Georg Brandes-prisen 2007 til Niels Frank

Jeg vil begynde med en anekdote:

Jeg har engang spurgt min far, om han nogensinde, da han var barn, havde prøvet at opdage en skov. Det havde jeg nemlig. Lige pludselig lå den der bare, og Mette, som jeg fulgtes med, og jeg var helt enige om, at det alligevel ikke var hver dag, man fandt en skov. Tænk, at der ikke var andre, der havde set den før os!

Det var der nu nok, mente min far, men hvis jeg havde spurgt digteren Borges i stedet for min far, skorstensfejeren, havde han godtaget min opdagelse som en opdagelse. Ifølge Borges er vi nemlig alle sammen opdagere, også selv om vi egentlig bare genopdager det, som mennesker før os har opdaget: At der bor myrer under måtten, at tungen er ru, og at citroner er nure.

Hvis man overfører Borges idé til litteraturen, er der nogle kritikere, der skulle se at få viderebragt nogle af alle de opdagelser, som det, der igennem årene er blevet kaldt makværker, så skulle rumme, og som vi helt har overset. Med mindre altså, at Borges tog fejl, som Niels Frank fornuftigvis er inde på i et andet værk end det, han i dag får Georg Brandes-prisen for, et forskudt værk, men dog et beslægtet værk, metaforismesamlingen Livet i troperne. For ifølge Frank (og min far) var jeg ikke opdager den dag, jeg så skoven for første gang, jeg var bare en lykkeligt uvidende. For de færreste mennesker opdager jo nogensinde noget i egentlig forstand, og kun de færreste kunstværker rummer en opdagelse i sig. ”For”, siger Frank videre, ”en opdagelse består jo ikke blot i at gøre den, men også i at vide at man gør den og bringe denne viden videre på den mest dækkende måde. Måske det simpelthen er denne viderebringelse, der er selve opdagelsen?”

Her taler Niels Frank om kunst. For af kunsten har vi det jo med at forvente – helt umenneskeligt – at den bestandigt opdager noget nyt. Og så umenneskelige er vi altså også i Kritikerlavets Georg Brandes-udvalg, når vi bedømmer litteraturkritiske værker. Alt andet er løgn får kun Georg Brandes-prisen 2007, fordi den er noget nyt under solen. Oveni viderebringer den sine opdagelser på ”mest dækkende måde”.

Opdagelserne gælder dansk litterær modernisme og amerikansk Language Poetry, og Niels Franks mest dækkende måde kan beskrives som: en flerstemmighed og en konstant bevægelse mellem forskellige positioner. Den mest dækkende måde betyder også, at Frank ikke kun læser de kanoniserede eller antologiserede tekster, men også inddrager alle udenomsordene fra formiddagsaviserne, eks-konerne og anekdoterne. I det hele taget er Frank optaget af at finde frem til de steder, hvor digteren taler over sig, er uopmærksom, eller et øjeblik kigger væk, som han kalder det.

I Alt andet er løgn får ingen antagelser lov at stå bøjet i neon eller uimodsagt. De bliver til mulige udsagn om moderne litteratur. Udsagn, der så i læserens eget hoved kan justeres og udbygges. Det betyder også, at man som læser kommer på opdagelse sammen med teksten. Tankerne hos læseren holdes hele tiden i bevægelse, fordi den skrivende er det.

Og nu kommer vi så til en af de tanker – eller en fælles forestilling – der for alvor provokeres i Alt andet er løgn. For det kan vise sig, at det, man troede var en skov, slet ikke var en skov, eller … at dansk modernisme slet ikke var moderne. Den var bare opbyggelig litteratur, fordi forfatterne ville noget bestemt med den, og troede på, at vi kunne blive bedre mennesker af at læse den. Miséren begyndte, da Baudelaire blev introduceret i Danmark af Sophus Claussen og Johannes Jørgensen, der begge læste ham forkert. Hans digte måtte ikke være syge, de skulle jo frelse folk. Men Jørgensen og Claussen overså en vigtig linje i åbningsdigtet i Syndens Blomster, hvor der står: ”Hykleriske læser, – min lige – min bror!” Dermed så de slet ikke, at Baudelaire var klar over, at digteren ikke taler fra et ophøjet sted, men ”er faldet pladask ned i tiden og dér er landet ved siden af læseren”, som Frank skriver. Kun den umoderne kunst tror, den bliver anskuet isoleret og er uberørt af tid og sted.

Én ting er, at Claussen og Jørgensen ikke kunne læse Baudelaire, men det viser sig også, at det værk, som kom til at sætte standarden for den modernistiske selvforståelse i dansk litteratur, nemlig Villy Sørensens Digtere og dæmoner, taler imod modernismen ved at spalte verden i godt og ondt og ved ikke at kunne løsrive sig fra tanken om litteraturens nytte. I Danmark skulle modernismen altså først tjene kirken og dernæst velfærdsstaten, skriver Frank. I stedet nærmer han sig ad flere veje det, han kalder en kritisk litteratur, som altså ikke klarer andres ærinder, men heller ikke er adskilt fra sine omgivelser.

I Niels Franks udlægning er litteraturkritik også en æstetisk genre. Alt andet er løgn får også Georg Brandes-prisen for sine sproglige kvaliteter. Frank har jo en dobbeltrolle som digter og kritiker, og ud over at skrive godt, giver det ham også mulighed for at læse egne tekster. I Alt andet er løgn læser kritikeren Frank således digteren Franks tekstsamling Første person, anden person, der igen er en gennemskrivning af tidligere publicerede tekster – ikke for at forfine teksterne i det uendelige, men for at kritisere dem, forurene dem eller placere dem i nye sammenhænge. Alt andet er løgn er selv en samling af essays, som Frank har skrevet, udgivet og skrevet om igennem en årrække. Og heri læser han meget passende Kenneth Kochs digt ’One Train May Hide Another’ i essayet om amerikansk poesi, der omhandler begrebet flertydighed. Med tanke på Franks gennemskrivninger, omskrivninger og forureninger af egne tekster er det altså ikke kun et tog, der kan skjule et andet, men også en bog, der kan skjule en anden – ligesom at der bag én personlighed kan dukke flere op.

Første person, anden person bærer på de tyske romantikeres idé om kunstværket som en mangfoldiggørelse af det personlige. Titlen begynder med at tælle første person og anden person, og læseren kan så selv tælle videre herfra. I stedet for at spalte verden i godt og ondt er den moderne kunstners vigtigste evne måske evnen til på én gang at være sig selv og en anden.

Som digter og kritiker læser og diskuterer Frank den moderne litteratur, mens han hele tiden bevæger sig mellem velkendte forestillinger og udpeger nye muligheder. For de gamle tog indimellem fejl. Ligesom at Borges ikke havde ret i, at vi alle er opdagere, gælder det altså heller ikke for alle fugle, at de er dårlige ornitologer, som maleren Barnett Newman engang har sagt. I hvert fald ikke en sjælden en af slagsen som digteren og kritikeren Niels Frank, der kan forandre vores måde at læse moderne litteratur på.