TUE ANDERSEN NEXØ

Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen 2011 til Lars Frost for romanen Skønvirke

Kære Lars,

Lad mig sige de enkle ting først. Tillykke med prisen. Du har fortjent den. Skønvirke har fortjent den. Det har den som bog i sin egen ret, og det har den som sidste del af din trilogi om velfærdens fortid, nutid og fremtid, der allerede nu står som et hovedværk i det sidste tyve års danske prosa.

Du eller en begavet medarbejder i Gyldendals Presseafdeling har skrevet på Skønvirkes bagflip, at trilogien er fabler om fortidens, nutidens og fremtidens frihedsbegreber. Læser man Skønvirke som en bog om friheden i fremtidens velfærdssamfund, ja, så virker den frihed noget reduceret. Kød er i det store hele erstattet af soyabøffer i Skønvirkes Danmark. Alle alkoholiske drikke er blevet alkoholfrie, overvægt kan være fyringsgrund, affald bør sorteres i temmelig mange spande. I fremtiden er man fri til at leve et produktivt liv i en sund krop, helt som i nutidens dameblade, men det virker ikke som om man er fri til at vælge, hvad produktiv og sund egentlig vil sige. Man er også fri til ikke at tage ansvar for hinanden. Eller sine børn: I Skønvirke klares opdragelse med piller og plastre.

Skikkelserne i romanen viser så også deres frihed ved at begå oprør imod dette snærende velfærdsmareridt, dette skønvirkeliv. Det sker på latterlige, joviale måder, som når alle alligevel hælder en dråbe alkohol i deres alkoholfrie drikke. Det sker også på mørkere, mere hidsige måder, som når Lise, Skønvirkes seriemorder, har sex med og dræber tilfældige mænd, bare fordi hendes på overfladen lykkelige liv slet ikke gør hende glad. Fordi hendes mand er utro, fordi han er et skvat.

”Hun savner Flemming. Eller, hun savner at være forelsket. At elske. Savner hun”, står der med de karakteristiske, ultrakorte sætninger, du bruger undervejs. To sider efter har Lise forført og myrdet en tilfældig mand. Hun slår ham ned med en tung vase, en ”uægte Bindesbøll” – som bekendt var Thorvald Bindesbøll den kendteste eksponent for skønvirke-retningen i dansk kunsthåndværk. Sådan dræber de forløjede drømme, i al fald i hænderne på visse af bogens personer.

Noget lignende gælder Lises bror Jens, der kommer hjem fra dén krig, vi i fremtidens Danmark fører mod en alliance af arabere og afrikanere. Han kan ikke finde sig til rette, Jens, han er fyldt af vrede. Så myrder han ”Ministeren”, lederen af fremtidens Danmark, og brænder hans sommerhus ned, selv om Jens første store kærlighed, Ministerens datter, er inde i det.

Hvordan skal vi forstå disse mørke oprør mod en forløjet kærlighed og et forløjet samfund? Skønvirkes ekstraordinært bevægelige fortællerstemme er den fuld af foragt over for velfærdens drømme. Her går det ud over landskabet og måske også C.F. Willumsen, der som maler som bekendt var nogenlunde samtidig med Bindesbøll og skønvirkestilen:

Sundet ligger og glaner, stort, friskt vand ligger og fylder befolkningen med stupide nationalsocialistiske drømme om solbeskinnede sommerdage, frimodigt strandliv, egen båd og lange sommerferier til havs. Nøgne børn med løsslupne kønsdele i løb mod bølgerne.

Og her sidder Jens og ser på livet, der udspiller sig rundt om, tror jeg, Utterslev Mose:

Det er et forbandet forløjet paradis, de virrer rundt i, de skubber barnevogne foran sig, dumt smilende med bind for øjnene og vat i ørerne. Mænd opfører sig som kællinger. Og kvinder behandler mænd som børn. Og børn som guder, og kældedyr som små mennesker. Hele velfærdens forløjede dagligdag teatralsk gennemspillet dag efter dag i sikker afstand fra laserkugler og ST-bomber.

Den slags vrængen tillader fortælleren ikke, når det kommer til Lise og Jens destruktive udladninger. De fortælles nærmest køligt, neutralt. Man kunne tro, de to var bogens helte. Som dem vrænger fortællerstemmen voldsomt af alle disse drømme om ansvarsfri lykke. Som dem peger den på alt det, de drømme fortrænger.

