MARIE LOUISE KJØLBYE

Tale ved overrækkelse af Georg Brandes-Prisen for 2013 til Niels Barfoed for Benedicte – en skæbne

Georg Brandes-Prisen for 2013 tildeles Niels Barfoed for hans portræt Benedicte – en skæbne. Som formand for GB-prisudvalget skal jeg begrunde hvorfor vi har valgt at tildele prisen for 2013 til Niels Barfoed for Benedicte – en skæbne. Udvalget består i år af Peter Stein Larsen, dr. phil, professor på Ålborg Universitet og anmelder ved Kristeligt Dagblad, Mikkel Bruun Zangenberg, anmelder ved Politiken, ph.d., lektor ved University of Kent, England, samt mig selv, der er anmelder ved Information.

Jeg vil også nævne, at udvalget peger på 3 andre udgivelser, som gjorde sig særligt bemærket i 2013: Mikkel Krause Frantzén: Lars Skinnebach.
Frantzén skriver med stor opmærksomhed på et sammensat forfatterskab. Hans originale læsninger gør det klart, hvordan Skinnebach har erobret sin unikke position i ny, dansk lyrik, ikke mindst ved sine henvendelser til læseren som et ”du”, ingen læser vil identificeres med! En smal, spændstig øjenåbner, der viser Arena Monografi-serien som et væsentligt bidrag til moderne dansk litteraturkritik og -analyse.
Louise Mønster: Mødesteder. Om Tomas Tranströmers og Henrik Nordbrandts poesi.
Fortræffelige analyser, der er forbilledligt klart kædet sammen. Teorierne om poesiens ”steder”, fra torv til skov, introduceres letforståeligt, og hvert kapitel præsenterer et udvalgt ”åsted” eller tema, hvori digtene folder sig ud i et felt af ligheder og forskelle. Nordbrandts ironiske nihilisme og Tranströmers metafysisk farvede helhedsforståelse kontrasteres med smittende engagement og stor sans for den æstetiske oplevelse ved at læse disse fantastiske digtere.
Klaus Rothstein: Ord og handling. Essays.
Rothstein går uden om akademiske konventioner og fremdrager en række af litteraturens glemte skikkelser. Beretningerne om de skjulte kanoniseringsmekanismer er glimrende formidlet og overraskende interessant læsning. Bogen rummer essays i den klassiske betydning med personlig vinkel, øjenåbnende iagttagelser og overraskende sammentræf.
Men – der er jo kun én vinder, og det blev Barfoed for Benedicte.

Udvalgets begrundelse lyder:
Niels Barfoed sætter en væsentlig ny litteraturhistorisk dagsorden ved at fremdrage en overset skikkelse fra Heretica-tiden. Portrættet af Thorkild Bjørnvigs ”hemmelige” kærlighed, Benedicte Hergel, afslører på gribende vis bagsiden af en litterær konstruktion, hvor et menneske inspirerer til digtning, men ikke selv slipper levende fra mødet.  Selv på publicerede fotos blev Benedicte klippet ud af den officielle litteraturhistorie. Barfoed er en skarp og indfølende læser af breve, digte og biografiske kilder og supplerer undervejs med egne oplevelser. Bogen er dertil fremragende og bred litteraturformidling.
Prisen er på 60.000 kr. og finansieres af Statens Kunstråds Litteraturudvalg.

Kære Niels!

Du får Brandes-prisen for en smuk og afbalanceret skildring af en kvindeskæbne, der gik galt. Benedicte Hergel, f. 1923, havde tilsyneladende alt: skønhed, intelligens, sociale talenter. I 1949, som 26-årig, blev hun gift med den elskelige rigmand Knud W Jensen, der senere købte Gyldendal, stiftede Louisiana og i allerede mæcen for en række af sine kunstnervenner, blandt dem digteren T. Bjørnvig. Hun havde Danmarks bedste omgangskreds, et liv og en ægtemand. Bryllupsrejsen gik til Rom, og hun rejste også til Grækenland, kulturens vugge, med sin Knud og med Karen Blixen. Men hun mistede det hele igen og blev glemt, ja, ligefrem udraderet af den fælles bevidsthed og af den litteraturhistorie, som hun blev en person i. Hun blev glemt, men selv huskede hun alting, ja levede en stor del af sit liv i erindringen om sin store kærlighed til forfatteren TBj. Hun er den ukendte gifte kvinde, som han omtaler i Pagten, som fik stor betydning for hans liv, og som livet igennem skrev til ham for at føle sig i live, mens resten af hendes liv forekom hende stadig mindre vigtigt end de to uger, de tilbragte sammen i sommeren 1951. Det er den historie, NB har fundet og skrevet, og som stiller spørgsmål om glemsel og erindring. Hvad bør glemmes og hvad bør huskes? Det er vinderne, der skriver historien, også litteraturhistorien. De andre blev glemt. Det gælder også Benedicte.

