ERIK SKYUM-NIELSEN

Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen for 2016 til Rasmus Nikolajsen for Tilbage til unaturen

Kan man skrive noget smukt uden at gøre sig dum?

 

Af Erik Skyum-Nielsen

Tildelingen af årets Kritikerpris til Rasmus Nikolajsen (f. 1977) må på én gang kaldes en sejr og et nederlag for litteraturen. Det er et sviende nederlag for Litteraturen med stort L forstået som en velsmurt maskine, der producerer ”bestjernede” og ”behjertede” paperbacks til lufthavnene og facile diskussionsobjekter til syklubberne og nogenlunde nemme eksamensopgaver til eleverne i gymnasiet. Men det er en kæmpe sejr for litteraturen med lille l forstået som normsabotage, konventionskritik og vilter, dekonstruktiv praksis.

En anmelder skrev engang om en af Rasmus Nikolajsens små, ret tidlige bøger, at poeten, i modsætning til de gamle og lidt ældre i litteraturbranchen, ikke forsøgte at indkredse en følelse eller omslutte et tema, men at hans drivende interesse snarere rettede sig mod at nå nedad, ned omkring bogens underste grænse og ned, hvor digtet hører op med at være digt, og hvor poesi forhindres i at danne et billede på andet end sig selv.

Samme anmelder skrev endvidere, at Rasmus Nikolajsens sabotager primært rettede sig imod selve den poetiske metafor, det basale greb, hvorved noget påstås eller selv påstår at kunne stå-for-noget-andet. I stedet forsøgte digteren, hed det, en stadig, frihedssøgende betydningsproduktion uden at ville postulere sammenhæng eller Mening.

Alle disse firkantede karakteristikker står anmelderen sådan set stadigvæk ved. Blot kræver de nuancering og præcisering. For det æstetisk bemærkelsesværdige ved Rasmus Nikolajsens lyrik og på det seneste også prosa er, at det på trods af traditionskritikken gang på gang lykkes ham at skabe kunst omtrent så holdbar som antikkens marmorstatuer; at der i sabotagerne paradoksalt opstår små lynglimt af skønhed og sødme; og at hans dekonstruktive strategier netop ikke afskærer ham fra at stille visse skarpe og vedkommende spørgsmål.

Således spørger han med Tilbage til unaturen til sin egen og vores og Henry David Thoreaus gamle drøm om at vende civilisationen ryggen og måske nå frem til noget andet og mere: Naturen. Instinktet. Det gode liv. Han spørger i forlængelse af Per Højholt, om mennesket er nabo til eller del af naturen. Han spørger, i ikke ukritisk fortsættelse af Inger Christensen, om det virkelig kan være hele sandheden om os, at mennesket er ”universets tåbe”, ”naturens sidste selvoptagne spring”. Han spørger ligesom sit forbillede Klaus Høeck, om en personligt og stedsmæssigt eksplicit situeret poesi kan række udad i det fælles. Og han spørger, i lighed med Theis Ørntoft og en række andre nordiske årtusindskiftepoeter, hvor det uberørte mon kan findes, her i ’antropocæn’, hvor menneskene har kultiveret naturen og indlandsisen smelter med rekordhast og livet i havene trues.

Rasmus Nikolajsen debuterede i år 2000 med den kvadratiske samling Digte om lidt, som året efter fulgtes af Sølvkanin og i 2003 af Frihed og sex på rejsen. Metoden i disse tre bøger kan nok bedst beskrives som et postmodernistisk update af de sene 1960’eres systemiske lyrik, kombineret med musikalske samplings- og collageteknikker. Frank Jægers optakt ”Bedstefar, tag dine tænder på” molesteres og massakreres således frækt til ”Kærstepar, tag mine hænder på / køleskabet stikker ud sin snude / og en gabestok udbringer glad / julens gode: denne selvmordsknude”. Og hvor biskop Thomas af Strängnäs lovpriste så fromt i ”Frihed er det bedste guld”, foretrækker Rasmus Nikolajsen at vrænge og grimassere: ”Frihed er en bondeknold: / O-tab-O-vind-O-fodboldhold! / O-lærkesang! O-vejret! / En dag kan spredes i en klo / men gror min vej? / Du får en ko / måske den sky er spærret.”

