KAMILLA LÖFSTRÖM

Tale ved overrækkelse af Kritikerprisen for 2013 til Niels Frank for romanen Nellies bog

Nellies bog har en familie. Den består af Per Højholts 6512 (1969) og William Faulkners The Sound and the Fury (1929) bl.a. Faulkner fik sin titel fra Macbeth: ”Life is a tale, told by an idiot, full of sound and fury, signyfying nothing.” Den linje kan man tage med sig og bakse med, når man læser Nellies bog.

Nok om de gamle familiemedlemmer. Her kommer et citat fra en helt ny bog, som man også kan tage med sig:

”Why will we only read things written by people who do not make spelling mistakes? I lost my perfect language a long time ago. It is my belief that it happened in a small town in Jutland when BF and I discussed something prety harmless.”

Citatet er fra Boyfrind (2014), der er stavet af Christina Hagen. Hun er sammen med Asta Olivia Nordenhof og naturligvis Niels Frank årsagen til, at ’sprogbemestring og spelling mistakes er helt uundgåelige emner, når vi taler om dansk samtidslitteratur.

Det er med andre ord det, denne tale kommer til at handle om, stavefejl og dårligt dansk og forskellene på, hvor fejlene fører hen. For det uperfekte sprog rejser ikke hele vejen de samme spørgsmål hos Nordenhof og Hagen, som de gør hos Frank. Hagens og Nordenhofs værker rejser spørgsmål vedrørende magtforhold og klasse, i Nellies bog er spørgsmålene mere af eksitentiel og filosofisk karakter, altså: hvordan kan vi med sprog nærme os oplevelsen af at være menneske i verden. I Nellies bog er verden kaotisk, og sproget er kaotisk, men sproget er ikke kaotisk for at kunne beskrive verden, det er kaotisk som sprog. Nellie tror ikke på Gud, og Nellie tror ikke på grammatik. Eller måske handler Nellies bog om ikke at kunne tro på Gud eller grammatik. Ser man på modsætningen mellem magt og afmagt, så er Nellies afmagtsfølelse knyttet til den meningsløshed, der opstår, når nogen dør. Det er ikke en afmagt, der kommer sig af uretfærdige magtfordelinger i samfundet, som det kan være hos Hagen og Nordenhof.

Afmagtsfølelsen hos Nellie er samtidig knyttet til sproget og den måde, vi taler om døden på. Nellie og Onkle Benn udviser også dødsforagt, idet de laver practical jokes med tante Hellen, hvor Nellie spiller død. Men på side 221 er det mere afmagtsfølelsen, der præger de to.  Nellie taler i telefon med Onkle Benn, der hoster så det ryster i telefonrøret – vi kan ikke vide, hvis telefonrør det er, der ryster, eller om det er dem begge – det er det fine ved Nellies måde at fortælle på, men vi kan vide, at Benn er syg og skal dø. Til Nellie siger han:

”Ka du husk da din Faar han døed Nellie ? ka du husk nogne sadge og, Jeg, måsge også sagd Selv sagd til dig om at Livet det foresættes ? ka du husk det ? sir han og hoster .

Nej, sir, Jeg , så.

Nej det foresættes jo ikke . Dét en forpullet Løgen ! dét holder op og såddan er dét, og dét så det énéste vi ka vid om dét ! sir han .”

Læg mærke til at Benn misforstår Nellies ”nej” – Nellie svarer nej på spørgsmålet om, hvorvidt han kunne huske dengang osv., men trods misforståelsen glider samtalen alligevel. Bogens merbetydning opstår i høj grad via misforståelser, den bygger på misforståelser og fejl, og i næste led kan man så også medregne læserens fejllæsninger. Gertrude Stein, der elskede sprogskabte misforståelser (og grammatiske analyser!) – hendes rangordning af ordklasserne, den hvor hun afskrev substantiverne som uinteressante, fordi de blot er navne på ting, og tingene er mere interessante end navnene på dem, og adjektiverne, som jo bare lægger sig til substantiverne kunne Stein heller ikke bruge, men verberne, verberne de var interessante, fordi de kan afstedkomme misfortåelser. Den besværlige rangorden – også besværlig for Stein selv – slipper Nellies bog helt for, fordi den er sluppet fri fra grammatikken. Her kan alt misforstås, fordi Nellie ikke underlægger sig de grammatiske regler. Nellie scribler heller ikke om tingene og deres navne som Stein (og andre), men om ordene og deres ”Nauvne”. ”No no Nellie Your mis understood me!” er der på et tidspunkt en frokostdate, der siger til Nellie. Dét kan selv en kat forstå … og misforstå.

