TORBEN BROSTRØM

Stilhedens kendingsmelodi
Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen for 2009 til Eske K. Mathiesen for digtsamlingen Bonjour monsieur Satie

Det allerførste digt i Eske K. Mathiesens nu prisbelønnede værk med titlen Bonjour monsieur Satie er en henvendelse til den musikalske mester Erik Satie, der levede 1866-1925. Dér hilser tjenestepigen ham godmorgen og præsenterer en smukt flettet tæppebanker for ham, så det suser i luften, og siger om genstanden: ”Hun hedder Smæk for Skillingen!” Så fortsætter digtet:

Satie bukker dybt: Et yndigt navn.
Mademoiselle Smæk.
Må jeg kalde hende det?
Hvem der nu var et støvet tæppe
og trængte til en ordentlig
omgang!

Der er dermed lagt op til smæk for skillingen, en vending der ret betænkt betyder ’smæk i stedet for skillinger’, således at Eske nu får skillinger af Kritikerlavet for at have givet Satie en ordentlig omgang med sin fortroligt huslige tæppebanker. Den er så smukt flettet af sprog, at jeg forestiller mig, med hvilken tilfredshed den gode, gamle komponist i sin dadaistiske himmel modtager sine dada med passende masochistisk fryd. For det er dog tydeligt, at Eske elsker sin prügelknabe Erik, ikke som sadist men som ’satist’. Satie optræder i bogen både som sig selv og som en stilfærdig stunt-figur, en stand-in for digteren, som hans kæphest. Sådan har chacun son dada. Og på bogens fint farvelagte omslag lader Per Kirkeby meget passende digteren ride på en vælig ganger.

Indenfor træffer vi et stort antal dyr, flest små dyr, ganske vist, gerne vingede, samt en større mængde kunstnere: digtere, malere, musikere fra modernismens epoke i 1920’ernes Paris, der danner bogens fint flanerende miljø og Montmartre-kolorit, Tristan Tzara, Picabia, Cocteau, Brancusi, Max Ernst, Braque, Milhaud, i samtale, enetale eller omtale, og såmænd også den unge Knudåge Riisager, der dengang færdedes i kredsen og her af Satie roses for sin musikalske ’Gåsemor’, og således lykkes det Eske Mathiesen at få de gæs til at medvirke, som han altid har sværmet for og med lige fra sin debut i 1976, Fra spætternes have, hvorefter de blev titeldyr det følgende år med samlingen Ind i gåsens vendekreds, en vendekreds, der egentlig også kunne staves vennekreds. I begge bøger har Henning Christiansen sat digte i musik med nodebilag, en komponist, der også hentydes til i den aktuelle Satie-bog, eksperimenterende kunstner fra Mathiesens eget dada-beslægtede Fluxus-miljø i 1970’erne med værket ’Dejligt vejr i dag, n’est-ce pas, Ibsen?’ Vendingen forekommer i en samtale mellem Satie og billedhuggeren Brancusi, der netop arbejder på sin berømte søjle, der skal nå op til evigheden. ”Hvor ved du fra at den er foroven?” spørger Satie næsvist, mens de ellers taler om Yoghurt og hønsekødssuppe. Det er vers, der fint slentrende går på jorden, hvor poesien har sin evighed.

Ud over de særdeles mange referencer og allusioner til anden kunst og folklore verden rundt, er der vejr og vinger overalt i digterens mange, mange digthæfter ligesom i hans prosaeventyr, alle med gode, naturnære navne, og et af dem er selvfølgeligt og drilagtigt Kæpheste, mens det, der samler digte 2004-2008, hedder Tranedun. Og så er det endda lykkedes ham at producere endnu et lille hæfte siden Satie, med grafik af Seppo Mattinen, Vinterfluen, hedder det, fuldt som det er af vingedyr.

Eske Kaufmann Mathiesen er en sprogfølsom fuglefænger, der med en særligt indrettet tryllefløjte hej hop! kan fremkalde det almindeliges mærkværdige selvfølgelighed eller som med den tålmodige hyrdes øre kan opfange ’stilhedens kendingsmelodi’. Som en poesiens John Cage kan han lægge et selvvalgt filter i form af et lag beskrevet papir hen over de stemte pianostrenge og kalde en anden lyd frem, uanstrengt, men strengt i betydningen klanglig præcist. Hvor er det sjovt og uvant at overvære disse små verbale happenings, når Satie f.eks. høfligt letter på bowleren og træder til side for regnbygen, så den kan passere og solen træde til. For den dag ville Satie blot kontrollere, at solstrålerne faldt som de skulle. Det er som en samtale med sproget eller som et klaverstykke af den slags, Satie selv kalder ’gymnopédie’, der kan betyde noget i retning af at gå på bare fødder. Andre legende titler er Saties ’kynisk idyl’, ’streng reprimande’, ’uappetitlig koral’. Eske Mathiesens Goddag til Erik Satie er et punktlyrikkens svar på den prosaiske samtalebog. Blot nøjes den ikke med at være tostemmig, idet den omfatter Satie og hans venner og folk, han møder, eller som poeten lader ham møde.

