Marie Louise Kjølbye

I 2004 modtog Thomas Bredsdorff en ærespris fra Litteraturkritikernes Lav for bogen Den brogede oplysning, og Marie Louise Kjølbye holdt denne tale.

Kære Thomas Bredsdorff

Vi i Kritikerlavets bestyrelse har glædet os til i dag, hvor vi om lidt overrækker dig en ærespris.

Vi har valgt at give dig dette års særlige ærespris for bogen Den brogede oplysning, men også på grund af din store indsats gennem et helt liv for netop oplysningen, hvor vi kender dig som en veloplagt, alsidig og engageret skribent og litteraturformidler.

Det er også i år, du går af som professor og lærer på Nordisk Institut ved Københavns Universitet. Vi går dog ud fra, at du næppe er til at standse så let og glæder os til fortsat at læse dig i Politiken og hvor du ellers vil slå dig løs.

Men ville Thomas blive glad for sådan en pris, spurgte vi os selv i bestyrelsen. Så tænkte jeg på dengang din kone, Lene, som i flere år var min kollega på radioen, sagde til mig, at ’Thomas elsker ros’. Den fornemmelse kender vi godt, og jeg vil så med Oscar Wilde gå ud fra, at du heller ikke har noget imod, at rosen foregår offentligt.

I Den brogede oplysning går du som så ofte før et nyt sted hen. Du har opholdt dig ved sagatidens æresbegreber i bogen Kaos og kærlighed, du har analyseret den romantiske kærlighed i Tristans Børn, som du fik Brandesprisen for i 1982, og du har interesseret dig for undertekst og manipulationer i bogen Magtspil. I denne bog vender du tilbage til oplysningstiden, som du også skrev disputats om, men denne gang går du tættere på et religiøst univers.

Din bog knytter nemlig forbindelsen mellem digteren Johannes Ewalds individualisme og hans baggrund i pietisternes oprør mod den herskende kristne dogmatik. I spidsen for den radikale danske pietisme, herrnhutismen, stod nemlig Johannes Ewalds far, Enevold Ewald og digterens mormor, Marie Wulf. De mobilisede gennem bønnemøder en hel folkelig bevægelse, som kæmpede for retten til personlig oplevelse og tilegnelse af Gud, og for at tage personligt ansvar for et moralsk levned. Bevægelsen var samtidig et ungdomsoprør. Herrnhutterne var nemlig, trods deres bibelstærke fromhed og modvilje mod teater, tant og fjas, kun omkring de 30 år, præcis som de langt senere 68-oprørere.

Man må tænke sig den åndelige menu før pietismen som en frossen lørdagskylling, som alle skulle spise, der var ikke andet. Men pietisterne nægtede at modtage reglerne for tro og liv i kirkens ovnklare foliebakker. For dem handlede det om erfaring, om at læse Bibelen selv og i det hele taget stole på sine egne sanser. Det er her, du knytter forbindelsen til både digteren Ewald og til de oplysningsforfattere, som du altid har elsket, og du viser det indre slægtskab mellem de historisk set ydre dødsfjender, teatermanden Holberg og de teaterfjendske pietister.

Men du ser også i Ewalds grænseoverskridende forfatterskab angsten afbildet, angsten for det frie valg og for at være alene. Det er et elegant kup, at du sætter digterens angst i sammenhæng med en omhyggeligt researchet fortælling om den næsten samtidige udflytning fra gårdene i det nuværende Gentofte. Du fremmaner den morgen, hvor de brave bønderfolk efter grev Bernstorffs skelsættende jordreform vågner op, skræmte og alene ude på deres jord, for altid udskilt fra det landsbyfællesskab, der både gav tryghed og forhindrede, at man skejede ud.

Men du er også en dreven kulturkæmper og Den brogede oplysning er ingen undtagelse. Som kulturkæmpere nu gør, yder du dit ypperste for at få fortiden med dig, for at bringe de store og gode over på din side. Det lykkes med herrnhutterne og går som altid strålende med Holberg, der som vittig feminist og samfundsrevser mener nogenlunde det, du også mener, med respekt for tidsforskel og sprogligt jetlag. Der ligger i din optagethed af oplysningen, tror jeg en intuitiv glæde ved mådeholdet, fornuften og interessen for det fælles gode, fremskridt og fremdrift. Derfor er Holberg en helt for dig, selv om mange vel dengang ville sige, at hans fornuft nærmede sig galskab, når han mente, at kvinder også var velegnede til embeder. Du citerer ham for at foreslå, om man ikke kunne vente med at navngive et barn, til man så, om det havde evner for bogen eller for spinderokken, og så først kaldte det enten Peder eller Ingeborg, uanset biologisk køn. Se, det er jo den ekstreme deduktion og respekt for at se uhildet på evner og kendsgerninger!

Lidt længere ud kommer du, når du i det store billede søger at trække følelsen over på fornuftens side ved at kalde den oplevelse, ja, endda empiri, et superduper bredsdorffsk plusord. Du kommer langt med det, fordi parallellen mellem selv at føle og selv at tænke selvfølgelig har logikken med sig.

