Kritikerprisen 2021 til Marianne Larsen

Kritikerprisen 2021 til Marianne Larsen

Marianne Larsen modtog Kritikerprisen 2021 for digtsamlingen den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september, det vil sige samme år som hun kunne fejre sit 50 års jubilæum og oveni 70 års fødselsdag. Digtsamlingen er udkommet på Asger Schnacks Forlag. Martin Rohr Gregersen holdt tale ved prisoverrækkelsen 23. maj 2022 på Johan Borups Højskole. Talen bringes her – og med to af Marianne Larsens nu prisbelønnede digte lige efter:

den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september. Den lyder utvivlsomt som et digt, titlen på Marianne Larsens skønne og livskloge værk, der med en enkel, men præcis poetisk aktion sætter en bremseklods på rutinens forenklede syn på verden, for i stedet at lade den træde frem for os i al dens forunderlige foranderlige fylde. Ja, titlen ikke bare lyder som et digt. Den er med sin karakteristisk sprogfølsomme fabuleren (læg lige mærke til det velplacerede »tilfældigvis ikke«) et digt i sin egen ret; et helt vidunderligt et af slagsen endda, der ville få enhver bog til at ranke ryggen lidt ekstra, og jeg tænker, at det er betegnende for Larsen, at poesien allerede er begyndt, inden bogen for alvor er gået i gang. Fordi poesien hos hende synes at være på færde overalt. Men også fordi hun bare, specielt de senere år, er den digter, der har de bedste, mest lovende titler: Hvis en morgen en hittevoksen (2010), Sig mig et underjordisk træ med vindens udtale (2011), Og tiden i vild tilstand mod min hud (2016), for nu bare at nævne tre andre.

Men titlen er samtidig også et fuldgyldigt medlem af en tekst, der optræder inde i bogen, og som, kendetegnende for Larsen, giver det grimme markedsord »NETWORKING« (digtets overskrift) et nyt, smukt, uudgrundeligt billede at hænge i:

Ser dem for mig som var det i går.

Dugdråberne der optrådte på line i skoven af spindelvæv.
En af dem var mere gennemsigtig end de andre.

Ved mit mindste pust svajede de alle i hver deres netværk,
jeg tilfældigvis selv undgik at blive fanget i.

Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september.

Marianne Larsen har som digter, det viser hun tydeligt i de aktuelle natur- og erindringsdigte, en helt særlig evne til at poetisere uprætentiøst. Hendes digte er, kunne man også sige, skæve og mærkværdige på en nærmest uimponeret, selvfølgelig måde: På den ene side skriver Larsen uhøjtideligt og ligetil, altid forankret i den konkrete virkelighed. På den anden foretager hun igen og igen små poetisk-visionære operationer, der ubesværet fremkalder og fremstiller virkeligheden med sinds- og sanseudvidende billeder, som sætter forestillingskraften fri og gør os opmærksomme på ordenes og verdens skønne uforudsigelige nærvær. På den måde giver digtene os, der er så heldige at få lov til at låne deres sprogøjne, mulighed for at se på os selv og de omgivelser, vi også er en del af, fra andre perspektiver. Det kunne f.eks. være skråt nedefra fra en salamanders fodsti, som i digtet 'Vidne', der med et lille svirp med halen – og måske en skæv hilsen til Per Højholts solsortedigt – forskyder synsvinklen og genfortryller verden. Naturen ser tilbage på os:

En salamander glimter ud af øjnene
ud af hud og øglefortid
og et tyndt lag væde på rygkammen.
Glimter mig til sig fra et vandhuls bred.

Inden jeg med et svirp i græsset
er ude af syne igen.

Men først og fremmest er det – som det f.eks. også var tilfældet i romanen Den forelskede unge (2007) – barnets øjne, ører og tilstedeværelse i verden, som digteren kredser om og tænker tilbage på. Ikke at hun er udpræget sentimental eller nostalgisk. Kun lidt, og det må man gerne være. Men fordi der er en vigtig lærdom, en børnelærdom, at finde her: Barndommen udgør i denne samling, sammen med naturen, et særskilt modsprog (for nu at sige hej til kritikeren Erik Skyum-Nielsens gode, gamle bog) eller en modmagt, kunne man også sige, til præstations- og konkurrencesamfundets golde, materialistiske, fremmedgørende og livsfattige trædemølle. Det legende menneske fremfor det økonomiske menneske, med andre ord.

Så skematisk, bastant og direkte agiterende formulerer digteren sig ikke i dag, selvom fjendebilledet og protesten uden tvivl løber som en politisk rød tråd i forfatterskabet fra debuten i 1971 og frem til i dag, hvor hun med overbevisende lethed aktiverer sine »legetøjs-bevidstheder om ingen verdens ting med buler i«, så hun kan fri os fra »givtig adfærd«, for nu at bruge et par herlige formuleringer fra digtsamlingens henholdsvis første og næstsidste tekst.

