LARS BUKDAHL

LØGN OG LATIN Á GOGO eller Det registrerede mørke
Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen 2014 til Harald Voetmann for romanen Alt under månen

Hvornår har en dansk digter sidst oversat prisværdigt fra latin? Måske skal vi helt tilbage til Jens Baggesen fordanskning af Ludvig Holbergs europæiske bestseller Niels Klim fra revolutionsåret 1789. Her får I Baggesens pralerappende version af Niels Klims selvanbefalende digt til Bergens borgere, som Harald Voetmann passende kan spytte med på i dagens anledning:

”Hvad vil du? saa siig!/ Det stærkeste, vældigste, største paa Jorden,/ Fra Syden til Norden./ Maa adlyde mig./ Jeg Regnbuen bryder,/ Jeg Stierner. og Solen, og Maanen nedskyder,/ Jeg Torden at dundre ved Maaneskin byder,/ Mig Stormen og Vindenes Hvirvel adlyder,/ Jeg giør, at af Klippen sig Honning udgyder,/ At Nordhavets Bølge. som Bækkenes, flyder./ At Hekkenfeld fryser og Iisbierget syder./ Hvad vil du? saa siig!/ Hvad findes i Havet, hvad er der paa Jorden,/ I Luften og Ilden, fra Syden til Norden,/ Som lyder ei mig?”

Voetmann har oversat to særdeles læseværdige bøger rent fra latin, Om mennesker og dyr, udvalgte tekststykker fra bind 7 og 8 af Plinius den Ældres Naturalis Historia, i 2008 og Petronius’ roman-fragmentarium Satyricon i 2009.

Og så har han oversat urent fra latin, monteret rene latinske oversættelser sammen med falske latinske oversættelser, i sine to fremragende, brandoriginale historiske romaner, Vågen fra 2010, der rent faktisk udspiller sig eller rettere udskriver sig i det gamle Rom med nævnte Plinius den Ældre som en slags hovedperson, og Alt under månen fra sidste år, som han i dag modtager Kritikerprisen for og som udspiller og udskriver sig i renæssancen, mestendels i og i omegnen af Tycho Brahes observatorier på øen Hven med Tycho Brahe som samlingspunkt, men kun en blandt flere centrale personer. 

Én hel, semi-usynlig og svært opdrivelig bog består kun af falsk oversat latin, nemlig bind 3 i den selvudgivne serie med det latinske serienavn Trivia, fra 2011, der indeholder ”fragmenter” af den ubetydelige (og formentlig fiktive) romerske embedsmand Spurius Polluctus Virgis’ diverse skrifter fra et langt begivenhedsløst liv; her er et sent brevfragment:

”… forbandede besvær med vandladningen, og det hjælper mig jo ikke stort, at du påpeger, at den slags er ganske almindeligt. Hvis det er så almindeligt, kunne man (med rimelighed hævde, at) … ikke mene, at jeg stadig skal spise enebær i så store mængder, jeg spiser dem både syltede og rå og kogte og tørrede og stadig dette besvær med min vandladning. Nu har jeg bare også en konstant snerpende fornemmelse i mund og gane, som jeg mistænker, at den bedste kur mod ville være at spise færre enebær, men jeg er jo selvfølgelig ikke nogen …”

 Falsk oversat latin er tekst, der lader som om, det er er oversat fra et latinsk forlæg, som imidlertid ikke findes. Hvornår har en dansk digter sidst oversat prisværdigt falsk fra latin? Velsagtens aldrig, og jeg vil også betragte det som højst usikkert, om det kommer til at ske igen for en fremtidig forfatter. Det er meget eksklusivt Harald Voetmanns trip.

 Og sikke han også tripper på det - der tændes en perverst livgivende og djævelsk inspirerende gnist i springet, i det forestillede spring, fra den ikke-eksisterende original til den falske, men reelt eksisterende oversættelse. Den dygtigt elastiske, danske sproghud invaderes af fremmedsprogets dansende skelet! 