Men du gør det også med det kunstgreb at vælge ekstremerne og den yderste følsomhed fra: Din bog rummer ikke megen galskab eller ekstase, for slet ikke at tale om spiritus, som Ewald ellers satte pris på. Er han ikke den danske digter, der først og længst holder fast i den herlige følelse at være beruset, ude af sig selv, også selv om problemerne bagefter selvfølgelig er ærgerlige?

Du citerer også et bemærkelsesværdigt digt af Brorson, hvor digterjeget lægger sig som et spædbarn og dier af Jesu bryst. Sådan noget er altid et lidt overvældende billedsprog for mandlige litteraturkritikere at forholde sig til, og du går da også diskret hen over digterens transseksuelle genindførelse af moderligheden som del af det guddommelige. Vulgaritet og flydende modermælk er ikke din scene.

I sin tale for dig i 1999, hvor du modtog prisen fra Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, nævner nu afdøde professor Billeskov Jansen, at du har fortalt, at du stadig drømmer om natten om Sylvia Plaths digte, som du skrev om i en anden fremragende bog, Den bratte forvandling. Det kan jeg godt lide at tænke på, specielt når du skriver om Ewald uden nogensinde at lyde bevæget eller kilderkær, hvad jeg ellers synes må være svært.

Men det er vel, som de gode teaterinstruktører og store skuespillere altid siger: Det er ikke dig, der som skuespiller skal fælde tårer på scenen, det er publikum, der skal græde. Men mon ikke også der i dine valg ligger en vis blufærdighed, en ægte kulturradikal nølen over for ekstasen og ufornuften? Tilværelsens skøre sjæle må have fængslet dig, ellers ville du vel have valgt et andet arbejde, men som dine forbilleder i oplysningstiden tror jeg, du synes det er en dyd ikke at lade sig rive med, ligesom du oftest har undgået at beskæftige dig med litteraturens dummeste svin, folk, der skabte stor kunst ud af virkelig grimme liv.

En stor del af din virksomhed ligger reelt tæt på journalistikken. Det ser man ikke mindst i denne bogs nøgterne undersøgelsesstrategi, hvor din omsorg for empirien og kendsgerningen kommer til sin ret. Fordomme er ganske vist herlige, for de gør tilværelsen overskuelig, når man nu ikke kan sætte sig ind i alt. Men i journalistik og forskning må en fordom allerhøjst være en arbejdshypotese. Dér må man være læserens øjne og ører, og du har ofte vist, hvor meget det kan betyde, hvad der faktisk står i en tekst eller om nogen boede i nummer tre eller nummer ti. Man finder det rette, eller man finder det netop ikke.

Mange af os, der er til stede i dag, har haft dig som lærer, og personligt vil jeg sige, at du er en af de fineste læsere, jeg har kendt, med en stor og øjenåbnende redelighed over for det, der faktisk står i en tekst, kombineret med kolossal viden og villighed til at åbne sig også for tanker, man ikke sympatiserer umiddelbart med.

Sådan noget er en stor oplevelse, ikke mindst da en del af min egen studietid fandt sted i en ny-dogmatisk periode, hvor bizarre marxistiske tolkningsmetoder blev brugt til at belære både os studerende og fortiden om, hvordan den og vi burde have været. Selv om du var sympatisk over for marxismens grundprojekt, folkelighed, kritik af det etablerede og ikke mindst frigørelse, holdt du dig pietetsfuldt til teksterne, når det gode formål stred lodret mod empirien.

Jeg er også sikker på, at du betragter det at være lærer som et kald, ja, at det for dig er en egentlig lidenskab og at du kunne gøre Billeskovs ord til dine, når han sagde: Man lærer, så længe man har elever.

Det har du fortsat, for elev holder man jo aldrig op med at være, heldigvis. Derfor vil jeg også slutte af med på os gamle og nuværende elevers vegne at glæde mig over, at du i Den brogede oplysning bekender dig til oplysning som et ongoing project. Det holder jo aldrig op: Modsatrettede holdninger kan hver for sig have ret på deres historiske præmisser og går ikke nødvendigvis op i en højere enhed, heller ikke i det enkelte menneske. De brydes i os, som de brødes i virrehovedet Thomas Thorild, der afslutter din bogs historiske undersøgelse.

Vi er med andre ord forlængst flyttet ud på gårdene, hvor vi er overladt til oplysningen, til hinanden og til livets almindelige roderi. Det er den angst, som følger med frigørelse, og den er man klogere på, som på så meget andet, når man har læst din bog.

Når nogen således har spredt forstyrrelse af den offentlige orden på et særligt kvalificeret plan, kan man altid give dem en ærespris. Symbolsk nok får du nu et vin-legat, så du kan beruse dig. Må det blive dig til glæde og ny inspiration.

Til lykke og skål, kære Thomas!