Forhistorien til historien om Benedicte kender vi fra Pagten: Karen Blixen indgår i 1950 en Pagt med Bjørnvig, som skal gøre ham til en stor digter. Gennem fire år lagde den unge digter fuldstændig sit liv i hænderne på den berømte forfatter og baronesse fra Rungstedlund. De havde indgået en pagt, og han tilbød at tjene den karismatiske Blixen ”i den Tid, der er igen,” som han skrev i et brev til hende.
»De er mit Liv, inderst inde. Tanken paa Dem er som et Lynnedslag af Alvor midt i Flygtigheden og Forvirringen, der blot trækker forgængelige Striber forbi mine Øjne. Jeg vil gøre alt for Dem!«.
Sådan skrev Thorkild Bjørnvig til Karen Blixen i juli 1950. KB havde et maliciøst forhold til sine unge proselytters ægteskaber og får overbevist Bjørnvig om, at hans skrivekrise kan løses, hvis han forelsker sig. I maj 1951 sender KB Bjørnvig på studierejse til Bonn ved Rhinen, i et slet skjult forsøg fra Blixens side på at skille ham fra sin kone Grete og parrets lille søn Bo.
Også i maj 51 er K og Benedicte i Grækenland med KB, hvor KWJ tager en mængde fantastiske fotos – det er dem, Benedicte skæres ud af i hans erindringer. Resultatet er en række stejlt beskårne fotos af KB alene. Men også en række smukke breve, hvor Benedicte udførligt beskriver rejsen med KB for TBjørnvig.
Bare jeg kunne beskrive det, skriver hun men som NB gør opmærksom på, beskriver hun faktisk fremragende, i en sådan grad, så forfattervennerne har hugget fra hendes breve.

Imens er Bjørnvig ulykkelig, han længes hjem. Rejsen til Bonn virker som et idiotisk projekt. Og nogen, formentlig er Knud W ret involveret, får da den geniale idé at sende Knuds smukke 28-årige hustru ned for at underholde og opmuntre den fem år ældre Bjørnvig.
Man må spørge sig, hvad Knud W dog tænkte på. Der sker præcis det man kunne forvente. Bjørnvig og Benedicte forelsker sig, indleder et forhold, og efter to uger tager hun toget hjem igen – men alt er forandret. Hun elsker Bjørnvig og ikke Knud, som hun forlader. Men ikke nok med det, hun forlader alt andet også, tager til London, udsletter sig selv fra den gamle omgangskreds, som på deres side gør alt for at glemme hende. Ole Wivels erindringer er hun ikke nævnt i, fra Knuds offentliggjorte fotos fra rejsen med Karen Blixen er Benedicte resolut klippet ud, TBs Pagten fra 1974 udelader taktfuldt – måske især over for Knud – hendes navn. Det er, som om hun slet ikke eksisterer før Jørgen Stormgaard i 2005 skriver bogen Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt. Stormgaards bog beskrev Pagtens bagside og hvordan 1950’ernes litterære cirkel med logeagtig nidkærhed holdt på hinandens hemmeligheder: Ole Wivel sikrede, at navnet på Knud W. Jensens ekskone blev til tankestreger både i Pagten og så sent som i Frans Lassons 1996-udgivelse af Blixens Breve fra Danmark. Til gengæld holdt Knud W. Jensen tæt om Wivels tilknytning til Ringen, 1940’ernes tysk-danske, nazistisk inficerede kunstneriske alliance med Fritz Waschnitius i centrum.

Men nu har Benedicte fået sin egen bog. NB har fået adgang til en enorm brevsamling fra den flittigt skrivende Benedicte, som hendes to børn, Olav og Ane, har overladt ham uden betingelser. Brevene stammer dels fra veninder, som B skrev sammen med hele sit liv, dels fra Birgit Bjørnvig, som overlod brevene til Benedictes børn efter Bjørnvigs død i 2004. Gennem brevene tegner Benedicte et indtagende og tidstypisk beskedent billede af sig selv i sin ungdom. Opdraget som en pæn pige, der skal giftes, velklædt og smart, men også næsten selvudslettende, når hun skriver til veninden Agnete om at være en støtte for Knud i den store livsgerning, der venter ham, den rige arving:
”I hvert fald opdager jeg dag for dag, at det eneste, der gør mig lykkelig, er at gøre noget for Knud. … jo mere jeg lærer ham at kende, jo mere ser jeg, hvad han trænger til. Ser hans styrke, ser hans svaghed.”
Dramaet og brevene tager først fart, da hun begynder at skrive til TBjørnvig. Hans version af historien har vi ikke, af de breve han skrev til hende er kun ét med i bogen. NB gør det i hvert fald klart, at KB bliver rasende, da Benedicte betror sig til hende og fortæller om forelskelsen. KB billiger ikke at kvinden som Bjørnvig har forelsket sig i er Benedicte. Hun syntes han skulle have en ”slangetæmmerske”, ikke en rigtig kærlighed! Det var seksuelt han skulle rase ud, så Blixen stadig havde Magisterens hjerte. Tilmed sladrer hun om det til andre.
Bjørnvig til Blixen 4. juni 1952 (Kommentar til, at Blixen har ”sladret” til Clara og Gustava Brandt):

