AT VÆRE ’AGTIG’ Elisabeth Skou Pedersen om The Monster

Af Kamilla Löfström, 27 februar, 2019

I begyndelsen af The Monster beskriver fortælleren, hvordan vores hovedperson driver rundt i Manhattans gader med en følelse af jetlag. Jetlagget, står der, »gjorde ham stadig mere vægtløs, som om også han bare var agtig og ‘not really there’« (side 14-15).

Hvad vil det sige at være ‘agtig’?

Følelsen indtræffer første gang, da hovedpersonen ankommer til Manhattan 1993 for at arbejde med teatergruppen The Wooster Group, der bl.a. tæller Willem Dafoe. Han forsøger at finde et sted at sove gennem noget, der kunne ligne en slags dystopisk Airbnb – et af mange mystiske, lidt uigennemtrængelige systemer i bogen. Han ringer til en ’host’ på listen og spørger, om han kan overnatte. »Like tonight?« spørger stemmen. »[…] but we are not really here tonight.« Hovedpersonen er frustreret, for som der står, fryser han »på en meget lidt agtig måde«.

Det er altså det evindelige amerikanske ‘like’, den betydningsløse indskydelse som underminerer hele sætningens udsagn, der på dansk bliver til følelsen af at være ‘agtig’.

Forlaget kalder bogen for en ’New York-gyser’Det er sandt at bogen er uhyggelig, men ikke i Hollywoodagtig horror-forstand. Den er uhyggelig på Freud-måden, altså sådan helt klassisk unheimlich: Det ubehag, der opstår lige der, hvor det velkendte krydses med det fremmede.

Et af Freuds klassiske eksempler på, hvad der kan vække den følelse, er fordoblingen, dobbeltgængermotivet. Og ganske rigtigt: På omslaget til Madame Nielsens bog poserer et par nydeligt koreograferede tvillinger med mor og far, der også synes at spejle hinanden. Et par særdeles uhyggelige tvillinger optræder også i romanen, nemlig i form af de to satinklædte mænd, Jerry og Bruce, som hovedpersonen indlogerer sig hos.

Men det mest uhyggelige i The Monster er det ’agtige’. Ikke den åbenlyse fordobling, f.eks. at ligne en anden så meget at man måske selv bliver i tvivl om sin egen identitet – som  det sker for hovedpersonen, der forveksles med skuespilleren Willem Dafoe. Nej, det mest uhyggelige er den lille forskydning, det ’agtige’, der gør én tilpas meget i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion, til at virkeligheden bliver umulig at holde fast i.

Her får jeg lyst til at opholde mig lidt ved det jetlag, som vi møder hovedpersonen i i starten. »Han havde ikke fået noget at spise på denne side af Atlanten,« står der på et tidspunkt om hans tilstand. Det er en vildt præcis opsummering af globaliseringens sammenstød med det menneskelige. Kroppens simple behov afbrudt af en alt for stor rejse på alt for kort tid. Jetlag er den postmoderne tilstand og på mange måder en metafor for alt, hvad hovedpersonen gennemgår på denne mærkelige rejse, hvor tiden opløses og virkeligheden på mange måder også.

Efterhånden forvandles hans fysiske jetlag nemtlig til en slags eksistentielt jetlag.

Alt gentager sig, nat og dag. Hjemme i lejligheden udsætter de to tvillinger ham for fingeret henrettelse og systematisk voldtægt med præcis de samme replikker, bevægelser og rekvisitter – og præcis samme slags sushi – hver eneste dag. Men sådan er det ikke på teatret: Her er alting altid kun næsten ligesom det var i går, og mens hovedpersonen forsøger at udrede de små forandringer i prøverne dag for dag oplever han »den uophørlige lette forskydning og forrykkelse af alt og den deraf følgende lige så lette utilpashed, kvalme, desorientering og forøgede opmærksomhed, der kom af, at hver eneste lille ting og ikke mindst hvert enkelt menneske hvert øjeblik var en anelse forrykt fra den (og det), man øjeblikket og dagen inden havde troet, man (og noget som helst) var.« (side 95)

Det er det, jeg vil kalde hans eksistentielle jetlag, en fornemmelse af, at tiden, verden, kroppen, identiteten har forrykket sig. Ikke fordoblet sig, men forrykket sig, så ikke engang dobbeltgængermotiverne er helt til at holde rede på, men smelter ind i hinanden i tre- og firedobbeltgængermotiver. Sådan at enhver orden, man forsøger at opretholde, også konstant er i gang med at underminere sig selv. At være ‘like’ er at være forrykt i begge betydninger af ordet.