De giver deres besyv med som f.eks. kvinden, hvis nye forlovede er musiker og spiller redekam. Men han kan desværre ikke spille med på komponistens divertissement ’La Brillantine’ for redekam med sideskilning, for den sidder i venstre side. Det er jo hårrejsende. Og dér til venstre sidder sympatierne tydeligt nok i al selvfølgelighed, eftersom magthaverne minder ham om den gamle krage i nabohaven, der trak ormene kun halvt op af mulden og lod dem sprælle jorden af sig, inden den slubrede dem i sig. På den måde er digterens praksis et modsprog til dominansen, til konventionerne i stort og småt, ikke i direkte udsagn, men i evnen til at se det almindelige fra en anden synsvinkel og forunderliggøre vanerne. Eller skabe helt nye vaner, når ”Satie beder Gud om tilgivelse for en ganske særlig synd”, den at sænke blikket fra altertavlen, krucifikset og prædikestolen ned på gulvet,

Jeg kan ikke gøre for det
Men de hårdt brændte flisers
enkle mønstre danner
hinkeruder, som mine øjne, der godt
kan være lidt ulydige, fordi
de er så barnlige, ikke
kan lade være med
at hoppe rundt i.

Som et nyt præludium på klaviaturet eller en ’gnossienne’. En synlig musik. Satie havde sin egen gnosis. Og den unge mand som ville have ham til musiklærer i den høje kunst, henviser han helt forarget til rejekællingen i

Rue de Seine, hende der råber
med friske fisk fra Dieppe, hende
med det knaldgule forklæde.

Dér kan han smage den første salte dråbe af musikkens væld. Selv siger han i et andet digt om at bytte potteskår med toner, at han fanger tonerne med sit øre, der er indrettet til den slags, og gemmer dem i sit indre klaver.

Erotikken er af den generte for ikke at sige frække slags, tæppebankning eller som i digtet om komponistens syv sange tilegnet snemanden. Den er smeltet, og ingen ved, hvor sangene er blevet af.

Stakkels mand. Han er forvandlet
til det rene vand, som søger
ned i afløbet, kan jeg se,
hvor det om lidt vil
blande sig med
det vaskevand, som den lille
mademoiselle på første sal netop
har kastet ud
efter at have vasket sig, gid jeg
vidste hvor.

Så diskret, på så afromantiseret vis, kan drømmen om og længslen efter den fysiske og åndelige forening mellem kunst og krop, mand og kvinde anskueliggøres. Og så stille kan en dansk digter parafrasere Andersens eventyr om Snemanden. Eske Mathiesen kan som den gamle eventyrdigter og den modernistiske komponist lade tingene tale for sig. Det er i den forbindelse værd at nævne, at Erik Satie valgte at skrive sit fornavn Erik med ’k’, fordi han var begejstret for H.C. Andersen og de nordiske vikinger.

Om kærligheden er der her desuden at sige, at Satie kan forsikre en vis fru Vinkelkraut om, at også pærer kan forelske sig. Men de bliver så hurtigt bløde. Det er deres problem.

Drømmen kan være mere kontant som i det lille digt om Saties ikke sidste, men næsten sidste ord, fra sygehuset hos nonnerne, hvor han drømte, at han var udstyret med to eksemplarer af det mandlige lem. ”Hvad kunne man ikke udrette med sådan et apparat! udbrød han til sygeplejersken, da han vågnede. Tænk Dem!”

Der er nu megen sproglig avlelyst i forfatterens variationer over tankemøder med musikeren. Han har i mange udgivelser holdt akkompagnerende stævnemøder med malere og grafikere og anvendt sådanne objektive korrelater til sin poesi på egen subjektiv vis. Han har med megen indføling i anden kunst og andre kunstnere leveret portrætter og selvportrætter med elegant distance, i en raffineret folkelig ånd, der ikke er indladende og måske derfor ikke har ramt det store publikum, men som ejer en ironisk varme – ironi i den betydning at sige noget andet, lige ved siden af, måske lige til venstre for det egentlige med virkning af netop at sætte det i relief. Med det apparat har han udrettet ikke så lidt i potens, og kritisk potentiale nok, til at modtage årets Kritikerpris.