LARS BUKDAHL

Pennen i kødet
Tale ved overrækkelse af Georg Brandes-Prisen for 2000 til Joakim Garff for SAK, Søren Aabye Kierkegaard

Det er med stor og glædelig og gladelig skepsis, at årets prisudvalg: Erik Skyum Nielsen, Erik Svendsen og undertegnede ikke-Erik har besluttet, at Georg Brandes-prisen for år 2000 skal tilfalde Joakim Garff for hans biografi, SAK, Søren Aabye Kierkegaard. To til tre forhold har vi været særligt skeptiske overfor:

For det første det forhold, at bogen er populær, at den sælger som varmt brød, for en ægte litterat kan 15.000 læsere eller 20.000, eller hvor meget det nu i talende stund er blevet til, umuligt have ret.

For det andet det forhold, at vi ikke er sikre på, at værket ikke snarere skulle have kandideret til dagens anden pris, Kritikerprisen, det nemlig både ligner og lader sig læse som en forbandet (god) roman: Ikke engang cliffhangers af den mest grelle, melodramatiske art holder Joakim Garff sig for fin til, som da han på side 124 undlader at informere om den anden, endnu mere hemmelighedsfulde baggrund for »den store Jordrystelse« med denne ikke fuldt ud overbevisende begrundelse: »Årsagsammenhængen giver han først fra sig digterisk i 1845, så længe venter han. Det må vi andre derfor også.« 175 sider skal henflyde, før en kriminalistisk læsning af Skyldig?-Ikke-Skyldig? måske, måske ikke udæsker et svar.

Nært sammenhængende med romanagtigheden er tredje skepsisbefordrende forbehold, nemlig det at biografien simpelthen er for underholdende og for   hvad skal man sige   biografisk. Nemlig biografisk i den monumentale, detaljemyldrende angelsaksiske tradition, som har lært det meste af det, den kan, fra romanen, den monumentale, detaljemyldrende roman.

Den slags generøse biografier, der forlener detektivisk og analytisk skarphed med panoramisk og detaljeudpegende fortælleglæde, er vi ganske simpelt ikke forvænt med hertillands, og derfor ved vi heller ikke, hvad vi skal stille op med dem, ud over at give dem priser. Det mest kriminelle forhold ved SAK kan vise sig at være den filmatisering, som næsten uundgåeligt må følge, dog er måske Jesper Klein efterhånden blevet for gammel til hovedrollen.

Knudepunkterne i romanen om Kierkegaard foreligger jo til overflod på forhånd, ikke mindst fra Kierkegaards egen hånd: Faderen, Regine, Corsaren, Kirkekampen. De mildest talt gennemtravede historier om faderen og Regine formår Garff at illuminere på ny:

Far-historien først og fremmest ved at efterspore enhver grum faderlig rungen i teksterne, og Regine-historien først og fremmest ved bare at fortælle den eller rettere sagt ved at fortælle, hvad der siden hændte, alle de tavse, ømme møder ved Sorte-damssøen og det skæbnesvangre, misforståede nik i Frue Kirke. Garff har gjort et kup ved at vælge at se ud over knudepunkterne og give ansigt og stemme til det guldalder-København, som Kierkegaard med så stor fornøjelse dagligt badede sig i. Formlen  geni i en købstad  er for det meste blevet vendt på hovedet som  en købstad i geniet , hvor den unægtelig blev lille, købstaden, om end den jo var genstand for ingen ende på omtale. Garff forholder sig i stedet dialektisk til formlen, således at det ikke kun er gennem geniets troldsplint, vi får lov at se Heiberg, Grundtvig, Mynster, Martensen, P.L. Møller, Goldschmidt, Rasmus Nielsen og de andre jo ikke ligefrem ufremragende ånder, der vandrede ved hans side og nedenfor hans vinduer. To vigtige, ikke som sådan højtærede, bifigurer får gennem nænsomme portrætter noget af en genoprejsning, nemlig den massivt vægel-sindede storebror, P. C. Kierke-gaard, og den troskyldige og trofaste ven, Emil Boesen, de er gode pludselig at få øje på.

Afgørende for at skabe et vellignende, nærtgående billede af selve Søren Sok, ja for overhovedet at skrive en biografi, er en basal respektløshed. Eftertrykkeligt humaniserer Garff filosoffen i al hans meget konkrete forfængelighed og excentricitet   decideret hypnotiserende er beskrivelsen af Kierkegaards kaffedrikning:

Først en pyramide af sukker, derefter hældes kaffen langsomt sivende ned over. Vi får også herligt mange økonomiske opgørelser, droscheregninger, almisseudbetalinger og deslige. Det på samme tid smukkeste og smukkest skildrede træk er den allerede nævnte peripateti, de idelige byvandringer, hvor der blev tænkt, samtalet og nikket til bogstaveligt talt Gud og hvermand. Det er ikke med ironi eller patos, Garff indfanger sin hovedperson, men med kærligt distanceret humor, eller bare humør.

