LARS HANDESTEN

Tale ved overrækkelsen af Georg Brandes-Prisen for 2008 til Rune Lykkeberg

Motivationstale ved overrækkelsen af Georg Brandes-Prisen til Rune Lykkeberg for værket Kampen om sandhederne

af LARS HANDESTEN

Der var engang en kritiker, der sagde, at ”Selv de digtere, der har været overbeviste politiske demokrater, har sjældent udstrakt deres forkærlighed for flertalsafgørelser til tro på massernes evne til at fælde fyldestgørende domme om kunst.”

Rune Lykkeberg kunne godt have fremført dette synspunkt i Kampen om sandhederne, men der er faktisk Georg Brandes. Hermed antydede Brandes en modsigelse hos den toneangivende kulturklasse, som Lykkeberg folder ud hundrede år og mange konsekvenser senere.

Det radikale frigørelsesprogram har de to kritikere ikke som fælles projekt, men nok som fælles sag. Og den er de involveret i på forskellig måde. Brandes var med til at initiere projektet, mens Lykkeberg er blevet opdraget i en tid, hvor kulturradikale synspunkter har optrådt som evigtgyldige sandheder. En bog som Kampen om sandhederne er et produkt af det kritiske sindelag, som siden Brandes har præget vores kultur. Det er derfor helt naturligt, at Lykkeberg giver en skarp kritik af den kritiske selvforståelse og på den måde både arver og reviderer kulturradikalismen og dermed giver den nyt liv. For uden selvkritik må kulturradikalismen gå i sig selv igen, og det er vi måske dårligt tjent med.

Kulturradikalismen indeholder nogle indre selvmodsigelser, som Kampen om sandheden demonstrerer med overbevisende kraft. Der gives fine beskrivelser af, hvordan en kulturel overklasse har kritiseret magten, men samtidig har været ganske blind over for sin egen magtudfoldelse og undertrykkelse og derfor og til manges forundring har fremstået med en arrogant bedrevidenhed. Det er en interessant analyse, fordi giver nogle forklaringer på, hvad der skete omkring det såkaldte systemskifte i 2001 og ikke mindst hvorfor det skete. Hvordan kunne regeringen Fogh komme afsted med at lave en alliance mellem den økonomiske over- og underklasse mod den kulturelle overklasse og gøre den til hadeobjekt og roden til alt ondt?

Svaret på dette spørgsmål giver Lykkeberg ved en præcis analyse af forskellen mellem de objektive samfundsmæssige vilkår og det enkelte individs subjektive oplevelse. Han trækker på vidt forskellige fagområder som litteraturhistorie, kulturanalyse, sociologi og politologi. Det er bogens særlige kvalitet, at den hermed kombinerer, hvad der ofte er skilt ad.

Lykkeberg citerer Martin A. Hansen for at have sagt, ”at ingen eksperter ville kunne overskue alle problemer i fremtiden, men at de fleste højtuddannede uden for deres eget felt ville komme til at høre til blandt de uvidende.” Det har jeg ofte erfaret – og det er derfor at en bog som Kampen om sandhederne er så kærkommen. Igennem sit miks af forskellige fagområder og i kraft af sin forfatters evne til at anskueliggøre sammenhænge, gør den noget klart, som man måske nok havde anet og hørt i brudstykker, men altså ikke selv tænkt og formuleret.

Set fra mit litterære udgangspunkt er det særligt gode ved Lykkebergs bog, at den bruger skønlitteraturen på en meget direkte måde. Han anvender rask væk litteratur af Klaus Rifbjerg, Kristian Ditlev Jensen og Bent Vinn Nielsen og Vita Andersen til at illustrere og tydeliggøre samfundsmæssige problemstillinger. Således bliver litteraturen taget i brug i den offentlige debat, og det vinder den ved. Brandes kunne bruge litteraturen til at sætte problemer under debat. Det kan Lykkeberg også.