De skrev til mig i Bonn, at hvis jeg nogensinde blev forelsket, var det min pligt at fortælle Dem det. De ville siden forklare mig hvorfor. Ene og alene af den grund fortalte jeg Baronessen, hvad der var hændt – Hvor kunne jeg vide, at det var så frygtelig en fejltagelse at fortælle Dem det; men det indser jeg nu. … Benedicte er nu rejst til England og vi har givet fuldkomment afkald. …Baronessen har selv sagt, at det bedste ved historien er, at ingen ved noget: Så lad det forblive det bedste ved historien.” Barfoed skriver: ”(Benedicte) så ingen perspektiver. … hvor hun end vendte sig hen, mærkede hun – med rette eller urette – at her var ingen fremtid mulig. Ingen at støtte sig til, ingen at bede om råd. Nedslagne blikke, bortvendte ansigter, undren, hovedrystelse, forargelse, afvisning.

Set fra nutiden er det svært at sige, hvorfor de begge giver afkald på deres kærlighed. Det havde man jo ikke gjort i 1970’erne, bare 20 år senere! NBs forklaring er, at de gør de af hensyn til hele ”kredsen”, til KB, og især til Grete Bjørnvig, som er ved at gå i spåner, først over at dele sin mand med KB, nu også med en anden kvinde. Hun prøver at begå selvmord, og ironisk nok er det Benedicte, der redder hende ved at komme uanmeldt forbi.
Men måske også fordi Benedicte på en eller anden måde ikke er en fighter. Hun er en blød, skrøbelig, sårbar person, og det samme er TBjørnvig. Ubeslutsomhed var et af Bjørnvigs specialer, skriver NB, han er maskulin og charmerende, men reelt en blød mand, der let bliver en del af andres strategier for ham. Det store digt "Ravnen" fra 1968 ser NB som et portræt af hans og Benedictes kærlighed, månepigen er Benedicte, og det viser, hvordan affæren i Bonn stadig, så mange år efter, er levende for ham.
Også KB beskrev selvransagende sit forhold til TBjørnvig bl.a. i Drømmerne og i Kappen. Selv betragter Benedicte det senere som et forfærdeligt svigt af sin kærlighed, at hun ikke ”gik efter den”. Hun havde åbenbart ikke nervesystem til at trodse både Blixen og Knud, Thorkilds og alle andres mæcen, og kunne heller ikke blive hos ham. Deres venskab blev dog bevaret, den generøse Knud rummede meget, kun Benedicte måtte forsvinde. Benedicte vender hjem fra London, læser til sygeplejerske i Århus, får børn, den ene er sønnen Olav, kendt journalist og forfatter. Hun bliver først skilt fra KWN, da hun venter sit ældste barn med manden Niels Carsten Pedersen, der er læge. Men hun genoptager forholdet til Bjørnvig da ægteskabet går dårligt, i 1960, måske allerede 1959.
Barfoed mener at deres bedste år er 1960-63, hvor de genoptager forholdet. Samtidig får Bjørnvig og Grete endnu et barn i 1960. 1963 tager han til Rom og indleder retræten, men det gør Benedicte ikke. Hun skriver breve til ham og andre, næsten daglig, som om forholdet til Bjørnvig er det eneste hun føler sig i live i. 1963 bliver hun indlagt første gang, på Sankt Hans. Seks indlæggelser på psykiatrisk afdeling bliver det til mellem 1963 og 1970.
I 1968 skriver hun under en indlæggelse 90 siders selvbiografi til Bjørnvig i 1968 da hun er indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling A – 6 og sidder og skriver i Fælledparken, når hun har udgang.
Her genfortæller hun hele sit liv i lyset af affæren i Bonn og kærligheden til Bjørnvig:

