Tillykke til Cecilie Lind - modtager af Kritikerprisen 2022

Af Kamilla Löfström, 1 februar, 2023

Cecilie Lind, der siden debuten i 2010, har skrevet fortryllende og uhyggeligt om den unge pige som begærsobjekt, som ophøjet prinsesse, som engel, som den rene uskyld, som mægtig og afmægtig, som strunk, som begærlig, som ønskebarn, som ideal, som mytisk væsen, som sulten, som barn, som kvinde, som dukke, som popkulturelt fænomen, som forførerske,  som glansbillede og selvfølgelig som Lolita – netop den Cecilie Lind, hun når et nyt kunstnerisk højdepunkt med romanen Pigedyr. For den modtager hun Kritikerprisen 2022.

Titlen har Cecilie Lind fra Piet Heins digt ’Pigedyret’ fra 1941, som romanens hovedperson og »opvakte elev«, Sara, analyserer i en dansktime i skolen. Dansklæreren, Johannes, der har »sultne øjne«, eller er det »bare opmærksomme?« mener, Sara har forstået Piet Heins digt. Hendes »analyse  er skarp.« Sara knapper sin T-shirt en ekstra knap ned, og svimmel læser hun digtet op i klassen:

»Genkommen står hun, strakt mod lys og vinde.
Et nyskabt væsen drikker verden ind,
følsom om mulen, sugende af sind,
med ungt og sultent blik. Jo, det er hende.«

Cecilie Linds pigedyr har i Sara flere facetter, blandt dem også humor og vid. Hendes første elsker er præsten Dario, senere bliver hun gift med veninden Rosas far og dropper Dario, for hun kan kun overskue »én forelsket mand ad gangen.«

Pigedyr tindrer af poesi og billeder, der overrumpler og skaber forvirring, fordi de lader de velkendte forestillinger om den unge pige møde den unge piges eget blik. Og ja, hendes analyse er skarp.

De øvrige indstillede til Kritikerprisen 2022 var Pernille Abd-El Dayems noveller: Omsorgsdage & Morten Chemnitz’ digtsamling: Hæld.

Sidste år gik Kritikerprisen til Marianne Larsen for digtsamlingen den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september.

Kritikerprisen uddeles sammen med Georg Brandes-prisen på Johan Borups Højskole i København torsdag d. 23. marts kl. 16.

Modtageren af Georg Brandes-prisen 2022 er Ida Jessen for essaysamlingen Endnu en bog jeg aldrig skrev

Arrangementet er gratis og alle er velkomne!