KIZAJA ULRIKKE ROUTHE-MOGENSEN

Tale i anledning af overrækkelse af Kritikerprisen 2015 til Ursula Andkjær Olsen for digtsamlingen 'Udgående fartøj'.

Ursula Andkjær Olsens Udgående fartøj er mange ting: vredesudbrud og filosofisk skrift, klage og hymne, metafysikkritik, samtidskritik og fremtidsutopi.
Den er en massiv monolit af en bog – for nu at bruge af dens eget vokabular. Og med sit sorte omslag er den en mørk makker til Det 3. årtusindes hjerte fra 2012 med det hvide omslag.

Men lad mig prøve at gøre det kort:
Udgående fartøj er først og fremmest digte om “at tabe/ at have tabt/ at være taber”, som det lyder et sted. Men det er vel at mærke ikke tabet – og sorgen over tabet – som passende afstemt følsomhed, bogen beskæftiger sig med. Det er en rasende, arrig sorg:

TABET ER DEN PISSE SOMMERFUGL HVIS PUPPE ER RUND OG
HÅRD SOM EN KUGLE

jeg er en stenhård kuglebærer
jeg er en stenhård kuglebærer
jeg er en stenhård kuglebærer

kom ikke til mig med jeres bløde shit

 

Der insisteres med andre ord på sorgen som helt igennem uproduktiv følelse. Bogens jeg er gennemført knudekvinde – “rovdyr og fæstning i ét” med en af dets karakteristisk aggressive proklameringer.
Dét er digtningen som udfald, og den skider – for at sige det, som det er – på tidsånden. Ikke mindst tidsånden, som den inkarneres af den positive psykologi og dens endeløse fordringer om nærvær, positivitet og produktivitet. Det står ganske klart:

jeg er ikke i kontakt med min eksistens hver dag
jeg er ikke til stede i min krop
ingen verdens fucking ting kommer til mig i drømme

nu skal det fyres af

*

At noget skal fyres af, er helt centralt. Det annonceres på bogens første side. Som titlen peger på, handler Udgående fartøj ikke kun om at bevæge sig IND i sorgen, men også om en bevægelse UD. Om en transformation, måske, der går gennem sorgens og selvhadets nulpunkt.
Det kaldes i hvert fald “øvelser i selvdestruktion”. Det kaldes:

den bevægelse hvori taberen bliver til vinder
bliver til
den bevægelse hvori vinderen igen bliver til taber bliver til hævner
bliver til

det nye menneske

 

I den bevægelse går sorgens hårde kugle fra at være massivt sort hul til en slags kosmisk krystalkugle med hele verden indeni: “en kugle med touch screen/looking glass”, som der står. Der ligger en utopi i den bevægelse UD, eller med bogens egne ord, en hyperdrøm: “mit mål er at omstøde AL ensomhed/ mit mål er at kommunikere med ALT”, står der og videre:

jeg er begyndt at arbejde med mine blødere dele
jeg er begyndt at kommunikere gennem kropslige udvidelser

touch screen
looking glass
touch screen
looking glass

/kugle

 

Her kan jeg passende huske på, at Through the Looking-Glass er titlen på Lewis Carrolls opfølger til Alice i EventyrlandBag spejlet på dansk – om en omvendt verden på den anden side af et spejl, en spejlverden, der måske er en drøm.

I Udgående fartøj er den drøm dels en teknologisk utopi, en transhumanistisk og posthumanistisk drøm om at bevæge sig udover det menneskelige og “kommunikere med ALT”, “gennem kropslige udvidelser”: På samme tid en mystisk fantasi om menneskets ophævelse som noget, vi reelt – med teknologiens konstante fremskridt – oplever allerede.

Men drømmen er også, helt enkelt, en social utopi. Sorg er grundlæggende et vidnesbyrd om, at individer ikke eksisterer i et tomrum, men bliver til gennem sine bindinger til andre. Og bevægelsen UD i Udgående fartøj er netop også en drøm om at række udover sin egen grænse og “omstøde AL ensomhed”.

Hvis kroppen, som det foreslås, er en voldgrav rundt om selvet, så må vi, som der står, “FLETTE VOLDGRAVENE SAMMEN”: “I er nødt til at åbne jeres voldgrave for min/ række jeres kanaler ind i min afgrund”.

 

*

 

Der er en særlig samklang mellem hjerne og hjerte i Udgående fartøj. På den ene side er digtene næsten filosofi, på den anden virker de helt ur-poetisk kropsligt gribende i al deres affekt.

Det lange, serielle forløb i bogen er én lang opbygning af spænding, en fortætning drevet frem af vrede versaler og messende gentagelser.

Selvfølgelig må det – som den fysiske kosmologi foreskriver – ende i en eksplosiv ekspansion, et big bang, og det gør det. Mod slut slår det ud i et fremmedartet, men strømmende, strålende og sprængt sprog og en nærmest barok jubel:

At græde sammen,
danse i vindtårne.
En anden holder øjnene i hjertet,
og du kan eksplodere mit hjerte så stort!

 

Udgående fartøj er en mørk bog, ja, men den har også et vildt og skønt lys dér i sin hyperdrøm.

Det er lige nøjagtig i bevægelsen fra den tunge sorgs anspændte, hidsige besværgelser til utopiens ekstatisk henførte tungetale, at der opstår noget helt sublimt. Noget, der føles lidt som at bevæge sig fra et koldt mørkt værelse ud i højsommerens skinnende lys.

Jeg vil gerne sige tillykke – tillykke Ursula med Kritikerprisen 2015 – men jeg vil også gerne bare sige tak, for denne bog, mange tak!