Lykkeberg lader det imidlertid ikke blive ved mikset af fagområder og litteratur. Han springer også mellem synspunkter, som man traditionelt placerer enten til højre eller venstre i dansk politik. Derfor er han både blevet udskældt for at være højreorienteret og venstreorienteret af folk, der absolut vil katalogisere synspunkter på den måde. Men det er en gevinst for bogens kritiske sigte, at den ikke er for fastholdere, og at den sætter sin kritik ind fra alle vinkler og ad den vej selv fastholder en slags overordnet neutralitet.

Denne mangfoldighed gør det også muligt for Lykkeberg at komme uden om en traditionel marxistisk analyse af klasseskel og klassemodsætninger, samtidig med at han har et skarpt blik for netop klasseforskelle, hvad enten de er sociale eller kulturelle. ”Det er ikke de sociale klasser, som er forsvundet. Det er beskrivelsen af dem.” hævder Lykkeberg og kommer med adskillige og overbevisende eksempler på, at det skulle være tilfældet. I sin analyse trækker han på den franske sociolog Pierre Bourdieu. Ja, han trækker på en lang række samfundsteoretikere og politiske iagttagere, som han dog bruger kritisk og med et originalt og sammenhængende ræsonnement.

Det Lykkeberg har gjort i sin bog er særdeles prisværdigt, men det falder mig alligevel svært at stå her udelukkende og skamrose en bog, der i den grad er kritisk, og som kalder på debat. Derfor får Lykkeberg heller ikke lov at dø i synden, men skal også på denne festdag have et par kritiske ord med på vejen. Så jeg citerer igen Brandes. Han sagde, at ”Demokrati var et Middel. Maalet var store nye Kulturtankers Indførelse i dansk Aandsliv og Samfundsliv.” Brandes havde en vision og et mål. Han ville noget med sin kritik, der skulle bidrage til frigørelse og oplysning gennem nye og store ideer.

Når jeg før roste Lykkeberg for kunne stifte synspunkt, og snart set tingene fra højre, snart fra venstre, snart nedefra og snart ovenfra, så er der en bagside ved den medalje. Det er nemlig svært at se, hvilke konsekvenser der kan og skal drages af de kritiske erkendelser. Et sted i Kampen om sandhederne står der, at bogen vil gøre os ”klogere på visse forhold” og på sidste side står der lidt om, at det gælder om at komme foragten for andre mennesker til livs. Det lyder så artigt, at det kunne blive til fast pensum i den ”pladderhumanistiske” søndagsskole. Men hvad er det i mere præcis forstand, Lykkeberg vil med sin kritik? Hvad er hans sigte? Hvis de sociale klasser ikke er forsvundet, men fungerer i bedste eller værste velgående, er der så ikke blæst til fornyet klassekamp? Hvor er den intellektuelle kritiker placeret i den kamp? Hvad er hans opgave, og hvem skal han solidarisere sig og danne alliance med? Lykkeberg citerer selv gøgleren Erik Claussen for at have hævdet, at nu har vi sagt fra i lang tid, nu gælder om at sige til. Men hvad skal der siges ja til?

Lykkeberg kommer ikke med noget svar på disse spørgsmål, som bogen indirekte stiller. Til gengæld formerer de kritiske analyser sig. Faktisk ser det ud som om bogen ikke rigtigt har kunne finde sin ende. Det hænger for mig at se sammen med, at den ikke har kunnet definere et klart mål, der kunne fortælle Lykkeberg og læseren, hvornår vi er fremme, og nok er nok.

Lykkeberg får denne pris for at have skrevet en oplysende samfunds- og kulturanalyse, hvor han giver et tiltrængt kritisk overblik og nogle mulige sammenhænge. Men han får også prisen på de 60.000 kr., så han kan få tid til at afklare sit eget værdigrundlag og drage konsekvenserne af sin kritik. Jeg forlanger slet ikke utopiske udkast af himmelstormende kommunistiske eller superliberalistiske dimensioner, men blot en beskeden vision for, hvor kritikken kan føre os hen. Indtil nu kan vi blot konstatere, at Lykkebergs bog har klasse og derfor er blevet klassificeret med Brandes-prisen. Tillykke med den, Lykkeberg, siger jeg på vegne af prisudvalget, og god klassekamp fremover!