ERIK SKYUM-NIELSEN

Sludder og vrøvl - modtag en pris
Tale ved overrækkelsen af Kritikerprisen for 2005 til Helle Helle for romanen Rødby Puttgarden

24.02.2006

Folk der uddeler priser, har det ofte med at gøre det for sent. De vil jo så nødig kvaje sig og forgylde nogen for tidligt. Nej, kære kolleger, siger de, lad os hellere lige vente et par år, indtil NN har skabt det virkelig store. Til den tid kan vi være bombesikre, og sund og rask ser han jo ud, det skader nok ikke at udsætte det. Problemet er bare, at den slags galvaniseret og trykimprægneret sikkerhed, dels er ude af trit med kunsten, der jo gerne bevæger sig fremad i spring, dels i grunden passer ret skidt til selve ideen med at uddele priser, hvor man netop skal turde 'runne en risk' og pege noget ud og (om muligt i alles påhør) sige: her, værsgo', kom og se, kom og læs, her sker der en masse, lige nu. Man behøver kun at tænke på Nobelprisen for at forstå, hvor farligt det er at vente. De turde ikke tro på Proust eller Joyce eller Brecht eller Blixen, og pludselig var alle fire døde. Selv i dag, hvor Det Svenske Akademi forsøger at komme lidt op i fart, hænder det, at forfattere forbigås, mens de er for syrede og sære, og så, når de endelig får den, er de blevet syge og sure. Når Helle Helle i en alder af 40 og 13 år efter sin debut i bogform Eksempel på liv tildeles Kritikerprisen, sker det på en måde i yderste øjeblik. For hun har hele tiden været virkelig god. Hendes formstramme noveller har allerede gået deres sejrsgang op gennem undervisningssystemet, helt fra SFO til SDU. Hendes lavmælte, underfundige romaner har vundet læsere viden om, fordi vi på stedet elsker og derefter til stadighed opsøger den dér mærkværdige blanding af glæde og sorg, af grin og af gråd, af lyst og smerte, som så sikkert som armen i rundsaven indfinder sig, mens vi læser. Det er det første: Helle Helles formidable evne til at hensætte os i en dobbelt tilstand, hvor vi pludselig bliver pivåbne for tilværelsens realiteter. Der sker ingen verdens ting og hænder samtidig en bunke. Det andet, hun kan, er at bringe os til at læse opmærksomt og langsomt. For tænk nu hvis man overså en fin lille betoning, tænk hvis et tilsyneladende, eller tilhøreladende, upåfaldende næ i virkeligheden betød et ja, tænk hvis det var altafgørende, at der står 'deller' i stedet for frikadeller og 'farveller' i stedet for hej.

 Den tredje fornemme egenskab ved Helle Helles prosa ligger i den flotte replikkunst. Hør bare tre linjer fra hendes seneste bog, den, som vi præmierer i dag: Er du meget forelsket i ham? I hvem? I Aksel? Jo. Ja, det kan man sgu tydeligt høre. Ja, man kan altid tydeligt høre Helle Helles personer, også selv om de viger, snakker udenom, helst taler om, hvad de har lavet, når de bliver spurgt, hvordan de har det. For det fjerde, hun behersker det at aflytte tavshedens sprog. Det vrimler i hendes tekster, både de to bind noveller Rester (1996) og Biler og dyr (2000) og de foreløbig tre romaner med overspringelser, pauser, usagtheder og antydningsglimt. Teksten går på én gang suverænt og prøvende til værks, den kalder, gennem, hvad vi kan kalde en autoritativ anonymitet, på den aktivt meddigtende læser. Man har kaldt hendes teknik en fænomenologisk minimalisme og med rette sammenlignet den med Herman Bangs impressionisme, blot afstår hun fra denne mesters destruktive ironi og fra den dermed forbundne kompensatoriske sentimentalitet, idet hun driver sin beskrivelse af personer og miljøer ud i to ekstremer på samme tid ? til den ene side en Beckett'sk absurdisme, og til den anden side en fotografisk hyperrealisme. Hvad vi møder hos Helle Helle, er dagligdagen i dens repetitive trivialitet og rystende banalitet. Men pas nu alligevel på: Det banale kan når som helst vise sig at være eneste mulige sprog for det basale, det fundamentale. Eller: der er overhovedet ingen forskel. Virkeligheden er dyb på overfladen. Mysterier og mirakler indfinder sig ikke i hellige stunder, de findes som en mulighed i hvert mikrosekund.