Så holdt den bevægelse op, og vi blev ført til den indespærring, vi har nu, nemlig følelsen der nu ved, at den ikke vil lede efter udvej baglæns, og ikke kan finde en vej, der bærer fremad. … Jeg føler undergangen – undergangen i det, at vi ikke kan handle efter vor følelse, ikke alene følelsen som salighed, men som samhørighed, sambevægelse. For vor følelse hindrer os i at bevæge os. Ja, det er det de gør. For vi vil ikke gå bort fra hinanden, og bevæge os sammen kan vi ikke. Sådan har vi haft det længe. Men hvis vi vil beholde den, kan vi ikke leve med den uden at bevæge os, hvis vi vil beholde den uden at bevæge os, ved jeg ikke rigtig hvad der sker os, om man dør eller skranter sig videre. Jeg ved det ikke. … Men nu vender jeg frivilligt hjem til pinen og gråden – for det er dog hjem. Der har jeg da dig endnu.

Hun opsøger, ja, forbliver, på smertens sted. Fordi der føler hun sig i live. Resten af livet er dødhed, at være i live og ikke i live. Hun skriver mange tusind sider gennem hele sit liv. Om hendes maniske brevskriveri, skriver NB:

Men i denne monotone dagbogsagtige hverdagskrønike mærker man, at en spænding bliver holdt på plads. Der er tale om en løbende tilplastring af hendes bevidsthed, en permanent stoppen af alle sprækker med det formål at holde dæmonerne på plads. Så længe jeg skriver, er jeg i sikkerhed. At skrive bliver næsten som at holde sig for ørerne.

Brevene er dalet som sne på TBjørnvigs bord og blevet til rene driver. Han må have siddet rådvild foran dem. Han havde i realiteten fået en stalker.” Benedicte er blevet en psykisk syg kvinde, der opsøger Bjørnvig på bopælen, også da han er skilt fra Grete og gift igen med Birgit Bjørnvig. Hun pålægger sig stumhed i uger ad gangen, taler ikke, men skriver, og skriver og skriver… bliver indlagt, får invalidepension fra 1964. Hun pålægger sig selv stumhed over for børnene, Olav slog hende i maven, da han var 14 og hun sagde: Nu taler jeg aldrig til jer mere.
Benedictes historie er en skræmmende og trist fortælling på mange måder. Fordi den fortæller om et menneske, der blev knust i en maskine, hun ikke forstod og ikke kunne slippe ud af, og om psykisk sygdom, som dengang var, og måske stadig er svær at begribe. En kold martsdag i 1973 tog hun sit liv, efter at hun havde skrevet afskedsbreve til veninden Agnete, og til sin mor, som desuden fik et brev, hun skulle læse op for børnene, der var 14 og 16. Hun skriver:

Jeg kan aldrig gøre jer andet end ulykkelige ved at leve med jer, efter det som jeg har gjort i mit liv. Jeg har mistet mit menneskeværd engang ved dét, som jeg har gjort, og det forhindrer mig i at føle ret til at leve sammen med jer. Derfor bliver alt hvad jeg kan give jer kun sorgen. Men med denne sorg gør jeg jer fortræd. Den knuger jeres liv, den tager jeres livsglæde, og selv pines jeg endnu mer af den fortræd jeg gør jer og ved at vide, at den aldrig kan bringes til ophør. Min sorg må gå bort, før den kan gøre mere ondt. /For her i livet kan den ikke finde nogen steder.

Selvbebrejdelserne, den overdrevne skyldfølelse, følelsen af at skade børnene med sit nærvær er klare depressive træk. Det hun har gjort er jo ikke at begå mord, men at svigte sin kærlighed, af alle de pæne og borgerlige grunde. Benedicte er en Kameliadame, der ikke døde af tuberkulose, men af sorg.
Børnene testamenterede Benedicte til mor og til veninden Hanne Zahle. De klarede sig. Det er en smuk bog, som ikke dømmer nogen, men lægger kendsgerningerne frem, som de aldrig før er blevet det. Vi ser her, at når man ser bort fra KB blev kvinderne overalt de ”små” i Heretica-kredsen. Stadig her omkring 1950 følte mændene sig i deres gode ret til at gøre, som det passede dem. Hvor meget de fik ud af det, er usikkert. Som NB bemærker er det svært at se præcist hvad TBjørnvig fik ud af sin Pagt med KB. Skrivekrisen blev afløst af en mere eksistentiel krise, hvor han formentlig indså, at han havde ladet sig misbruge af KBs magt over ham. Måske derfor var han så længe om at afvise Benedicte – han følte sig skyldig.

NB skal have tak for at have fundet Benedicte frem igen og for at bruge hendes egne ord til at beskrive hende. Sammen med din egen fair og smukke beskrivelse af en kvinde, der snublede i kærligheden.