MARIE LOUISE KJØLBYE

Tale til Thomas Bredsdorff ved overrækkelsen af lavets ærespris

Kære Thomas Bredsdorff

Vi i Kritikerlavets bestyrelse har glædet os til i dag, hvor vi om lidt overrækker dig en ærespris.
Den har vi valgt at give dig, fordi du i år har udgivet bogen Den brogede oplysning, men også på grund af din store indsats gennem et helt liv for netop for oplysningen, hvor vi kender dig som en veloplagt, alsidig og engageret skribent og litteraturformidler.
Det er også i år, du går af som professor og lærer på Nordisk Institut ved Københavns Universitet. Vi går dog ud fra, at du næppe er til at standse så let og glæder os til fortsat at læse dig i Politiken og hvor du ellers vil slå dig løs.
Men ville Thomas nu blive glad for sådan en Lifetime Award, spurgte vi os selv i bestyrelsen. Så tænkte jeg på noget, din kone, Lene, som i flere år var min kollega på radioen, engang sagde til mig. Hun sagde: Thomas elsker ros. Den fornemmelse kender vi godt, og jeg vil så med Oscar Wilde gå ud fra, at du heller ikke har noget imod, at rosen foregår offentligt.

I Den brogede oplysning går du som så ofte før et nyt sted hen. Du har opholdt dig ved sagatidens æresbegreber i bogen Kaos og kærlighed, du har analyseret den romantiske kærlighed i Tristans Børn, som du i 1982 fik Brandesprisen for, og du har i bogen Magtspil interesseret dig for dramaets afsløring af undertekst og manipulationer. I denne bog vender du tilbage til oplysningstiden, som du også skrev disputats om, men denne gang går du tættere på tidens religiøse univers.
Din bog knytter nemlig forbindelsen mellem digteren Johannes Ewalds romantiske individualisme og hans baggrund i pietisternes oprør mod den herskende kristne dogmatik. I spidsen for den radikale danske pietisme, herrnhutismen, stod nemlig Johannes Ewalds far, Enevold Ewald og digterens mormor, Marie Wulf.
Man må tænke sig den åndelige menu før pietistismens ungdomsoprør som en frossen lørdagskylling, som alle skulle spise, der var ikke andet. Men pietisterne nægtede at modtage reglerne for tro og liv i kirkens ovnklare foliebakker. For dem handlede det om personlig erfaring, om at læse Bibelen selv og i det hele taget stole på sine egne sanser.
Det er her, du knytter forbindelsen til både digteren Ewald og til de oplysningsforfattere, som du altid har elsket, og du viser det indre slægtskab mellem de historisk set ydre dødsfjender, teatermanden Holberg og pietisterne, der ville forbyde al den slags.
Men du ser også i Ewalds grænseoverskridende forfatterskab angsten afbildet, angsten for det frie valg og for at være alene. Det er et elegant kup, at du sætter digterens angst i sammenhæng med en omhyggeligt researchet fortælling om den næsten samtidige udflytning fra gårdene i det nuværende Gentofte. Du fremmaner den morgen, hvor bønderne efter grev Bernstorffs skelsættende jordreform vågner op, skræmte og alene ude på deres jord, for altid udskilt fra det landsbyfællesskab, der både gav tryghed og forhindrede, at man skejede ud.

Men du er også en dreven kulturkæmper og Den brogede oplysning er ingen undtagelse. Som kulturkæmpere nu gør, yder du dit ypperste for at få fortiden med dig, for at bringe de store og gode over på din side. Det lykkes med herrnhutterne og går som altid strålende med Holberg, der som vittig feminist og samfundsrevser mener nogenlunde det, du også mener, med respekt for tidsforskel og sprogligt jetlag.
Du citerer ham for at foreslå, om man ikke kunne vente med at navngive et barn, til man så, om det havde evner for bogen eller for spinderokken, og så først kaldte det enten Peder eller Ingeborg, uanset biologisk køn. Se, det er jo den ekstreme deduktion og respekt for at se uhildet på evner og kendsgerninger!
Men længere ud kommer du, når du i det store billede søger at trække følelsen over på fornuftens side ved at kalde den oplevelse, ja, endda empiri, et superduper bredsdorffsk plusord. Du når langt med det, fordi parallellen mellem selv at føle og selv at tænke har logikken med sig.
Men du gør det også med det kunstgreb at vælge ekstremerne og den yderste følsomhed fra: Din bog rummer ikke megen galskab eller ekstase, for slet ikke at tale om spiritus, som Ewald ellers satte pris på. Er han ikke den danske digter, der først og længst holder fast i den herlige følelse at være beruset, ude af sig selv, også selv om problemerne bagefter selvfølgelig er ærgerlige?

