Susanne Christensen modtog Georg Brandes-prisen 2020 for Leonoras rejse, der er udkommet på forlaget Vandkunsten. Benedicte Gui de Thurah Huang holdt motiveringstalen ved prisoverrækkelsen 23. maj 2022 på Johan Borups Højskole. Talen bringes her:
Før Susanne Christensen skrev Leonoras rejse, var der kun ganske få i den litterære offentlighed, der kendte noget som helst til surrealisten, forfatteren og billedkunstneren Leonora Carrington. Men med essayet Leonoras rejse har Susanne Christensen fremkaldt hende for os. Vel at mærke ikke som et afdødt kunstnerkoryfæ, men som et insisterende ansigt, der bliver ved at dukke op. Som et genfærd, man gerne vil besættes af. Som en ånd, der lever videre i den kreds af mennesker, der i dag forsker i hendes arbejde.
Leonoras rejse er ikke noget forkromet monument over kunstneren, men en genoplivning af hende. Et forsøg på at tænke videre og at rejse videre med Leonora Carrington. Derfor er essayet en øm og indlevet skildring af de mennesker, som i dag tager vare på arven fra Carrington. Af Fermin, der i Mexico arbejder for at kategorisere og restaurere Carringtons mange skulpturer, figurer og masker. Og af forskeren og feministen Gloria Orenstein, der knyttede venskab med Carrington allerede i 1970’erne. Og derfor er essayet en intens rejsebeskrivelse, for Susanne Christensen rejser i Leonora Carringtons fodspor; til New York, til Californien og til Mexico. Endda til Lofoten i Nordnorge. For selvom Leonora Carrington ikke selv nåede så langt nordpå, spiller norden og de samiske områder en betydningsfuld rolle i hendes værk.
Susanne Christensen skriver så begejstret og stærkt om Leonora Carrington, at man selv bliver smittet: Af Carringtons kraft til at gøre oprør mod normerne i den britiske overklasse, hun blev født ind i. Af hendes intense relation til irsk folketro. Af hendes forbindelse til hesten, der blev som et totemdyr. Af hendes møde med den surrealistiske bevægelse i Paris. Af hendes omvæltende forelskelse i maleren Max Ernst. Hvis Carrington inkarnerede hesten, inkarnerede Ernst fuglen, ’Loplop the bird superior’. De to genkendte noget i hinanden og udviklede en kunstnerisk praksis sammen.
Men Susanne Christensen skriver også klogt om krigsudbruddet. Om dets betydning for den europæiske avantgarde, og for Carrington, der brød sammen og blev interneret på et psykiatrisk hospital. En ødelæggende oplevelse, hun senere kom til at skildre i romanen Down Below. Og ikke mindst skildrer Christensen tiden i Mexico, så man forstår, at det var dér, Carrington for alvor blev sig selv som kunstner, forfatter og dramatiker.
Susanne Christensen nøjes naturligvis ikke med at skrive om Carringtons liv, men dykker også ned i værket. Lige fra den fabelagtige novelle ’The Debutante’ – en bearbejdning af Carringtons eget debutantbal, med den forskel, at det i novellen er en hyæne, som dukker op i balkjole og skaber furore med sin lugt og appetit på menneskekød – til Carringtons mange malerier af hybridvæsner og den senere romanen The Hearing Trumpet, som er en feministisk og dybt humoristisk bearbejdning af gralslegenden.
Helt afgørende er det imidlertid, at Leonoras rejse ikke blot er et essay, der skuer tilbage i tiden. At det i lige så høj grad handler om vores egen samtid. Som Susanne Christensen selv formulerer det:
»Leonoras historie er ikke hele historien. Hendes historie er en linse at se igennem, den er symaskinen, som møder paraplyen på operationsbordet. Paraplyen er samtiden, historier fra samtiden, og historier om den som rejser.«
Når Leonoras rejse er så fremragende et essay, er det, fordi det også engagerer sig i samtidens store kriser. I klimakrisen. I koralrevenes snarlige endeligt. I kulturarbejderens trængte status og umulige arbejdsvilkår. Hvis Leonora Carrington er essayets ene hovedperson, så er kulturarbejderen den anden, det fastslår Christensen allerede i bogens indledning:
»Mine helte er forskerne, kulturarbejderne, redaktørerne, freelanceskribenterne og de billedkunstnere, som arbejder med research og videnskab (…) Kære venner, I er mine udbrændte supernovaer.«
Derfor bliver Leonoras rejse også en smuk og tænksom elegi for de venner og kollegaer, som er gået under, og en insisterende hyldest til de kunstnere og tænkere, som bevæger sig uden for etablerede institutioner, processuelt og på tværs af gængse genrer. Sådan en kunstner var Leonora Carrington. Og sådan en bog er Leonoras rejse i den grad også. Fordi Susanne Christensen tænker og skriver frit som ingen anden: Pludselig er Leonora Carrington i lyssværdsduel mod Kylo Ren fra Stars Wars. Pludselig er hun en slags forgænger eller storesøster til Björk og Madonna. Pludselig er hun i animeret samtale med Donna Haraway.
Det er enormt sjovt. Men det er ikke bare for sjov. Det er Susanne Christensen, som er en mester i at tænke videre gennem vores populærkulturelle ikoner, Susanne Christensen som er eminent til at se forbindelser og korrespondancer på tværs af tid og domæner – slet ikke uligt hvad man gjorde i den surrealistiske bevægelse.
Leonoras rejse et bevis på, at Susanne Christensen er en af vor tids mest fornyende og originale kritikere. En stor inspiration.
I essayet ’Lang natts reise mot kritikk’ (2011) beskriver Susanne Christensen sit kritikerideal som en irritabel grævling, der bider sig fast: For kritikeren skal gå i lag med kunsten, hun skal blande sig i værket. Grævlingen gjorde dog faktisk sin entré allerede ti år tidligere i Susanne Christensens kritikerdebut, om Bergen Poesifest 2001, og for at det ikke skal være løgn blev den til med inspiration fra Carringtons rebelske hyæne, der spolerer det stivnede debutantbal. Det er derfor en ring, der sluttes, og fuldkommen rigtigt når Susanne Christensen modtager Georg Brandes-prisen 2020 for lige netop Leonoras rejse.
Kære Susanne Christensen, stort til lykke med Georg Brandes-prisen 2020.
Georg Brandes-prisen er på 75.000 kr. og finansieres af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for litteratur.
Alle fotos: Malthe Ivarsson https://www.maltphotography.com/