Havde digteren nu fortsat i de tre første samlingers spor, var rejsen muligvis endt blindt. Men: Fra og med Alting ender med et bryllup (2008) tager hans forfatterskab en tydelig narrativ drejning, og med rejsebogen I Athen (2009) åbner han en ny buslinje i form af et metafiktivt prosaprojekt i både formmæssig og motivisk dialog med H.C. Andersen. Herfra var der så ikke langt til den af hans udgivelser, som mest ligner en ganske almindelig bog, nemlig de tre lange fortællinger i Den ulykkelige boghandler, 2014.

Hov, stop nu lige lidt, siger jeg så til mig selv. Er du nu ikke i færd med at almindeliggøre det ualmindelige, integrere undtagelsen i reglen og usynliggøre konsekvensen i prisvinderens oprørske praksis? Jo, heldigvis. For Rasmus Nikolajsen pendler såmænd fortsat mellem nørdet alvor og gakket ironi. Hans humoristiske overskud er åbenbart uudtømmeligt, hans sproglige præcision stadigvæk aldeles formidabel og hans helt specielle filuragtige intellektualitet stadig uovertruffen.

Det fremgår med al ønskelig overstrømmende overtydelighed af Den ulykkelige boghandler, som på episk handlingsplan beskriver en Rifbjergsk biltur til Kandestederne, en H.C. Andersensk fodrejse til Københavns Sydhavn og en Peter Seebergsk eller snarere Bjarne Riisesk cykeltur i Dollerup Bakker med udgangspunkt i Hald Hovedgård, men hvor bevægelsen gennem landskaberne ustandselig bliver bremset af parentetiske digressioner. Føj så oven i købet hertil, at der i alle de tre beretninger som et centralt element indgår bøger, der ikke blev skrevet – nemlig i ”En omvej” en roman, der foregår i biler og lastbiler på vej til og fra Paris, og som udelukkende skulle have bestået af dialoger i motorkøretøjer; i titelnovellen en science fiction-roman, der skulle have været 700 sider lang og handlet om en gruppe kunstnere, videnskabsfolk, økohippier og økohipsters, der forudser jordens undergang og bygger et rumskib, selvfølgelig af organisk materiale, og i sidste øjeblik undslipper katastrofen og flygter ud i universet, hvor de bosætter sig på planeten Goliat og opbygger en koloni, hvor de kan leve i harmoni med omgivelserne; samt i den tredje novelle, ”Cykelturen”, en ligeledes uskreven selvbiografisk roman, hvis politiske og erotiske handling udspiller sig i Berlin, og hvis særlige twist består i en reality-variant af litterær Mickey Mousing.

Og hvad er så det? Jo Mickey Mousing er en teknik i tegnefilm, hvor musikken meget direkte kommenterer filmens handling. Og litterær Mickey Mousing er ”når et element i en tekst ganske underordnes et andet, fx når miljøbeskrivelsen underordnes personbeskrivelsen, som når vejrfænomener får en overtydelig overført betydning; Det stormer og vores helt er vred. Det regner, hun er trist.” Men stop nu lige lidt. Et eller andet sted er det jo det, der hele tiden sker i narrativ prosa: Der overføres betydning. Termen dækker sådan set bare de tilfælde, hvor sammenfaldet virker overgjort. Er forfatteren derimod fuldt bevidst om sit eget greb, er det ifølge Rasmus Nikolajsen helt OK, f.eks. når en forfatter bruger ”reality-varianten” af litterær Mickey Mousing og beskriver noget, han faktisk har gjort, noget oplevet, og denne handling eller oplevelse i hans beskrivelse får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning, sådan som i Berlin-romanen – hvis den altså nogensinde var blevet skrevet!

Hvad Rasmus Nikolajsen her sætter i sprog som en prosapoetik, dækker, vil jeg påstå, hans metaforkritik. Men inden vi slutter med den, er der måske grund til at standse op endnu en gang. For ”narrativ vending” eller ej: Kom ikke og sig, at han er gået hen og blevet en ”almindelig” forfatter. Han vil netop nødig være sådan som forfattere er. Når han alligevel skal modtage årets Kritikerpris, er det, fordi han formår at danse ballet trods sine benspænd, og fordi han evner at forvandle sine forbud til fleksible stativer, mulighedsrum for velgørende digterisk frihed.

