinger og værdier, de bøger indeholder. Den handler især om bøger, som er afvisende for det, jeg i min bog kalder den reformerede velfærdsstat, dvs. en velfærdsstat, der har gjort øget økonomisk produktivitet til sin politiske ledestjerne.

Den ledestjerne kommer man selvfølgelig aldrig frem til. Den kan man forfølge i det uendelige. Man kan vride sine borgere og institutioner af led, mens man rækker ud efter den forjættede produktivitet. Det er den erfaring, der er disse bøgers udgangspunkt. Det er noget af det, min bog handler om.

Men Fælles liv handler også om litteraturens forsøg på at formulere andre ledestjerner. I bøger som Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme og Malte Tellerups Hedeselskabet, for at nævne to af dem, jeg skriver om, og som jeg har tænkt om og med i næsten alle de år, jeg har arbejdet på min bog, er de ledestjerner ikke formuleret som politiske mål. De er i stedet fremstillet gennem billeder af en anden hverdag, en hverdag levet efter andre rytmer og principper end produktivitetens – dovenskab, omsorg for hinanden og jorden, en lykkelig sårbarhed. Det er de billeder, jeg i min bog taler om som et andet fælles liv og som utopiske modbilleder til velfærdsstaten.

For mig har Fælles liv også handlet om de måder, litteratur kan opføre sig på. Den har handlet om en litteratur, der søger at påvirke sine læsere på nogle helt bestemte måder. Den har ikke bare optegnet et andet fælles liv, men villet gøre det, så man som læser får lyst til at leve det liv. Eller måske føler at man allerede, mens man læser, er del af det liv. Det er ikke al litteratur, der opfører sig sådan. For mig føles det nyt, at dansk litteratur gør det, i al fald i forhold til 1990’ernes og nullernes litteratur.

En bog som min er meningsløs, hvis ingen læser den, støder sig på den, bliver uenig med den eller inspireret af den. Hvis den ikke flyttede en lille smule i sine læseres selv- og samfundsopfattelse.

Derfor: tak, selvfølgelig, til familie og venner, som har hørt alt for meget om mit arbejde; til mine kolleger fra universitetet, som har læst med og kommenteret. Men også tak til de stakkels studerende, som har fundet frem til min bog og svedt over den til eksamen. Tak til dem, der har anmeldt den og diskuteret den – på facebook, på højskoler, andre steder. Tak til Kritikerlavet for at værdsatte den så meget, at de har præmieret den.