Kritikerprisen 2024 tildeles Christel Wiinblad for Deep Purple, der har genrebetegnelsen 'messe' og udkom på Antipyrine februar, 2024.
Her er et par citater fra aviskritikkens hurtige reaktioner på Christel Wiinblads comeback:
»I Deep Purple er sætningerne som bygget af legoklodser eller som modeltog, hvis vogne kan sammenkobles på stadig nye måder, men samtidig åbner hver forskydning bogens verden en lille smule, forandrer den, lader et lidt andet lys falde ned gennem siderne. [...]
Det er en prosa, der i sin monomane, men også konturløse intensitet ikke minder om andet på dansk lige nu. Den fremmaner voldsomme stemninger, vild sorg og glæde, og gør det på en måde, så de følelser nærmest overdøver deres anledning. Bag dem ligger et skelet med få sikre punkter. Jeget, der vist godt kan identificeres med Wiinblad selv, har mistet sin bror. Det knækker hende og åbner hende på samme tid, åbner hende for noget andet og større.«
Tue Andersen Nexø, Information, 5. april, 2024
»De to første afsnit, »Deep Purple« og »I en rosenhave«, består af små, fine, snurrende
teksthvirvler frem og tilbage i livshistorien, glimt med kærester og familie, lillebroren
og hans død for egen hånd figurerer i jævnbyrdige glimt, men så i tredje afsnit kommer
fokus rent på broren, poetisk og visionært løftet, som levende og som død og som
voldsom nærværende i sit fravær, som en sorg, der nægter at være en sorg, fordi
kærligheden simpelthen sprænger savnet i stumper og stykker. Bogen får lige pusten i
et afsnit om et besøg i »Dublin« men blæser så op til en storm atter, der lige så ustille
udvikler sig til ren visionær, så godt som jordforbindelsesløs tornado og orkan, i den
meteorologiske rækkefølge, i de sidste fire afsnit, »Sammenbrud«, »I skovbrynet«,
»Migrænen« og »HAM«.«
Lars Bukdahl, Weekendavisen, 1. marts, 2024
Kritikerprisen er på 75.000 kroner og er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur. Sidste års modtager af Kritikerprisen var Solvej Balle for Om udregning af rumfang V .
Litteraturkritikernes Lav inviterer til prisoverrækkelse her i det spæde forår. Tid og sted offentliggøres så snart som muligt.