MAI MISFELDT

Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen for 2002 til Camilla Christensen for romanen Jorden under Høje Gladsaxe

29. januar 2003

”Hver gang jeg havde til hensigt at forstå visdom og få indsigt i den plage, der forekommer på jorden – hverken dag eller nat får man søvn i øjnene – da indså jeg om alt det, Gud gør, at mennesket ikke kan finde ud af det, der sker under solen. Hvor meget mennesket end slider og søger, finder det ikke ud af det. Og selv om den vise siger, at han forstår det, kan han ikke finde ud af det”.

Citatet fra Prædikerens bog står som indgang til Camilla Christensens seneste digtsamling Stakkels bobcat, fra 2000. Mennesket kan ikke finde ud af det, siges det, verden er uforståelig. Men denne verdensgådefuldhed, denne store uforståelighed, er ikke desto mindre det, der driver menneskene. Driver dem til at skrive romaner og digte, driver dem til at male billeder og hugge i sten, til at forske i matematikken og til at fordybe sig i arkæologiens mysterier. Jo flere ord og begreber vi kan tolke verden i, jo større bliver den. Måske ikke mere forståelig, men mindre fremmed.

Camilla Christensen har en sjælden fornemmelse for sprog. Hun ved, at verden bliver til ved at blive navngivet, og derfor er den største synd at sløse med benævnelserne. Det gør hun heller ikke - Camilla Christensen har noget med synonymer – måske tvivler hun på eksistensen af le mot juste, måske er virkeligheden bare så kompliceret, at der skal mange ord til, når den skal fanges ind i sprog, og måske derfor falder sætningerne som lange snoede guirlander ned over siderne i hendes nye roman. 

Vi skal have ord på verden, ord der nuancerer, præciserer, konkretiserer og metaforiserer. Også når vi går erindringens vej, som måske fører os tilbage til en barndom i et åbent og sprogfattigt landskab, skal der sættes ord på. ”Baglæns, vi løber baglæns; dér ved ågabet, se! frygtindgydende! det er blomstret og så stort og jeg ved ikke hvad det er; kom, skynd dig, hjælp mig, giv det et navn, ellers ender vi i havet”

Navnene skaber Camilla Christensen også gerne selv, som nu ordet ågab fra førnævnte digtsamling. Ågab er, ligesom titlen på debutdigtsamlingen fra 1985, Fejlspændt, ikke et ord man kan slå op i Ordbog over det Danske Sprog, som Camilla Christensen tydeligvis holder meget af.

Jorden under Høje Gladsaxe er Camilla Christensens anden roman og hendes 10´ende bog. Det er et helt eget værk, som på alle måder stikker ud fra årets bunke af danske romaner. Det er en roman, som man opdager, at man har savnet. Og er det ikke netop kendetegnet ved det gode værk? Med hele sin viltre, burleske, poetiske, rytmiske, virrende, egensindighed insisterer Jorden under Høje Gladsaxe på, at romaner finder sted i sproget og at sproget også smages med munden, og ikke kun ses med øjnene.

Jorden under Høje Gladsaxe er en genrejsning af et steds værdighed. Ikke ved at se op mod de svimlende 15 etager, men ved at panorere ud over stedet, nærme sig menneskene, se ned i jorden, og tilbage i tiden. Stedet er Høje Gladsaxes højhusbyggeri, som forfatteren, dengang en lille 8 årig pige, flyttede til sammen med 7000 andre engang midten af 60´erne. Et socialdemokratisk boligkompleks, skabt i den bedste mening og på det tankegrundlag, at hvis mennesket fik lys, luft og badeværelser fandt det nok selv ud af resten. Et sært mekanistisk menneskesyn, som, ligesom så mange andre steder i verden, viste sig at slå slemt fejl. I Høje Gladsaxe havde man omhyggeligt planeret al erindring væk, inden byggeriet blev opført. Ingen af de nye beboere vidste om den jernalderlandsby, som det nye montagebyggeri knejsede på. Som Camilla Christensen selv har formuleret det:

”Tavshed om slægtens historie, opvækst i et historie- og fortællingsløst landskab betyder sprogligt underskud, et radikalt fortolkningsunderskud.”