Men den læsning er for let, tror jeg. I al fald minder Lises og Jens rituelle ofringer af det, der ikke lever op til deres forhåbninger – velfærdsstaten, kærligheden – påfaldende om tidligere skikkelser i dit forfatterskab. For mig minder de om Tobias fra Smukke biler efter krigen, ham, der myrder en handicappet dreng, fordi han ikke kan få ram på bogens hovedperson, Lasse. Lasse vil Tobias myrde, fordi han forhindrede ham i at gøre som han ville med en islandsk pige. Tobias finder sig ikke i, at hans begær ikke kan udleves. Så bliver han voldelig, så slår han ud efter verden.

De minder også om den vege, midaldrende Erik, hvis søn dør i en tilfældig trafikulykke i Ubevidst Rødgang. I bogens anden halvdel afreagerer han ved at lege dandy i Italien – og sprænger som en anden bombeterrorist velfærdens og Venedigs fundament i stykker.

Det er en tragedie at miste sin søn. Jens sidder ensom og fyldt med krigstraumer på sin bænk. Det er ikke en tragedie, at en islandsk pige siger tak, men nej tak. Men ligesom Tobias reagerer Jens og Erik, som om de har ret til et gnidningsløst liv. Ligesom ham reagerer de med en ubændig, ustyrlig ødelæggelsestrang, når verden lægger dem forhindringer i vejen. De reagerer, som om velfærden er ingenting, fordi den ikke sikrer os alt. Som om livet er foragteligt, fordi det ikke er perfekt. Som om alt skal ødelægges, når noget er forkert.

Alt det markerer fortællerstemmen ikke. Det må man selv tænke sig til. Når den ikke gør det, fortællerstemmen, så skyldes det to andre former for frihed, der er på spil i Skønvirke. Den første er sprogets og formens frihed. Flere kritikere har bemærket, at Skønvirke ligesom saboterer sig selv undervejs. Mit eget indtryk er, at det er den af dine bøger, hvor fortællerstemmen er mest bevægelig. Med stor suverænitet – men også stor hastighed – bevæger den sig fra genre til genre: utopisk femikrimi, sædeskildrende fremtidsroman, politisk thriller, men også en symbolsk barndomsskildring a la Villy Sørensen, og også modernistisk sprogsammenbrud. Og den bevæger den sig fra fra parodi og sprogleg til foragt. Og til fortvivlelse. Beskrivelsen af den hjemvendte Jens er fx overraskende smertelig. Han er mange ting, Jens, også forkert på den, men han er ikke latterlig. Den beskrivelse er ikke kynisk.

Den anden frihed er læserens. En roman så sprælsk som Skønvirke giver os mange muligheder. Vi kan følge med strømmen, kan muntre sig med din sproglige bravura, godte os over alle de små mennesker og deres små problemer, den foragteligt stiller til skue. Det ville ikke være forkert, men måske dovent, uopmærksomt. Vi kan også kaste den fra os, gøre oprør mod dens råhed og tilsyneladende altomfattende menneskehad. Det kan man være fristet til, og det ville kun være lidt forkert. Det ville være at kaste alt bort, bare fordi noget ikke passer os. Eller vi kan læse opmærksomt. Vi kan holde fast i bogens dobbelthed. Dens overflade er en sort forvandlingskugle. Dens fundament er et opgør med de, der – som Jens og Lise og bogens egen fortæller – slår ud og ødelægger livet, når det ikke lever op til de drømme, samfundet har podet dem med.

Den tredje mulighed – ikke bare drive med, uopmærksomt og nydende, ikke bare afvise totalt og rasende, men se begge dele som forkerte reaktioner på et rigtigt dilemma – den mulighed er ikke tilstede i dén verden, Skønvirke fremstiller. Der er ikke nogen livsklog biperson, man kan pege på og sige: netop sådan ser de rigtige valg ud, og som vi derefter kan bruge som model for vores eget liv. Den er kun til stede som en læsestrategi. Alligevel vælger jeg at tro, Lars, at den for dig er mere, og at bogens egentlige ærinde er at vise, at vi som mennesker og borgere i velfærdsstaten Danmark – og ikke kun som læsere af din bog – står midt i et sådant hverken-eller.

Og hvordan vi så kommer videre derfra? Det fortæller Skønvirke ikke noget om. Det har jeg heller ikke tænkt mig at gøre. Ligesom jeg ikke har tænkt mig at tale om bogens umulige sidstekapitel. Kun vil jeg nævne, at jeg i min sidste gennemlæsning af bogen fornemmede en afsmitning fra … prinsgemalens dansk-franske i det? Nej, det bliver for indviklet. Lad mig vende tilbage til det enkle. Tillykke med prisen, Lars. Du har fortjent den. Det har din roman også.