Kritikerprisen 2007 til Hans Otto Jørgensen

Kolort mere end kolorit 

Kritikerprisen for 2007 tildeles Hans Otto Jørgensen for romanen Med plads til hundrede køer om landmandsparret Ejnar og Ida og deres to sønner Axel og Rune. Bogen stod som selvskreven topkandidat, da Litteraturkritikernes Lav i januar holdt nomineringsmiddag, primærvalget om man vil. Og så vidt vi har erfaret, sejrede den bagefter ved selve afstemningen selvfølgeligt og suverænt. 

Og hvorfor så det? Jo, fordi forfatteren i dette afsluttende bind, men så sandelig også i Helt og heltinde (2001) og Den fotograferede dreng (2002) med lavmælt stilsikkerhed holder ploven lige nøjagtig i sporet og fortællingen tættest muligt på stoffet. Hans tekst forstår at tage af virkeligheden netop det, den vil gøre til kunst, og få læseren til at tro, at den ikke behøver mere end det. 

Hans Otto Jørgensens landbo-realisme er uden smarte metapoetiske falbelader, uden pædagogisk anmassende baggrundsforklaringer, uden selvpromoverende hujen, uden dekorativ prosalyrik, uden overkloge psykologiske dybdeanalyser, uden overflødig og udvendig samtidskolorit. Hele vejen igennem beholder han begge arme nede i verden og alle antenner ude i sproget. Kolort mere end kolorit. 

Hans roman har soliditet, intensitet, materialitet, originalitet, sensibilitet, skrevet som den er (eller synes skrevet) på sanddruhed og erfaringstroskab, plus ikke at forglemme den dér undrende lytten, muligvis en venten på dén musik, der bor et sted inde i alt. 

De daglige pligter

Set i historisk fugleperspektiv handler Med plads til hundrede køer, og med den de to forgængere, om mødet, sammenstødet, konflikterne mellem modernitet og tradition i det landlige Danmark. Brydningen mellem frihed og bundethed, mellem udfoldelse og inddæmning, mellem oprørsk flyvning og rodfæstet ro. Ikke for ingenting nævnes Hans Otto Jørgensen hyppigt sammen med Knud Sørensen, Vibeke Grønfeldt og Jens Smærup Sørensen, hvis seneste kortlægningsforsøg med Mærkedage nylig indbragte sam-nordisk hæder. 

På den ene side bærer Hans Otto Jørgensens dominerende figurer, og de yngre af dem især, på en raspende længsel, en ulmende uro, en fundamental utilpassethed, en vilter forslugenhed, der nødvendigvis fører dem udad og væk. Og på den anden side færdes disse udbrydere og oprørere lige op ad de, mestendels ældre, personer, der lever i det cirkelbundne, i og med den langsomhed, der er med det hele. Årets gang, de daglige pligter og gøremål. 

Mentaliteter krydses

Man kunne så tro, at når den ene af brødrene, Rune, overtager gården og bedriften, så bliver han automatisk en eksponent for det cirkulære, mens Axel, drømmeren, poeten og kunstnerspiren, får lov at repræsentere det lineære, udadsøgende. 

Men mentaliteter krydses og fordobles. For Rune udvider og tilegner sig vækstens sprog - heraf i øvrigt bogtitlen Med plads til hundrede køer. Og Axels udadrettede bane krummer hele tiden tilbage i sig selv, om til det, han ikke kan slippe: De mennesker, der var og er, de tunge processer, der finder sted, den forandring der sker lidt efter lidt, ikke i oprørske spring. 

Rent fortælleteknisk bliver Axel hen ad vejen til et problem. I Helt og heltinde og lidt mindre eksplicit i Den fotograferede dreng kunne han indimellem hedde 'jeg' og ubesværet gøres til del af et kollektivt 'vi', slægtens, familiens 'vi', der sidder og bladrer i fotoalbummet, indforstået, ud fra fælles viden. Men i det tredje bind, hvor han har fået episk tyngde som en af fire hovedpersoner, skal han både være 'han' og del af 'vi', ja, bliver et par steder til det gode gamle 'jeg'. Det kan måske lyde en smule ubehjælpsomt, men virker ikke sådan. Det er tværtimod romanens markering af sin egen lavethed, dens gjorthed, dens konstruktion. Det er det spor, dens betragter og beretter lægger efter sig ned gennem værket. 

Dristig sprogbrækker

Og vender man så mønten eller bladet, og spørger man ikke efter virkeligheden, men efter den skrift og den stemme, der har frembragt det hele, så handler det pludselig om noget andet end den dersens rå realisme. Så drejer det sig om en dristig forfatters vilje til at brække sproget op. Udelade verberne. Sløjfe det grammatiske subjekt. Sideordne led, der ikke normalt kan stå side om side. Gå efter sætningsmusikken i stedet for den vedtagne måde at skrive på. Sætte punktum i stedet for komma, og sætte punktum for tidligt eller bevidst for sent. Bryde regler og alligevel hele tiden slippe heldigt af sted med det. 

Prøv at kigge ned over en rigtig Jørgensen-side. Det hakker og haster og holder igen og hoster og pruster, tager sig en pause for så at støde og stamme og storke og stavre og stave sig frem, med den dér stive, studse omhu, som er så karakteristisk for ham, og som i sidste ende mimer hans mod til, midt i al intellektualiteten og belæstheden, at omgås det banale. 

Det er bønder og Beckett. Det er Blicher og Burroughs. Det er H.C. Andersen og Lou Reed. Det er Kristensen og Creedence, altså Evald Tang Kristensen og så Creedence Clearwater Revival. Og så er det Bibelen og Broby Johansen og Björling. Og Schade og en masse sjasket mudder. 

Der er gået næsten 20 år, siden Hans Otto Jørgensen udsendte Tårnet, med et af de grimmeste og mindst appetitvækkende omslag i dansk forlagshistorie. 

Siden har han tit sjokket og sjappet sig hen i nærheden af Kritikerprisen. Lad mig bare nævne hans kortroman Nåden (1996) og hans novellesamling (med den uforlignelige titel) Riggo havde ikke noget imod det abstrakte (1997). 

Vi er nogle stykker, der er glade for, at man ventede med denne pris, til den føltes som et påbud fra himlen. Det er en ære og en glæde i dag at kunne overrække dig Kritikerprisen: 30.000 kr. - og en med dem en åndelig mælkejunge plaskende over af hyldest og hæder.