PETER STEIN LARSEN

Tale ved overrækkelsen af Georg Brandes-Prisen for 2014 til Martin Zerlang for Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere

At nominere et værk til Georg Brandes-Prisen er ingen let opgave. Da jeg i samarbejde med de to øvrige medlemmer af Georg Brandes-prisudvalget, Mikkel Bruun Zangenberg og Mads Rosendahl Thomsen, skulle vælge modtageren af denne pris, var der da også adskillige bud på gode kandidater. Vi valgte Martin Zerlang: Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere, Forlaget Vandkunsten. Men før vi kommer til dette værk, har Litteraturkritikernes Lav i de seneste år haft den gode vane at nævne 3 andre udgivelser, som gjorde sig særligt bemærket i det forløbne år. Det drejer følgende værker, som vi har knyttet en kort karakteristik til:

Jon Helt Haarder: Performativ biografisme. En hovedstrømning i det senmodernes skandinaviske litteratur, Gyldendal
Værket er et originalt studie i en væsentlig strømning i nyere litteratur. Bogen er fyldt med inciterende analytiske nedslag og interessante betragtninger over samtidsdigtningen og er en energisk og medrivende fremstilling.

Louise Zeuthen: Krukke. En biografi om Suzanne Brøgger, Gyldendal
Bogen giver gennem en skarp, nuanceret og indsigtsfuld læsning af Suzanne Brøggers dagbøger, breve og andet materiale et øjenåbnende og fascinerende portræt af en af de væsentligste skikkelser i moderne dansk litteratur.

Jens Lohfert Jørgensen: Sygdomstegn. J.P. Jacobsen og tuberkulosen, Syddansk Universitetsforlag
Bogen giver i en række originale læsninger af J.P. Jacobsens prosa en fascinerende indsigt i sammenhængen mellem litteratur og lægevidenskab. Et akademisk emne formidlet på forbilledlig klar og appetitvækkende vis.

Men tilbage til årets vinder, Martin Zerlangs Karikaturland. Litteraturhistorien er ofte en forsimplet succeshistorie om vindere. Historier om taberne og vandbærerne, om marginalisering, hetz og nederlag – og om alle nuancerne er ikke så interessante, og efterlades i glemslens sorte hul. Vi kender ganske vist i vor litteratur enkelte anekdoter om forfølgelse af litterære stjerner som Georg Brandes og Herman Bang. For Bangs vedkommende gælder det historierne om den homoseksuelle outsiderkunstner, der af samme Brandes fik at vide, at han havde en ”Fruentimmerforstand”, og af den brutale unge Johannes V. Jensen, at han nok var ”forelsket i en Løjtnant”, mens vi for Brandes vedkommende kender historien om, hvordan den førende litterat blev forbigået til professorater og gennem hele livet blev set skævt til af det konservative borgerskab. Hvad vi imidlertid sjældnere hører om, er omfanget, intensiteten og subtiliteten af den hetz, der i en menneskealder drives på henholdsvis Bang og Brandes. Det gælder fremstillingen af yndlingsofferet Bang som ”Poseur” og ”Stuk-Mester” med ”gymnastiske Foredrag” og det gælder de mange – set med nutidens øjne ret uhyggelige – antisemitiske fremstillinger af Brandes fx som en rotte.

Alt det kan man læse om og se dokumenteret i Martin Zerlangs bog Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere. Men karikaturens historie er ikke kun en historie om forfølgelse og stigmatisering. Karikaturen har således også, som Zerlang skriver, udtryk for ”etableringen af en sfære, hvor meninger og modsætninger kan brydes”. Der tale om en historisk udvikling fra det 18. til det 19. århundrede, hvor den sociale stand og dens æreskodeks mister sin betydning som en fast ramme for de sociale udvekslinger. I stedet fødes det moderne individ med alle dets særheder og krav på anerkendelse. Og her kommer så også behovet for at antaste og kritisere autoriteter og positionere og profilere sig i forhold til andre.