Hvis man har læst Helle Helle, kender man det fænomen, at en jeg-fortæller synes at stå på samme kølige distance til sine egne ytringer som til de andre figurer i teksten. Flere litteraturforskere og kritikere har endvidere peget på, hvorledes hendes 'coole' stil efterlader hele kommuner af undertekst mellem de trivielle gøremål og replikker, og man har hæftet sig ved modsætningen mellem denne rensede stil, der illuderer at sige intet mindre end alt, og så læserens sugende oplevelse af, at det sidste ord aldrig bliver sagt, heller ikke om, hvad der 'i virkeligheden' er på færde i teksten. Man kunne nu tro, at en sådan punktuel og stærkt læser-aktiverende prosa gjorde sig bedst i det lille format, og at Helle Helle som forfatter måtte afstå fra romanen med dens implicitte forventning om forløb udstrakt i tid og rum og om en indskrivning af figurerne i fælles historiske tematikker og almene symbolske strukturer. På baggrund heraf har det været dejlig overraskende at se hende blomstre op som romanforfatter - først med den sært tragikomiske ægteskabsskildring Hus og hjem (1999), så med en dobbelt trekantshistorie under den uforligneligt underfundige titel Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand (2002) og nu senest med Rødby-Puttgarden, som i det følgende kort skal beskrives.

Handlingen foregår i midten af 1980'erne, dels i Tysklands-færgens parfumesalg, dels i den lejlighed i Rødby, hvor søstrene Tine og Jane bor. Da handlingen begynder, har Tine stadigvæk barselsorlov, mens lillesøster skal begynde oppe på færgen. Da handlingen slutter, har Jane fundet sig til rette på jobbet og haft et par løse forhold til uspændende fyre, især ovennævnte elektriker, Abel eller Aksel, der arbejder nede i Tyskland og har en langbenet Linda i Brønshøj. De er ved at gå fra hinanden, bedyrer han. Nå, så er det nok derfor, at han skal købe så meget med hjem: Visible Difference, White Linen, eyeliner og sæbe fra Kenzo. Jane kysser ham i kapitel 21, men det bliver først i kapitel 29, at det for alvor kommer til håndgribeligheder. Det er det, der med et fremmedord kaldes suspense. Indimellem får vi i glimt søstrenes forhistorie. Det fremgår heraf, at deres mor ligesom, før hende, deres mormor har levet sammen med skiftende mænd. Ingen af de to har været nogen eksemplarisk rollemodel. Ud af romanens tyste informationer kan vi endvidere slutte, at Tine og måske også Jane nu er på vej til at havne i nøjagtig det samme spor. Måske siger jeg, men egentlig er jeg ikke i tvivl. For i romanens sorteste kapitel, det hvor hun føler sig fuldstændig gennemsigtig og tom, læser vi følgende linjer:

 "Jeg følte mig bedøvet og lettet. Jeg låste mig ind på værelset og fandt blokken og en kuglepen i skrivebordsskuffen, skrev det ned: 'Bedøvet og lettet'. Det var første gang jeg skrev på den måde. Jeg kiggede på ordene, de sagde mig ikke noget som helst". Ikke desto mindre er det der, det hele begynder. Det er ikke noget sammenbrud, det er forestillingen om et. Jane er i færd med at flytte sig, hun har etableret 'ordets afstand'. Det er muligvis ikke en digter, der opstår i denne passage, men den må læses som en allegori over den sproglige selvovertagelse, der så vidt jeg kan se er begivenheden for og i og med Helle Helles hele forfatterskab. Nået hertil kan man forestille sig Helle Helle træde frem og sige: tak det er virkelig alt for meget. Men inderst inde ved hun godt, hvor meget hun har fortjent det. Moderen i Rødby-Puttgarden siger - to gange: "Sludder og vrøvl, tag en syltetøjsmad". Vi andre kan sige: Ingen protester, kom og få en Kritikerpris. Du skulle have haft den for længe siden.