Konceptet i den om lidt prisbelønnede, overmåde stramt komponerede bog – 12 digte på hver fire strofer på hver otte linjer med otte stavelser i hver, efterfulgt af to digte på henholdsvis seksten og otte strofer, nu på enten fire eller atter otte linjer, men stadigvæk med otte stavelser i hver – går ud på at konfrontere det genkommende problem i traditionel naturlyrik: At et poetisk billede af naturen altid også vil være et billede af noget andet. 1) En projicerende gengivelse af subjektet selv. 2) En symbolsk genspejling af menneskets ”indre” natur. 3) En gentagelse af de greb, som digtere traditionelt har brugt til at sætte naturen på skrift. Samt 4) En genopgejling af den manøvre, som vi kalder besjæling, og hvormed digteren siger, at naturen er skøn og sublim, men siger det på en måde, så det tydeligt fremgår, at skønheden og ophøjetheden befinder sig helt på digtets egen side i form af harmoniske rytmer, iørefaldende klangfigurer, velturnerede sætninger og smagfuldt udsøgte sammenligninger.

Rasmus Nikolajsens bestræbelse retter sig mod at skrive digte i og om naturen og altså fastholde mødet med naturen som et fortsat gyldigt digterisk anliggende, men samtidig søge at styre uden om naturdigtets faldgruber – først og fremmest den selvspejlende besjæling og den lighedspostulerende metafor. Denne form for navigation er for øvrigt slet ikke ny. Vi kender den fra Ovids parodier på Vergils sammenligninger og fra Shakespeares i mange tilfælde eksplicit metaforkritiske sonetter, og vi kender den også fra det sene 1600-tals metafysiske poeter, f.eks. John Donne, hvis foretrukne trope ’conceit’ består i en sammenligning, hvis skævhed er mere slående end dens ligefremhed, og som får læseren til at gå ind på en lighed mellem udgangsforestilling og erstatningsforestilling, samtidig med at man forbliver kraftigt bevidst om manglen på metaforisk identitet, med andre ord nøjagtig samme effekt som når prosabeskrivelser får en meget tydelig, ofte ligesom påklistret overført betydning.

Det fortælles, at Selskab for Nordisk Filologi engang i 1940’erne var indbudt til et møde i Lingvistkredsen, hvor professor Louis Hjelmslev holdt et af sine sjældent særlig forståelige ’glossematisk’ strukturalistiske foredrag. Bagefter kunne man stille spørgsmål, og dialektforskeren Poul Andersen sagde: ”Man kunne vel ikke få et barmhjertigt eksempel?”

Jo, og det kommer nu. Et eksempel på Rasmus Nikolajsens frivolt ynglende billedbrug, på det uforlignelige i hans sammenligninger og på det fine, ømme, kloge og sjove i hans med rette prisbelønnede bog – for nu at bruge de afgørende vendinger fra Kritikerlavets motivering.

”At fra flyveren kigge ned / på svenske søer er omtrent / som at ligge ved en svensk sø / og kigge på skyer. Mon vi / kommer over skydækkets halvt / opløste isterninger i / bunden af et glas? Tristesse / har sat sig på det ledige // sæde ved siden af mig, som / fugle i et træ. Men se så / der: Den nedadgående sol / stikker ild på søerne, som / hvis man satte en tændstik til / en pengeseddel, og ridser / sig ind i skyerne, som blev / der hældt tranebærjuice // i. Ej, så smukt – det er som at / være midt i et mesterværk / mens det males, eller i en / orgasme eller bombe der / detonerer, som var livet / pauset i dets livligste / øjeblik, eller som at gå / vågen rundt i en drøm – at jeg // ikke nænner, eller magter, / at skrive om det, skrive det / om. Måske er det nu verden / går i opløsning? Måske er / der ikke længere noget / land at lande i. Ingen krop / at vende tilbage til, når / du vil ud af drømmen igen.”

Jeg læser dette digt som eksempel på (Højholtsk) metaforkritisk metaforik. Jeg læser det desuden både som en varm hyldest til Tomas Tranströmer og en hvas afvisning af hans metode. Og jeg læser det som et vidnesbyrd om, at en mere end almindeligt tænksom poet sagtens kan skrive smukke digte om naturen – uden at gøre sig dum. Tillykke med dét!