Folk fra ikke-steder som Høje Gladsaxe beskriver sjældent sig selv. De bliver beskrevet af andre, som problematiske eksistenser, folk der skal aktiveres, integreres, resocialiseres eller hvad man nu kan putte på af handlekraftige ord. Romanens personer kunne godt falde ind i disse kategorier. Men det gør de ikke, for det gør ingen, viser Camilla Christensen os med sofistikeret elegance. Persongalleriet er overskueligt. Her er Salah den statsløse palæstinenser, som hver dag befinder sig på Centerets bibliotek, hvor han studerer ODS, når ikke han dyrker sit sprog med rivende tungefærdighed bag lejlighedens døre, den kærlighedshungrende omsorgsmedarbejder Brigitta, med de begavede fingre, og den arbejdsløse flymekaniker, som bærer på en voldsom angst. Gemt i et hjørne i det synkende punkthus sidder romanens tikkende bombe i form af den unge 2. generationsindvandrer.

Disse mennesker begiver sig langsomt ind i hovedpersonen Arthurs liv. Arthur gider egentlig ikke, for Arthur er en rigtig dansk roman-anti-helt. En mand, der kun er en næsten-eksistens, som ikke orker at træde i karakter, overfor sig selv, ekskone, barn eller arbejde, men bare sidder der og glor ind i væggen. Men der ser han noget andet end de fleste. Arthur kunne i fuld overensstemmelse med sandheden citere Søren Ulrik Thomsen for sin elskede, hvis han altså havde en: ”Tilgiv at jeg ser dine knogler før kødet”. Men hvad nytter det, at man kan se symmetrien i Roms kloaknet, hvis man ikke tør møde andres blik? Arthur skal som en sand antihelt vækkes og det bliver han af den urgamle kærlighed. Ikke i skikkelse af en blomstrende ungmø, men i form af en vrissen gamling med rollator, som kræver at Arthur skal gå igennem den bundløse Kratersø tilbage til jernalderen og elske med hende… Og hvis nu ikke Arthur havde haft sit røntgenblik, der havde afsløret Gunhilds 90 rygrade er det ikke sikkert, at han havde turdet. Nu bliver det kærligheden som fører arkæologen Arthur tilbage gennem stedets historie og tilbage til sig selv.

Jorden under Høje Gladsaxe handler om denne gralsridders vej til at gøre et ligegyldigt opholdssted til en hjemstavn. Som Dan Turèll gjorde med Vangede, Klaus Rifbjerg med Amager, Bjarne Reuter med Brønshøj, Tove Ditlevsen og Kirsten Thorup med Vesterbro giver Camilla Christensen Høje Gladsaxe sin historie tilbage. Det gør hun på en overbevisende måde, skrevet med en rytme, en dynamik og en lidenskab som kun den skrivende, med et stof der brænder, kan oppebære.

Med Jorden under Høje Gladsaxe har Camilla Christensen rejst et sprogligt reflekterende punkthus, som med alle sine vinduer, elevatorer, små altaner, skakter, trappeopgange og hemmelige kælderrum står her i det litterære landskab og flimrer. Gå ind i det, far vild i det, og kom forandrede ud igen. Hils på borgmesteren, der som en anden hjemsøgende ånd ikke kan slippe stedet, men som igen og igen dukker op med sin viltre pandelok og sit frådende temperament. Og vær god ved barnet, det rødhårede evige barn, der står ved den bundløse Kratersø og fisker uden krog og madding. 

Det er mig en stor glæde at kunne overrække Camilla Christensen Kritikerprisen 2002 for romanen Jorden under Høje Gladsaxe, der udkom i foråret på Samlerens forlag.