Kierkegaardsgraver jo er slemt nok, og næsten lige så slemt som overgrebene i det første, hvilket også vil sige forrige, vellykkede biografiske forsøg, Georg Brandes  134 år gamle Søren Kierkegaard. En kritisk fremstilling i Grundrids, som Joakim Garffs værk deler både tendens, metode og synspunkter med. Hele Brandes  flammende rationalistiske kristendomshad slutter lic.theolen naturligvis ikke op om, ikke uden videre i hvert fald, for langt hen ad vejen er han jo enig i Brandes  biografiske/psykologiske a-nalyse af Kierkegaards karakter, herunder hans religiøsitet. Såvel Brandes som Garff peger på den dybe patriarkalske, pietistiske påvirkning fra faderen, der til Brandes voldsomme hovedrysten og Garffs blidere bl.a. betød, at han til ikke sin, men til Mynsters dødsdag, i al offentlighed opretholdt en til det ydmygende grænsende respekt for enhver autoritet og myndighed. Garffs fra sin licentiatafhandling medbragte hovedtese om livet, der med Regine-historien slår ind og bliver en skrift, som derpå via Corsaren slår ud og bliver liv med kirkekampen, strukturerer også Brandes  biografi, hvis fyndige formel jo er: Først Paradox, så Passion. Sherlock Holmes er om en hals er de begge.

Joakim Garffs overordnede Kierkegaard-undergravende mission er todelt, som undertitlen til hans licentiatafhandling, Den Søvnløse, 1994, »Kierkegaard læst æstetisk/biografisk« så klart markerer med sit både-og. Licentiatafhandlingen er så den æstetiske del, og biografien naturligt nok den biografiske del (for nu slet ikke at tale om stadier). Som Garff forklarer i afhandlingens forord er der to ting, der er absolut fy-fy at gøre ved Kierkegaard, at læse ham æstetisk og at læse ham biografisk. Og så er det, en litterat, der er vokset op med en uforsonlig modsætning mellem æstetik og biografi, endnu en gang må tage sig til hovedet. Men det er jo rimeligt nok, at en opbyggelig fortolkning altid må sky både æstetikkens løsagtige bogstavelighed og biografiens platte konkretion.

Og intet sted bliver denne dobbeltcensurs skandale mere graverende end i tilfældet Kierkegaard, der i monstrøs grad skiftliggør sit liv og levendegør sin skrift; hans hjerteblod er ikke bare sort som blæk, det er blæk. Garffs paradoks par excellence er, at pseudonymiteten muliggør den mest nådesløse frimodighed, eller bekendelse, som man sagde i halvfjerdserne.

Ild under og gennem denne proces er et umådeligt overskud, en skrivegalskab og et skriftvanvid, hvert blik fra Regine er Borte med Blæsten i widescreen og technicolor og hvert stik fra Corsaren et helt Isenheimeralter. Hos Kierkegaard er æstetikken biografisk og biografien æstetisk. Og så er litteraten jo næsten blevet overbevist, han er i hvert fald blevet forført.

Ikke mindst fordi Garff med stort talent forsøger at skrive i øjenhøjde med sit offer. Det myldrer i det digre værk med brandere og vitser og kvikheder og almindelig elektriserende ironi og humor (ved siden af alle de kulørte romanagtigheder). En almindeligt forekommende figur er den lille giftighed, der simpelthen ikke kan holdes tilbage til allersidst i et kapitel, der ellers var i gang med at ende værdigt med et vægtigt citat.

I en to år gammel artikel beklager Garff Kierkegaardforskningens almindelige stilløshed:

»( ) det er ( ) lige så beklageligt som betegnende, at den, der går mere eller mindre akademisk til Kierkegaard, almindeligvis aflægger udførlig rapport om metode, men sjældent gør sig den ulejlighed at reflektere over Kierkegaards stil og derfor heller ikke over valget af den stil, hvori man selv genskriver Kierkegaards forfatterskab.« Det er sigende og særdeles tankevækkende, at de to, der bedst har levet op til Kierkegaard æstetiske fordring er de uregerlige biografer Brandes og Garff.

Og derfor opløses til slut al skepsis om, at årets Brandespris må og skal gå til Joakim Graf!