Det der med at indskyde ‘like’ er i øvrigt ikke mindst udbredt blandt europæere, som har fået deres amerikanske engelsk serveret i sitcoms og romantiske komedier, der udspiller sig på high school-gangen. I det hele taget får man også i bogen en fornemmelse af, at Amerika og det amerikanske sprog er en attitude, man kan tage på sig, noget indstuderet, nogle replikskifter, en koreograferet måde at omgås verden på, som ikke er helt virkelig, men mere bare sådan ‘like’. Agtig. Amerika-agtig. Ligesom New York også er mere et New York-agtigt sted, end det egentlig er noget i sig selv. Et sted i bogen spekulerer hovedpersonen på, om ikke »virkelighedens New York« »vel også bare var en parodi på europæerens forestilling om New York.«

Manhattan er da også en oplagt location til den vildt koreograferede fabel, romanen er. I en af de andre nominerede bøger står der, at det var Paris, der lærte Walter Benjamin at fare vild. I The Monster er Manhattan et sted, hvor man død og pine ikke kan fare vild, hvor hårdt man end prøver: Grid-systemet med gader og avenuer er simpelthen for ordnet og overskueligt. I Paul Austers postmodernistiske klassiker City of glass følger hovedpersonen en fremmed rundt på Manhattan og opdager, at ruten på gridsystemet tegner en række bogstaver, en skrift: mens han går, skriver han også. Mens han skriver, læser han også. Lidt på samme måde får hovedpersonen i The Monster en fornemmelse af at gå rundt i fiktionen, ikke så meget i en byens skrift som i et drama med et underliggende manuskript, med replikker og kostumer.

Hver gang hovedpersonen farer vild gør han det da også på en meget systematisk, koreograferet måde, i hvert fald ender han hver gang på den samme bar i en slags parallel virkelighed, hvor alle gæsterne er overbeviste om, at han er Willem Dafoe. Og så er han det måske virkelig også? Hvorfor ikke?

Som modsætning til Manhattans gadenet, fremhæver hovedpersonen den enorme boghandel The Strand. Her kan man fortabe sig i reolernes labyrint! Men efterhånden opdager han, at også boghandlen har en bagvedliggende orden. Det er kapitalismens usynlige system, der placerer bøgerne i en tilsyneladende tilfældig bunke, der imidlertid er nøje udtænkt på en måde, så det fanger køberens blik. Forskellen mellem gadernes og boghandlens orden er, at systemet i The Strand ikke er sådan lige til at få øje på, hvilket jo bare gør den endnu mere uhyggelig for det paranoide blik.

Når man læser The Monster får man lidt samme følelse som hovedpersonen gør i The Strand. Noget af det vildeste og mest uforklarlige ved denne bog er nemlig, hvordan den kan være så uregerlig og så velreflekteret og systematisk på samme tid. Hovedpersonen fortaber sig i et rum af uendelige fordoblinger, hvor virkelighed og fiktion bliver umulige at skelne fra hinanden. Og samtidig har han et køligt analytisk overblik, der tillader ham at analysere netop det sammenbrud – endda i nummereret punktform!

Bogen er hovedpersonens gradvise erkendelse af, at alle de gentagelser og vaner, der opbygger et menneskeliv, måske faktisk er en performance, der blot foregiver almindelighed, og at der ikke er nogen klar måde at adskille det ene fra det andet på. Det er jo umiddelbart en ret uhyggelig tanke: Du træder ind i et rum og bliver i tvivl om alle andre allerede længe har været i gang med at spille hver deres rolle. Der er aldrig noget tæppefald, der markerer den klare overgang mellem forestilling og virkelighed. Det interessante er så, at denne uhyggelige erfaring også lader til være nøglen til den overskridelse og hengivelse, som hovedpersonen og måske alle i romanen længes efter. I hvert fald er det i hengivelsen til den uendelige performance, at der opstår noget »direkte hypnotiserende, uimodståeligt dragende, voksende mod en besættelse, der syntes at åbne sig mod en anden verden og en helt anden form for væren.« (side 77)

Den slags refleksioner løfter alt den uhyggelige agtig-hed ind i nyt rum, som er noget andet og mere end bare postmoderne metaleg, men i stedet en oplagt del af hele Madame Nielsens kunstneriske projekt, som er en undersøgelse af spørgsmål om identitet, selv og væren. Måske kan man i virkeligheden se Madame Nielsens Gesamtkunstværk som en jagt på det ‘agtige’, og spørgsmålet er så, måske, ligesom, om det agtige er en tilstand, der begrænser eller frisætter identiteten. Om det lille ‘like’ afskærer os fra det autentiske eller om det i virkeligheden ganske enkelt afslører, at det autentiske er en illusion og at det agtige har sin egen paradoksale virkelighed.