Bestyrelsen for Litteraturkritikernes Lav har nomineret fire værker til Kritikerprisen 2023:
Solvej Balle: Om udregning af rumfang V (Pelagraf)
Mathilde Walter Clark: Det blinde øje (Politikens Forlag)
Caspar Eric: Nye balancer (Gyldendal)
Kristian Bang Foss: Manden der bar solen (Gyldendal)
Modtageren af Kritikerprisen afgøres via afstemning blandt lavets medlemmer og offentliggøres sidst i marts 2024, hvor vi også inviterer til prisoverrækkelse.
Sidste års modtager af Kritikerprisen var Cecilie Lind for romanen Pigedyr.
Bestyrelsen i Litteraturkritikernes Lav udgøres af Mikkel Krause Frantzen, Martin Rohr Gregersen, Nicklas Freisleben Lund, Marie Louise Kjølbye, Johann Sten Nielsen og Kamilla Löfström.
Det skrev kritikerne om de nominerede værker:
Om Solvej Balles Om udregning af rumfang V skrev Erik Svendsen i Jyllands-Posten (9. december 2023):
»Det er afgørende, at Tara skriver »vi« og ikke »jeg«. Erkendelsen kommer fra mennesket.
Ikke den enkelte. I den tilstand af »nærværshåb« – godt ord opfundet til lejligheden, ligesom Tara flere gange omtaler det vidunderlige fænomen »kærlighedshjernen« – er de mennesker, der lever deres liv fikseret i den samme dag, de frieste mennesker, historien har skabt. De skejer ikke ud i orgier eller destruktion, men laver videnskabelige studier af alverdens fænomener. Og kollektivet har ikke en snæver opfattelse af, hvad der er videnskabeligt relevant og acceptabelt.
Om udregning af rumfang har udviklet sig til at være en civiliseret apokalypse. Det ene øjeblik er der håb forude, det næste øjeblik taler Tara med besindelsens stemme.
Det nye bind fem handler i vid udstrækning om at kunne tage afsked. Som det hedder med en tankevækkende formulering: »Det nytter ikke at længes efter steder, man har været, når man selv er taget derfra.«
Om Caspar Erics Nye balancer skrev Benedicte Gui de Thurah Huang i Politiken (3. februar 2023):
»Formelt har jeg mest lyst til at sammenligne Nye balancer med jamaicanskamerikanske Claudia Rankines mosaikagtige digtsamlinger, der også balancerer mange formater, poesi og politik.
Caspar Eric skriver som altid situeret. Nye balancer er fuld af digte, der springer ud af en personlig erfaring med cerebral parese – digte om snigende forandring, om ikke at kunne feste som før, digte om kærlighed og om smerten ved at besinde sig, alt imens man frygter en dag at blive forladt, digte om at crawle og om at være vægtløs i vand.
Men samlingen rummer også længere prosastykker: et brev, et eventyr, et essay om filmhistoriens repræsentation af den handikappede som enten utilregnelig skurk eller tilforladeligt sidekick, sjældent som helt menneske. Mest pudsige er 'føljeton-digtene' om en trebenet hunds frigørelsesproces, i hvilke jegets historie skinner bugtaleragtigt igennem a la talemåden 'det er mig, sagde hunden'.
Om Mathilde Walter Clarks Det blinde øje skrev Bodil Skovgaard Nielsen i Information (29. september 2023):
»Det blinde øje er bidsk og eminent, på samme måde som George Orwell var bidsk og eminent: Englænderen, der også insisterede på at være outsider og blive forarget over den virkelighed, han så, om det så var i kulminerne eller i kolonierne. Orwell har en forkærlighed for regnskaber og tal, måske har han den fra Balzac: Uanset deler Mathilde Walter Clark den. I hvert fald formår hun at skrive om EU-rapporter om dyrevelfærd og sektorforskning, om overskud og avl per tæve og kvadratkilometer, om spildevand og statistikker, som var det en detektivroman, eller snarere: Som var tallene genfærd i det hjemsøgte hus, vi kan kalde landbruget.
Hun gør det med den udefrakommendes måben, med opspilede øjne, der sender nervesignaler til munden, der må råbe: ’Ser I andre det ikke?’«
Om Kristian Bang Foss’ Manden der bar solen skrev Lars Bukdahl i Weekendavisen (13. oktober 2023):
»Det er en vigtig styrke i romanen, at det fortidigt eksotiske, især det religiøst, rituelt eksotiske – hvoraf vel Bang Foss har fundet på cirka halvdelen selv, gætter jeg forudsætningsløst – med ofringer, masser af ofringer, velsignelser, forbandelser, alskens trylleformularer, afvikles så afvæbnende selvfølgeligt og overgivent. Han fornøjer sig virkelig med at udmale og udmaje fremmedheden, og det ligner en episk lov, at desto hårdere slår de evige, alt for menneskelige følelser, jalousi, kærlighed, sorg (og sammenblandingen af netop de tre), når de nådesløst rammer.
Ja, ja, måske er jeg overdrevent glad for bogen, fordi jeg var så bange for og sikker på, at den ville skuffe mig overordentligt, men jeg tror det egentlig ikke. Dertil var jeg simpelthen bare for turbotryllebundet læsende derinde i det lille mødelokale på anden sal i Det Berlingske Hus hele mandagen igennem, mens blodet præcist, ubændigt plaskede op fra siderne mod de hvide, hvide vægge.«