MARIE LOUISE KJØLBYE

Tale ved overrækkelse af Georg Brandes-Prisen for 2012 til Sune de Sousa Schmidt-Madsen for En lille bog om Karen Blixen

Som formand for GB-prisudvalget skal jeg begrunde hvorfor vi har valgt at tildele prisen for 2012 til Sune Schmidt-Madsen for En lille bog om Karen Blixen. Udvalget består i år af Peter Stein Larsen, dr. phil, professor på Ålborg Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad, Mikkel Bruun Zangenberg, ph.d., lektor ved Syddansk Universitet og anmelder ved Politiken, samt mig selv, der er anmelder ved Information. I udvalgets begrundelse hedder det bl.a.:

"Bogen er fremragende litteraturformidling, båret af et glødende engagement og en formidabel evne til at vise kvaliteterne og de afgørende dilemmaer i Karen Blixens liv og værk, og den indre sammenhæng mellem dem. Fremstillingen er veloplagt, energisk, klar, præcis og koncentreret, båret af kronologien i Blixens liv og forfatterskab, med blik for de nyeste Blixen-kilder. Med sine skarpe, øjenåbnende og originale læsninger af den store danske og internationale forfatters værk er bogen et fornemt eksempel på litteraturkritik, der på én gang har høj faglig klasse og bred og folkelig appel - både for kendere og nybegyndere." Bogen (234 s.) er udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.”

Jeg vil også gerne sige at det var et svært og meget forskelligt felt af bøger i 2012. Når valget faldt på Madsen og Blixen var det ikke mindst fordi bogen fremtræder som en markant publicistisk indsats, nemlig en forfatterskabsintroduktion til et enestående dansk forfatterskab der ofte fremtræder gådefuldt, sammensat og paradoksalt. Det bedste er, at Madsen på én gang affortryller og genfortryller Blixen. Han trækker Blixen ud af den aura af mystik, der er nedarvet til os fra 1940’rne og 50’ernes himmelfaldne reaktioner, og som stadig hviler over den store selviscenesætterske. Til gengæld genfortryller han en forfatter, der kan og kunne mere end de fleste, både når det handler om at skrive bøgerne og om at få dem solgt. Madsen går lige på og af-fortryller den del af Blixens person, der skygger for forfatterskabet – for så i næsten samme åndedræt at vise sin beundring for forfatteren, der solgte 50.000 eksemplarer allerede af sin debutbog, Seven Gothic Tales i USA; som for bog efter bog blev hyldet som Book of the Month i USA og som i 1958 rundede relationen af med en rejse til netop USA, hvor hun turede rundt i treenhalv måned, mødte masser af mennesker, optrådte hver aften og ”improviserede” sine historier med professionel præcision ned til den mindste pause. (USA 192)

Hvordan kunne hun dog alt det? På tidspunktet for USA-turen vejede Blixen ca. 35 kg. Efter en stor maveoperation kunne hun stort set ikke tage føde til sig og lignede Ramses II i balsameret udgave. Mange i samtiden hældede til den teori, at Blixen måtte hente kræfter fra overnaturlige kilder. Det gjorde hun også. Hun tog nemlig amfetamin i pæne doser. M fortæller desuden at sådan noget ikke var helt nyt for hende. I Afrika skal hun og kæresten Denys Finch Hatton have eksperimenteret flittigt med euforiserende stoffer, hash, opium og en afrikansk specialitet, murungu, som er swaheli for khat.

Sådan lander Blixen i både affortryllelse og genfortryllelse. Affortryllelse, fordi Madsen lægger klar afstand til hereticanernes dyrkelse af Blixen. Genfortryllelsen består derimod i, at Madsens viser, at Blixen som forfatter og performer satte billedet over fysikken. Hun lod sig kende på sin maske, for det var den, der blev efterspurgt, og hun gav publikum det fun, som de og hun havde brug for. Også det utrolige foto af hende og Marilyn Monroe var hendes egen idé.

Amfetaminhistorien stammer fra Otto B. Lindhardts herlige erindringsbog der kom for et årstid siden. Som hendes forlægger, og som det ordentlige menneske han var og er, rådspurgte han hendes læge om rejsen nu var forsvarlig. Lægen spurgte hvad han frygtede. Lindhardt svarede, at han selvfølgelig var bekymret for, om den skrøbelige 74-årige simpelt hen faldt død om. Lægen spurgte: Tror De ikke, hun selv har tænkt på det? Og sådan er det jo med Blixen. Hun har selv tænkt på det meste. Det vender jeg tilbage til, men først vil jeg sige lidt om, hvordan bogen rækker fra det høje hos Blixen til det helt lavpraktiske. Sune Schmidt-Madsen har været omviser på KB-museet, og derfor bidrager han med følgende fine detalje: På Rungstedlund omtales ”Ewalds stue” med udsigt til Øresund normalt som KBs arbejdsværelse. Madsen bemærker hertil, at værelset er hundekoldt om vinteren, så det var næppe her, den tynde forfatter opholdt sig ret længe ad gangen. Det virkelige arbejdsværelse var den grønne stue mod haven, som også er forsynet med billedet af Bibelens Abraham, der ofrer Isak – Isak, der jo lagde navn til forfatterens engelske pseudonym, Isak Dinesen. KB led selv store tab, men i stedet for at påtage sig offerrollen, forvandlede hun sine tab til erfaringer, som hun ikke ville være foruden. Som omviser har M også mødt mange skoleelever. Her har han kunnet glæde de muslimske elever – ofte mere bibelstærke end de rent danske – med at KB interesserede sig meget for islam, som hun beskrev i to udgaver: Den ene var den militante, regelstyrede udgave, som er dokumenteret i islamiske skrifter. Dem var KB ikke mere begejstret for end for andre ortodoksier. Den anden udgave af islam er den hverdagsislam hun mødte hos Kenyas somalier, især hos butleren og vennen Farah. Farah mødte alle større begivenheder, også de katastrofale, med replikken Allahu Akbar, Gud er stor. Altså: Også dette giver mening. Det mener Madsen var og blev KBs generelle livsholdning: Find meningen.