Martin Zerlang fortæller i sin bog historien om karikaturens udvikling i det danske samfund frem til i dag. Der gives et mægtigt historisk, idehistorisk og litteraturhistorisk panorama, og der er i hele fremstillingen en eminent balance mellem på den ene side de konkrete værker og på den anden de store linjer. Udtrykket karikatur stammer fra det italienske ”caricare” og betyder at overdrive eller overlæsse. Det kendes første gang af Carragi-brødrene fra Bologna i slutningen af 1500-tallet, og Zerlang beskriver, hvordan netop den komiske effekt som opstår, når den klassiske æstetiks regler saboteres, i de følgende århundreder vinder frem. Her er karikaturen – nøjagtig som den modernistiske kunst fra midten af det 19. århundrede og fremefter – i sit es: Når en harmonisk helhedsvirkning sættes ud af kraft af detaljer, der forstørres, når det svage indtager det stærkes plads, når det højtidelige emne detroniseres og erstattes af det platte.

Lad mig nævne et par af de pragtfulde eksempler på karikaturer fra den danske litteraturhistorie. I Wilhelm Marstrands portræt af Oehlenschläger, der læser op af sine værker på Nysø Slot, er der en strålende glorie omkring digterens hoved. Mens hans hat ligger også og ligner en natpotte under hans stol. Og omkring ham i det højtidelige sceneri sidder Grundtvig og bider negle, Thorvaldsen og snorker sødt, mens H.C. Andersen er mest optaget af at tage sig en pris tobak. En anden fantastisk karikatur er Alfred Schmidts tegning af fra Blæksprutten 1907 af ”den jyske bevægelse” med et uendeligt optog af ens abeagtige angelsaksiske Johannes V. Jensener.

Vi ser her karikaturens fantastiske evne til at antaste og lattergøre højtidelige autoriteter og dogmer inden for litteraturens verden. Selv de største ikoner i litteraturen, der senere blev kårede som ”Nordens Digterkonge” eller fik Nobelprisen, mødte masser af modstand, kritik – og karikatur, Heldigvis. Vi følger i Karikaturland historien om den danske karikatur fra det tidlige 19. århundrede med Oehlenschläger, H. C. Andersen og Kierkegaard over Brandes, Bang, Wied, Johannes V. Jensen og Thit Jensen og frem til nutidens Rifbjerg, Højholt, Borum og Brøgger. Og vi følger den stab af fremragende karikaturtegnere, der følger disse forfattere i hælene med deres øjenåbnende og lattervækkende kritiske karakteristikker: Wilhelm Marstrand, Fritz Jürgensen, Peter Klæstrup, Johannes Holbek, Alfred Schmidt, Axel Nygaard, Anton Hansen, Carl Jensen, Herluf Jensenius, Storm P, Hans Bendix, Bo Bojesen, Roald Als, Anne-Marie Steen Petersen og mange andre. I hvert eneste afsnit leveres der prægnante karakteristikker af såvel de karikerede som de karikerende, og Zerlang er hver gang klar i spyttet i sine analyser og konklusioner. Historien ender ikke overraskende i 2006 med Muhammedkrisen, hvor der ”krydses klinger mellem censur og karikatur”, og den velgørende og meget aktuelle melding lyder her: ”I et moderne sekulariseret samfund må enhver have ret til, med sin blyant, at spidde en falsk profet, hvis han mener at have set en sådan”.

Jeg vil fremhæve fire grunde til, at Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere har været en helt oplagt vinder af årets Georg Brandes-Pris.
For det første er bogen fyldt med skarpe, nye og tankevækkende pointer. Karikaturen bestemmes som genre med nær tilknytning til en modernistisk æstetik, hvor der er tale om et spændingsforhold mellem lighed og ulighed. Og jo større dette spændingsforhold er, jo større er chokeffekten – og dermed den humoristiske virkning – nøjagtig som i surrealisternes uventede møde mellem en paraply og en symaskine på et operationsbord. En anden pointe vedrører karikaturens sociale effekt, hvor Zerlang præcist anfører, at karikaturen altid indgår i et spil mellem anerkendelse og fornærmelse. Man kan således ikke fornærme nogen, uden at have anerkendt den pågældendes position og attitude – og netop denne dobbelthed er en vital drivkraft i litteraturens udvikling.

