Kære Tue Andersen Nexø,
Hjertelig tillykke med Georg Brandes-prisen!
Mens jeg skriver denne tale om Fælles liv, venter vi på et folketingsvalg. Og i dag, hvor jeg holder talen, er selvsamme valg fortid. Midt imellem ligger velfærdsstaten som en ø.
Eller som en blomme:
du så dejlig du så ligeglad om jeg kaster en blomme i dit navn, skriver Asta Olivia Nordenhof.
Olga Ravn skriver:
Vi kommer ikke til at arve særlig meget indlandsis.
Velfærdsstaten har smidt tøjet.
Det handler Fælles liv om: En udhulet samfundsmodel og en række forfattere og mennesker, der lever rundt om den. Som insisterer på affektiv ødselhed frem for den økonomiske produktivitet, de hverken kan eller vil leve op til. Fælles liv handler om et andet, fælles liv, der — med din parafrase af Nordenhof — “fremstår […] mindre latterligt og mere attraktivt end sit alternativ.”
Din litteraturkritiske bog — som vi i udvalget har læst uden at kede os et sekund — har undertitlen Utopiske modbilleder til velfærdsstaten i ny dansk litteratur. At skrive om utopi i en dystopidomineret samtid er i sig selv et greb, der føles friskt og nødvendigt.
Men utopien er ikke den ø, man troede den var.
Den optræder ikke som et andet sted eller en ferie, men i det hverdagslige. Hos Nordenhof og Luka Holmegaard er den knyttet til en drøm om et liv uden for kravet om økonomisk produktivitet — en sommer, hvor alle er “uarbejdsdygtige”. Men den er samtidig noget mere nært: ikke det at forestille sig et andet samfund, men at drage omsorg, eller åbne sig for, en fælles hverdag.
Fra første side sætter Fælles liv ord på noget både nyt og velkendt, man ikke vidste, man savnede et sprog for.
Utopien optræder også i den økologiske litteratur, hvor den handler om vores stofskifte med verden: Solen er ikke den ø, man troede den var.
Hos Malte Tellerup viser den sig i en genkendelig, lokal hverdag “i skyggen”, hvor vi både er fælles med hinanden og med verden. Hos Jonas Eika tager den form som en alternativt virkelig hverdag efter solen.
Fælles liv insisterer på korpusset af værkers forrang og på analysens langsomhed og tillid. Din sidste dvælende analyse af Eikas noveller understreger, hvordan Fælles liv således dækker og omfortolker en central strømning i aktuel dansk litteratur og giver den begrebslig tyngde. Ikke som politik, men som mulighed.
I bogens afsluttende kapitel kredser du om litteraturens rolletab i den reformerede velfærdsstat. Det er tankevækkende at blive mindet om den romantiske forestilling om forfatterne som “velfærdens sædeskildrer, solidariske kritiker eller eksistentielle supplement” — som den nye post-velfærdslitteratur har opgivet.
Ikke mindst fordi vi til stadighed ser især den nyere danske litteraturs forfattere fremstillet i den offentlige debat som mere eller mindre uduelige embedspersoner, man ikke kan fyre. Med det reformerede velfærdssamfunds eget sprog kunne man sige, at litteraturens "ceremonielle" lederskab er gået tabt — tilbage står drift, relationer og en litteratur, der fungerer som buffer snarere end retningsskabende. Herfra opstår behovet for at "organisere noget andet”.
I det fælles liv spiller litteraturen ikke så meget en rolle, som den sameksisterer. Men hvad med litteraturkritikeren — ham, der er træt, eller bare nedslidt, af at høre sig selv tale?
Forfatteren Shëkufe Tadayoni Heiberg — som du også læser i Fælles liv — har valgt ikke at sende sine bøger til anmeldelse, fordi hun mener, at anmeldelsens formål er at “tæmme” det vildtvoksende, hun ønsker at fremelske. At modbevise det, eller at bede hende og andre forfattere fatte medlidenhed, ville være latterligt.
Så hvad gør Fælles liv mindre latterlig og mere attraktiv?
Fælles liv stræber ikke efter samtidskritikkens idealer om selvbevidsthed og originalitet. Men det hænger også sammen med bogens projekt: den vil ikke brillere, ikke forføre, ikke stille sig i opposition gennem form.
Dens pointe er ideologisk og etisk snarere end æstetisk: Ikke i politisk forstand, men som en litteraturkritik, der ikke taler imod, men taler med sit stof. Blidheden er ikke et fravær af kraft, men en form for præcision.
Historien ender ikke her. I stedet for at lukke problemet litteratur, velfærd og utopi, åbner du det med en enkelt af Barthes’ kulørte observationer — nemlig, at
“[a]lt hverdagsligt er utopisk: tidstabeller, madplaner, skemaer for påklædning, forskrifter for samtaler og kommunikation”.
Og kaster med Fælles liv os og dig selv ud i et nyt, men velkendt sted, hvor vi både padler, bader os og svømmer. “Måske” — citerer du Caspar Eric — “åbner svømningen for
modet til
at glide ud af
de rytmer der tikker
i vores fælles hjerte
i vores fælles marked.
Vandet kan lade os
gøre mere
end vi troede vi kunne
finde nye balancer.”
Kære Tue,
jeg kunne godt besynge Fælles liv for at være en smal og modig bog — hvis ikke dens styrke netop var viljen og evnen til at tale bredt og invitere de mange ind.
Det gør den gennem en oprigtighed, der læsker som et glas frisk vand.
Skål på det — fra mig og på udvalgets vegne.
Tillykke med Brandesprisen 2025.