Bogen fremstiller KBs liv kronologisk, barndom, liv og værk, men hans fortælleglæde er så smittende, at man ikke føler kronologien snærende. Tværtimod holder han sin vinkel og er tro mod sin tese, at KB kendte livet og opfattede det som en helhed af modsætninger. Man kan altså ikke søge livets mening på forhånd, men må tage hvad der kommer. Eller som Madsen bemærker, med reference til Blixens berømte storkehistorie: ”Hvis manden i historien havde planlagt, at han skulle tegne en stork, var det sikkert heller ikke lykkedes.”

Blixen forsøgte selv at planlægge og styre sit liv, og andres, men det gik sjældent efter planen. Det handler historierne så også om.

Madsen håndterer med stor respekt forfatterskabets kolossale intellektuelle kraft. Han viser, hvordan hendes historier kører rundt med læseren. Man ved ikke helt hvordan det skal gå personerne, der typisk efterlades et sted hvor de har mistet alle illusioner om sig selv og deres nærmeste. Madsen viser hvordan uskyldstabet stort set altid er det strukturerende princip i Blixens fortællinger. I fortællingen Ringen møder den nygifte Lise en eftersøgt forbryder i den naturlige hule i skoven, som hun troede var hendes helt private hemmelige sted. Fåretyven er såret og ussel, men, aner man, også svært erotisk tiltrækkende for det lille lam som Lise er. Hun rækker ham sin vielsesring, og bagefter forklarer hun sin mand, at hun har tabt den. Et nyt liv for det unge ægtepar må begynde. Symboler rækker kun så langt som der er indhold i dem, og uskylden må altid gå tabt, før man kan konfrontere livet som menneske.

Madsen fremhæver Bs evne til altid at se tilsyneladende modsætninger som to sider af samme sag. Med en parallel til hendes samtidige, Einstein: Hvad hvis et fænomen ikke kun er én ting, men på skift opfører sig som både bølge og partikel? Hvad hvis mennesker ikke har én kerne, men rummer mange forskellige potentialer?

Som sagt er bogen velegnet som begynderbog om KB, men det forhindrer ikke at der er originale læsninger. Fx viser M at Gengældelsens Veje (1944) har hapset dele af sin intrige fra Daphne du Mauriers Jamaica Inn (1936). Hapse historier ved vi jo at KB gør hele tiden, det er sådan set hendes metode. Men kun i GV er hun så hemmelighedsfuld omkring de spor hun lægger ud. Det begrunder M ret prosaisk med at hun måske ikke syntes det var helt så sejt at bruge en bestseller som de allusioner fra Bibelen, græsk mytologi og litterære klassikere som hun ellers bruger til sine egne formål.

Iø kan jeg personligt anbefale GV som Blixen for begyndere, eller dummies, som man kalder det på engelsk. Min datter blev fornylig holdt vågen en hel nat af en oprivende roman, skrevet af en hende ukendt forfatter med et franskklingende navn. Hun beskrev handlingen og blev meget overrasket da jeg forklarede hvad forfatteren hed i virkeligheden.

Det siger lidt om at vi jo har brug for formidling. Som Billeskov Jansen skrev engang er der brug for ”stiger til himmelhøje tekster”. Vi har brug for bøger som Madsens der går fordomsfrit til kilderne, bruger dem velovervejet og med sikker sans for det væsentlige og argumenterer for sin sag. Han løfter en fin kulturradikal tradition for at åbne døre og vinduer på vid gab for nye læsere, og samtidig sørge for, at gamle læsere ikke keder sig. Karen Blixens forfatterskab er stadig gådefuldt, sammensat og paradoksalt, når man har læst En lille bog om Karen Blixen. Men argumenterne er bedre.

Kære Sune, det er godt at møde dig i dag og få lejlighed til at takke dig for en fin og meget personlig bog, som vi er glade for at kunne belønne med en pris. PSL: Jeg synes, det er værd at lægge vægt på den suverænt gode formidling, som bogen er udtryk for (formidlingsaspektet har jo været oppe at vende i forbindelse med Brandes-prisen før). Den er på en gang forskning på højt niveau (fuld af viden, velargumenteret, tesestyret og med sikker sans for grænsen mellem væsentligt og uvæsentligt) og formidling på en måde, man ser alt for sjældent, synes jeg. Enkel, klar, tæt og dybt personligt engageret i formuleringen og samtidig helt uden akademisk krukkeri med namedropping, indforståetheder, smarte noter etc. Det er der faktisk ikke ret mange, der kan - i hvert fald har jeg meget få på min fanliste i den retning (Møller Kristensen, Brostrøm, Bredsdorff, Goldbæk er nogle af de få).