For det andet er Karikaturland et værk, der rummer et overflødighedshorn af interessant og fascinerende stof, og af de flere hunderede danske karikaturer, som Zerlang nævner, får man en række skarpe analyser og litteraturhistoriske perspektiver, som man ikke finder magen til andetsteds. Dertil er der en enorm fornøjelse at bladre rundt i bogen og nyde de suverænt sjove karikaturer. Man kan nyde Hans Scherfigs tegning af Jacob Paludan og Thit Jensen omgivet af voodoodukker, penduler og spiritistiske spøgelser, Bo Bojesens karikatur af en sneboldkamp mellem Harald Herdal, Axel Larsen, Hans Kirk og Martin Andersen Nexø, eller Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, der i Anne-Marie Steen Petersens streg med himmelvendte øjne og foldede hænder forsværger den ”negative opbyggelighed”.

For det tredje udmærker Zerlangs værk sig ved sin saglige, sobre og velargumenterede form. Man kan her netop sige, at bogen holder en nødvendig distance til et stof, hvor netop det subjektive og normgrænseoverskidende er alfa og omega. I forhold til megen anden litteraturkritik er den klare og objektive stil også en gevinst, fordi vi måske lever i en tid, hvor holdningstilkendegivelser og polemik ofte dominerer på bekostning af argumentation og analyse. Altså: Åbne former er gode og frigørende, afgrænsede former er dårlige og undertrykkende, monologisk digtning er gammeldags og dårlig, flerstemmighed er nyt og godt, autofiktion er interessant, realistiske romaner er kedelige, europæisk modernisme er dårligt, amerikansk avantgarde er godt etc. Sådan er det ikke i Zerlangs bog. Her foregår den litteraturkritiske diskussion ikke ved at være stigmatiserende og ekskluderende over for forfattere og strømninger i litteraturhistorien, men ved at have et inkluderende og nysgerrigt udforskende forhold til sit stof. Det smitter af på læseren, der får øjnene op for en masse nye fænomener, og man kan også sige, at litteraturen bliver større og rigere af en bog som Karikaturland.

For det fjerde er bogen et stykke fremragende formidling. Det er langtfra noget enkelt stof, der behandles. Vi møder f.eks. alt andet end enkle filosofiske, sociologiske og æstetikteoretiske ræsonnementer fra værker G.W.F. Hegel, Karl Rosenkranz, Henri Bergson og Georg Simmel, men ledes hver gang sikkert frem til en pointe i Zerlangs klare og pædagogiske fremstilling. Og så skal det ikke glemmes, at Karikaturland i sin form har et vældigt drive i sin energiske diktion og sit mylder af appetitvækkende eksempler. Hør blot bogen anslag: ””De sårbare” er digteren blevet kaldt, men de sårbare ved også hvordan man skal såre. Som så mange karikaturtegnere har vist, bruger forfatterne gerne pennen som fleuret, sværd eller krydsermissil. Søren Kierkegaard kaldte N.F.S. Grundtvig ”en jodlende friskfyr”, Georg Brandes kaldte Johyanne Luise Heiberg ”en Gaas”, Edvard Brandes kaldte Herman Bang ”en lille Abekat”, Johannes V. Jensen kaldte Sophus Claussen ”en fugtig Lollik”, Per Lange kaldte Hans Brix ”den alt for sent afdøde”, Klaus Rifbjerg kaldte Henrik Stangerup ”vandhovedet fra Møn”, Carsten Jensen kaldte Lars Bukdahl ”en evig 2.g’er, hylende af skræk for at skulle forlade skolen”. Selvsamme Bukdahl holder løbende sine læsere orienteret om sine ”yndlingsaversioner”, en af dem, Ib Michael, lovede i efteråret 2011 Bukdahl tørre tæsk.  Jo, i Danmark har litteraturen i usædvanlig grad udformet sig som en historie og fornærmelser og fejder”.

Til sidst et par ord om bogens emne. Georg Brandes-Prisen gives naturligvis for kvalitet. Men skulle det ske, at en bogs emne ved historiens mellemkomst bliver særlig påtrængende og nødvendig, er det naturligvis ingen hindring. Jeg ringede til Martin Zerlang den 6. januar, der på dette tidspunkt var i Paris, og fortalte ham, at han ville få Georg Brandes-Prisen 2015. Dagen efter skete attentatet på karikaturbladet Charlie Hebdo. Dette har bestemt ikke gjort det mindre vigtigt at give denne pris til Martin Zerlang for den fremragende bog Karikaturland. I krydsild mellem danske forfattere og tegnere. Tillykke!