Vågen bestod af lutter ægte og falsk oversat latin; det er lidt mere broget med Alt under månen – det er I DET HELE TAGET lidt mere broget med Alt under månen. De virkelige, meteorologiske dagbøger skrevet af Tychos assistenter, de såkaldte drabanter, er, har Voetmann venligt oplyst, altovervejende skrevet på dansk (men jo 1500-tals-dansk, det skal også fordanskes) med små indslag på latin – og så skrev en enkelt af drabanterne på tysk. Med al sandsynlighed er kun en brøkdel af romanens dagbogsblade imidlertid ægte citeret/oversat. Hvad angår resten af de dokumentariske teksttyper i romanen, virker det hele (bortset fra Tychos digt til sin tvillingebror og enkelte citater) falsk oversat fra vel først og fremmest latin – Tychos breve til sin bror og kollegaen Falk Gøyes apokalyptiske  kommentar kan svært være skrevet på et andet sprog, hvis de altså havde været virkelige.

Det er klart, at den falske oversættelses dynamik har betydet noget for Voetmann-skriften, der i de fire kortprosasamlinger, der gik forud for Vågen, elskede at gå umådeholdent knopskydende, detaljeret æklende amok. Skriften knopskyder og ækler stadigvæk, gudskelov, det er ikke for det, men det sker med en anden fyndighed og klarhed og sgufandeme poesi og visdom, ikke på trods af det pastichiøse filter, men på grund af det.

 Bogens mest brogede tekstspor, drabanternes dagbøger, er også oeuvrets hidtil mest rørende og renfærdige og nøgne tekstspor: Vejr og sex og arbejde og død:
  ”Østnordøst, frost, mørkt vejr, frost. Tyge til Skåne. Først om morgenen mørkt stille, siden skinnede o smukt klart, som dog ikke varede længe; men det var siden mørkt den ganske dag og nat. Tyge vendte hjem med den mester (= bøddel LB) han havde valgt. Jeg sad øverst på skrænten med min ølkande og med ulveskindet om mig, så dem ro ind fra skibet.”

Dertil kommer det essaystiske spor, der er Tycho Brahes breve, det udsyrede spor, der er Falk Gøyes kommentar, og det slapstick-atige spor, der er beretningen om guldmageren Erik Langes rejser, men alle ejer de et ligefremt, fodrapt attak, der er et novum i forfatterskabet.

Gammelkendt er til gengæld Voetmanns misantropiske kosmologi, der måske bedst, og denne gang helt bogstaveligt, kan sammenfattes i Oscar Wilde-sentensen: ” “We are all in the gutter, but some of us are looking at the stars.” Kosmologien tilspidses i en række poetisk visionære højdepunkter, der står i markeret modsætning til – men gerne blander sig med– drabanternes jordslåede dagbøger. I en vildt uhyggelig, enkeltstående tekst, betitlet ”Kviksølv”, følger vi et gøglerpar og et hundekobbel bevæge sig nærmere og nærmere og nærmere hinanden i drømmeagtig slowmotion. Det er selvfølgelig et billede på alting og kunsten og så videre. Lad os her vælge den fredsommelige fortolkning, at bjældemand og søn er forfatteren og hans roman og flokken af hunde nærværende Litteraturkritikernes Lav:

 ”Bjældemageren synger om sine bjælder. Både han og drengen er dækket af dem fra top til tå. Mellem hvert vers fra den gamles mund springer drengen op og slår hælene imod hinanden i luften og der lyder en skinger klirren. De to står ved porten, lyset fra deres dragt skærer i øjnene, de er dækket af skinnende kugler. Sangen bliver lidt dristigere for hvert vers. Set fra vinduet i loftskammeret er figurerne som to dynger af skarpt lysende punkter; en større, krum dynge med stok, og en mindre dynge, der spræller på ladet af kærren.

 Fire slanke hunde rejser sig fra Uraniborgs skygge, én af gangen, den ældste og magreste først. Med sunkne hoveder og tungen daskende slapt fra gabet går de på række mod porten, en søvndrukken procession, dorskt skumlende trasker de, modvilligt vristet af deres slummer. Den haltende tæve (det er mig, LB!) går forrest, hver af de følgende synes noget mindre stivbenet end den foran, som om der med graden af dvaskhed følger en grad af autoritet. Den bagerste kan endda ikke undertrykke en logren.”   

 Vi bjæffer tak for den pivfalske latin på det vaskeægte dansk med en ordentlig bunke virtuelle, men effektive sølvmønter! Tillykke, Mester Harald!