Herimellem underviser digteren os i »tulipansk«, som det lyder med en for Larsen typisk nyskabende, nå ja, sprogblomst i digtet 'Lad dog være med at magte' (en befaling man hjertens gerne følger!):

Det bedste jeg kender til
ved arbejdsomhed
er og bliver tulipansk.
Driven by loose vibes
and loose ends.

Hun tager os med til 'Desorienteringsløb', »de tidsfri råderum«, »træning i konkurrencepausering« og folkeskolens »friskeste uforklarlighedstimer«, hvor man lærer, »at nye anemoners stilke er og er og er/ langsommere end deres egen duft og vores puls./ Resten måtte vi selv om«.

Hemmeligheden bag den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september og en af grundene til, at den er så vellykket, er, at digteren netop ikke bare ser tilbage på den svundne barndom, men at hun, som man kan høre, i en vis forstand selv er barnlig. Ligesom en anden stor natur- og børnesolidarisk digter, der desværre ikke er her mere, nemlig Eske K. Mathisen også er det i sine digte.

Når vi opfatter verden gennem barnets – og de barnlige digteres – nysgerrige, åbne og legende øjne, får vi en chance for at opdage det uforudsete og uventede, alt det, der ellers unddrager sig vores rationelle blik. I legen kan alt lade sig gøre. Her har vi friheden til at være unyttige og utravle (som kloden ligeledes kan være det bjerg efter bjerg så langt øjet rækker, som der står et sted). Vi kan opfinde »engangsprog« og nye ord, der kan stimulere tankens udfoldelse. Vi kan sjippe eller bare sidde bag den største lænestol i stuen en hel søndag og tænke over, hvor store vores storetæer mon vil blive en dag. Og 'I renvasket vejr', som det selvfølgelig hedder, når det lige har styrtregnet, kan verden forvandle sig til »et levende vandfarvebillede«, ligesom alt det, der virker fjernt og uhåndgribeligt, pludselig kan forekomme meget konkret og håndgribeligt, som det eksempelvis er tilfældet i det gådefulde digt 'Den' (som er solen, gætter jeg på):

Om foråret lærer den de nye bøgeblade,
øjne slikker grønt i sig, at slikke igen.
Om sommeren sanser den sandet
give fodspor i strandkanten videre til havet,
bølge for bølge i tide og utide
Om efteråret virker dens monitor kun når den er tændt
Om vinteren står den til opladning i kælderen.
Den er skrumlet og føles ru mod huden.
På søndag vil jeg komme på hvor navnløs den er.

Marianne Larsens digte besidder præcis den evne, at de som en slags barnlige lege (med legetøjs-bevidsthed) gør det vanlige uvanligt, det ordinære ekstraordinært – og viser os sprogets og fantasiens befriende muligheder.

Inden nogen overhovedet havde tænkt på, at jeg skulle være barn i denne verden, havde Marianne Larsen allerede udgivet 30 bøger, hvoraf mange er – eller i hvert fald burde være – skrevet ind i den danske litteraturhistorie. Med den aktuelle samling af overvældende underværker tæller den imponerende bunke nu omtrent 60 udgivelser, som hver for sig og tilsammen udgør et lysende originalt udsigtspunkt i det litterære landskab, som man kan klatre op i, hvis man vil vide, hvad der er vigtigt og væsentligt i denne verden.

At stå der på toppen af samtidslitteraturen og læse Marianne Larsens den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september er unyttig adfærd, der belønner sig, skrev jeg i min anmeldelse i Kristeligt Dagblad, da bogen udkom, og jeg er virkelig taknemmelig for, at Kritikerlavet nu kan få lov til at give lidt igen og belønne værket med Kritikerprisen 2021 for den helt igennem betagende samling af digte.

Stort og fortjent tillykke med prisen!

 

LIGE FORAN I MORGENS FØRSTE HIMMEL

Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
Når jeg ikke ville ses af nogen. Når jeg ikke kunne se nogen for mig,
heller ikke mig selv her mage år efter.
Hænderne husker hvordan det var, at skjule ansigtet bag håndfladerne.
På hug på gulvet, før alle de unge eksaminer i at klare sig selv
og aldrig vide sig sikker.
Hænderne husker hvordan det var, at gnide ansigtet i håndfladernes
skæbnelinjer og livslinjer og hjertelinjer uden at finde deres lige
i kindernes glatte fløjsagtige varme.
- Kan du mærke det? spørger jeg og stryger dig over panden.

 

UDSIGT TIL STEDVIS UUDFORSKEDE FØLELSESUDBRUD

- I morgen får vi en del følelser de fleste steder.
Et par af de følelser vil være komplet ukendte.
Men lad os kalde dem sejlskibsfølelser.
- De har retning mod et par folk i et klitlandskab.
Lad os kalde dem de sejlskibsfølelsesværdige.

 

Kritikerprisen er på 75.000 kr. og finansieres af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for litteratur.

Alle fotos: Malthe Ivarsson https://www.maltphotography.com/