Den afmagtsfølelse og meningsløshed, som Onkle Benn og Nellie mærker, når de tænker på og taler om de døde, står i modsætning til det præsten i Nellies bog siger, eller præsten i Nellies gengivelse siger: ”alle ting gir da Menning når at man ka troe. Og se det betydt jo det gir og så Menning når at NOGNE døer hvis at blot man troet på ham ( GUD ). Fordi fordi fordi at så veed man så den døed får Fred , i den andnen Verdnen sammen med ham ( GUD ) . Så dét dét betydt er Liddelse gir Menning . og det betydt Sorgen gir Menning .”

For Nellie og Onkle Benn er sorg bare sorg.

Med forvirringen og præciseringen af, at ’ham’ er ’GUD’ i Nellies skrivemåde: ”blot man troet på ham ( GUD )”, står der også indirekte at for at tro på Gud, må man tro på præsten …

Og her kommer så Nellies ’men’ ift. præstens ord: ”Men se hvis at man så ikke lige troet så gir det ikke . ingenting gir . Liddelelse er barer liddelelse , og sorg er også barer . GUD barer et Ord , eller Nauvn” (side 268).

Nellie scribler (og scrabler), Nellie ser film og kan opfattes som et slags filter, læseren får mulighed for at se, ja hvad – film eller verden – igennem? Skal vi opfatte Nellie som en fortolker af verden? Eller påpeger Nellies bog snarere, at vi altid fortolker verden, afkoder tal og skyer på himlen fx? Nellie ser kodesprog alle vegne – anagrammet tager han ret løst på og derfor kommer han ”hel til Mewico”. Der er koder der skal afkodes og regler der skal læres, men giver det mening? Det er som om, der er en regel, der får lov at stå, regel nr 1: ”Trak vejert ordnelig ind i gennem Næsen, og ud i gennem Mundnen osvider ind af den iggen .” Måske fordi det i bund og grund er det eneste, der er at gøre, at trække vejret ind gennem næsen og ud gennem munden – og det er det eneste, der adskiller de levende fra de døde.

Nellie har en ”Sindts forstyresle”, som der ikke er noget navn for. Nellie er jo ”ikke så god til Ord og ders Nauvne”. Igen og igen scribler Nellie ”Dét veed , Jeg , så ikke noegt om .” eller  ”Jeg , ka ikke vid dét og veed dét hellere ikke”. Nellie udtrykker sig i pleonasmer eller tautologier, men hvis man fx ser på det sidste indlysende eksempel her, så står der faktisk noget mere: ”Jeg , ka ikke vid dét og veed dét hellere ikke”. Dobbeltkonfekten er i første gang morsom, men med stavefejlen står der samtidig: ”jeg kan ikke vide det og foretrækker ikke at vide det.”

”Ord er ikke nåk” noterer Nellie allerede på side 10, men det er som om at, hvis Nellie fordobler ordene, altså udtrykker sig tautologisk, at han alligevel kommer melankolien og tabsoplevelsen nærmere. Det er ikke en konklusion, Nellie drager, det er mig, der læser Nellies tautologier som kloge og sande – og på en måde mere dækkende end korrekt sprog ville være det, lyt bare her: ”det så sørgeligt at græde”, ”hjemvejen hjem”, ”råbe med stemmen”, ”aftale en aftale”, ”lys fra lyset” og ”drømme drømme i drømme”.

Men hvordan skal vi forstå Nellie? Altså ud over at vi er nødt til at lære at læse på ny. Hvordan skal vi opfatte Nellie? Hvor uskyldig er Nellie fx? Eller hvor lidt eller hvor meget ved Nellie? Nellie ved jo fx godt selv, at han ikke er en pige, det er de andre, der bliver forvirrede, frisøren fx der skal klippe ham  –  og så et par anmeldere. Nellie ved også hvad han ikke kan vide. Jeg vil ikke kalde Nellie for udspekuleret, men bare minde om, at det jo er Nellie, der har scriblet Nellies bog. Vi har det altså kun fra Nellie. A tale, told by an idiot … a fool, but ”It takes a fool to remain sane”. Eller: It takes a fool and some spelling mistakes to remain sane.