Da du i 1999 modtog prisen fra Selskabet til de skønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse nævnte nu afdøde professor Billeskov Jansen i sin tale, at du har fortalt, at du stadig drømmer om natten om Sylvia Plaths digte, som du skrev om i en anden fremragende bog, Den bratte forvandling. Det kan jeg godt lide at tænke på, specielt når du skriver om Ewald uden nogensinde selv at lyde bevæget eller kilderkær, hvad jeg ellers synes må være svært.

Men det er vel, som de gode teaterinstruktører og store skuespillere altid siger: Det er ikke dig, der som skuespiller skal fælde tårer på scenen, det er publikum, der skal græde. Men mon ikke også der i dine valg ligger en vis blufærdighed, en ægte kulturradikal nølen over for ekstasen og ufornuften? Tilværelsens skøre sjæle må have fængslet dig, ellers ville du vel have valgt et andet arbejde, men som dine forbilleder i oplysningstiden tror jeg, du synes det er en dyd ikke at lade sig rive med. Ligesom du i reglen har undgået at beskæftige dig med litteraturens dummeste svin, som sætter læseren på prøve ved at skabe stor litteratur ud af nogle virkelig grimme liv og tanker.

En stor del af din virksomhed ligger reelt tæt på journalistikken. Det ser man ikke mindst i denne bogs nøgterne undersøgelsesstrategi, hvor din omsorg for empirien og kendsgerningen kommer til sin ret. Du har ofte vist, hvor meget det kan betyde, hvad der faktisk står i en tekst, eller om nogen i virkeligheden boede i nummer tre eller nummer ti: Enten er det rigtigt eller man er faret vild.
Den samme øjenåbnende redelighed over for litteraturen kender mange af os, som har haft dig som lærer. Personligt vil jeg sige, at du er en af de fineste læsere, jeg har kendt, kombineret med kolossal viden og villighed til at åbne dig også for tanker, man ikke sympatiserer umiddelbart med.
Sådan noget er en stor oplevelse, ikke mindst da en del af min egen studietid fandt sted i en ny-dogmatisk periode, hvor bizarre marxistiske tolkningsmetoder blev brugt til at belære både os studerende og fortiden om, hvordan den og vi burde have været. Selv om du var sympatisk over for marxismens grundprojekt, folkelighed, kritik af det etablerede og ikke mindst frigørelse, satte du grænsen, når det gode formål stred lodret mod empirien. Du holdt dig pietetsfuldt til teksterne.

Jeg er også sikker på, at du betragter det at være lærer som et kald, ja, at det for dig er en egentlig lidenskab og at du kunne gøre Billeskovs ord til dine når han sagde: Man lærer, så længe man har elever.
Det har du fortsat, for elev holder man jo aldrig op med at være, heldigvis. Derfor vil jeg også slutte af med på gamle og nye elevers vegne at glæde mig over, at du i bogen bekender dig til oplysning som et ongoing project. Det holder jo aldrig op: Modsatrettede holdninger kan hver for sig have ret på deres historiske præmisser og går ikke nødvendigvis op i en højere enhed, heller ikke i det enkelte menneske. De brydes i os, som de brødes i virrehovedet Thomas Thorild, der afslutter din bogs historiske undersøgelse.
Vi er med andre ord overladt til oplysningen, til hinanden og fornuft og følelse i almindeligt roderi. Det er den angst, som følger med frigørelse, og den er man klogere på, som på så meget andet, når man har læst din bog.

Når nogen har spredt forstyrrelse af den offentlige orden på et særligt kvalificeret plan, kan man altid give dem en ærespris. Symbolsk nok får du nu et vin-legat, så du kan beruse dig. Må det blive dig til glæde og ny inspiration.
Til lykke og skål, kære Thomas!