Vi har fået lov til at bringe et uddrag fra Asta Olivia Nordenhofs roman Penge på lommen. Scandinavian Star del 1, som forfatteren modtog Kritikerprisen 2020 for. Uddraget stammer fra kapitlet 'Hændelser i Maggies ungdom'.
Ikke flere mænd, det er junk, veninder, lover hun sig selv og sætter en annonce i avisen, at hun søger med lys og lygte efter en penneveninde. Hun begynder at skrive med en pige i Slangerup som hedder Christina, en lang serie overfladiske breve om emner, som hun anser for passende. Hun skriver om guitarister og kjoler, og selv om det faktisk interesserer hende, gør hun sig så umage for at lyde på en bestemt måde, at alt det hun elsker, forsvinder på papiret. Hun bruger timer, kasserer utallige kladder, før hun endelig står med et brev, der lyder næsten identisk med det forrige Christina har sendt hende.
En dag tager hun til Slangerup og ved ikke, hvordan man opfører sig, når man er på weekendbesøg. Hun står ret op bag stolen, da fadet med kylling bæres til bordet, og kan se, at Christinas far forsøger at snøre læberne sammen om et grin, da han siger, at hun altså bare kan sætte sig. Hvordan skulle Maggie da vide, hvordan en familie er? Hun føler sig ydmyget og også for høj blandt disse mennesker, som alle er lave, og ville storme til stationen hvis ikke skammen holdt på hende. Jeg bor i København, lidt rundt omkring, svarer hun Christinas mor, og føler, at selv om moren har et vegt, servilt udtryk nu, vil hun gøre sig morsom over datterens københavnerveninde, så snart hun er væk. Hvis man åbnede mit hjerte med en kniv, ville der stå hader Slangerup, tænker hun på vej hjem i toget, og det simple ved tanken letter hende.
Der går nogle uger, så skriver Christina at det var så hyggeligt, hun må bare komme igen, og Maggie forstår ikke om Christina lyver, eller om der virkelig kan være så stor forskel på mennesker.
Maggie var fjorten, da hun første gang blev voldtaget. Men voldtægt er mit ord, ikke hendes. Mange år senere sad hun overfor en kvinde i Dannerhuset, hun var taget derhen for at spørge, om hun huskede rigtigt, når hun huskede at Kurt havde været voldelig, men blev bange og spurgte i stedet, om hun havde været udsat for en voldtægt dengang, og kvinden på den anden side af bordet lyttede og svarede, at ja, det var en voldtægt. Maggie gik derfra og følte sig som en bedrager, fordi hun ikke havde nævnt det, der for hende var det egentligt uudholdelige spørgsmål, at hun blev våd, at hun åbnede sig for ham.
Hun var som sagt fjorten, var blevet smidt ud hjemmefra. Hun havde haft en fyr med hjemme en aften hun troede hendes mor ville komme sent hjem fra arbejde, de havde drukket sig fulde i kirsebærvin, det var nogle vamle kys, og pludselig stod hendes mor i døråbningen og bad hende forsvinde. Gaden føltes meget åben da hun den følgende morgen stod dernede med sin rygsæk. Det eneste, hun kunne forestille sig, var at finde en mand, der ville have hende boende, men hun vidste ikke hvor hun skulle starte. Hun gik ad Vesterbrogade, da hun så plakaten. Teltlejr i Jylland, alle var velkomne.
Hun sad og kæderøg på togets toilet indtil anklagerne fra den anden side af døren blev alvorlige, så stod hun af i Odense og ventede en time på det næste tog, hvor hun, klog af skade, skiftede toilet hver gang toget holdt. Der var bare en lille vindblæst stationsbygning der hvor hun skulle stå af, omkring stationen græssende køer, solen stod højt, asfalten på perronen var varm mod lårene da hun satte sig og spredte sminketaskens indhold ud foran sig, fandt lommespejlet frem og gik i gang med at male.
Lejren lå smukt mellem bakker og bag dem var havet. Teltpladsen vrimlede med børn, kvinderne havde løse, lange kjoler på, og Maggie blev nervøs, hun følte sig udstillet og grotesk i sit stramme kostume og ville være taget hjem igen, hvis ikke det var for sent nu. Hun tænkte på sin mor, og det stak hende i hjertet, at hun havde kaldt hende en latterlig gammel kælling, inden hun smækkede døren efter sig.
Ud på aftenen samledes folk om bålet. Maggie som havde gået for sig selv hele eftermiddagen, kiggede rundt efter en mand. Hun startede adspredt, strøede lidt af sig selv alle vegne, men besluttede sig så for en ung fyr med rodet hår og et lidt åndssvagt men også charmerende ansigt, satte sig tæt op af ham og fortalte, at hun var blevet forældreløs og ledte efter et telt, hvor hun kunne overnatte. Han delte et stort telt med noget familie, hun skulle være velkommen.
Senere lagde hun sig derind, mens han endnu sad ved bålet, og ventede at han ville følge hende, men i stedet var det hans onkel, der fulgte efter og lagde sig hos hende. Han lagde hånden på hendes kind, og hun løftede den væk.
Der må være sket en misforståelse, det var det hun, som om hun var ansat i sin egen krops reception, med et beklagende smil forsøgte at signalere. Han mumlede noget, det lød som en grød, vristede sin hånd ud af hendes greb og førte den tilbage på hendes krop, løftede blusen og fandt hendes bryst med munden. Hun var fortsat høflig og fuld af beklagelser, gode argumenter, hun følte, at det var hendes opgave at argumentere, nu hun havde anbragt sig i teltet og givet det indtryk, og argumentet var, at hun var for ung, og han var for gammel, at det ikke ville se kønt ud, heller ikke for ham. Så lagde hun kræfter i, forsøgte at løfte hans ansigt op fra sin mave, sagde nej og vær sød, men han sendte hende et grødet smil, sagde noget, der føltes varmt og klistret, ulækkert, ind i hende øre og greb hendes håndled med én hånd mens han med den anden hånd trak hendes trusser til side og førte to fingre op. Det kom i en forfærdelig bølge nedefra, hun lå stille og mærkede hendes krop forråde hende, hun blev våd, hans pik gled ubesværet op. Hun har ikke nogen ord for det, der foregik, indtil han kom oppe i hende og tumlede til siden og snart efter snorkede. Had, skam, angst og liderlighed flettede sig sammen og spandt en livsvarig drøm i hende. Hun lærte at vold og sex er det samme, og hun lærte at tro, at sammenblandingen kom fra et dyb i hende selv og ikke udefra. Hun lå med sit dunkende skød og sit hjerte, der bankede helt sindssygt, svimlede afsted, og så, med en kort og hård tanke, lukkede hun sig: Man er alene og det eneste man har, er viljen til at fortsætte fremad.
Alle fotos Malthe Ivarsson https://www.maltphotography.com/
