ERIK SKYUM-NIELSEN

En hemmelig hieroglyf fra Gud.
Tale ved overrækkelsen af Georg Brandes-Prisen 2011 til Lis Møller for  Erindringens poetik

Tale ved overrækkelsen af Georg Brandes-Prisen for 2011 til lektor Lis Møller for afhandlingen Erindringens poetik

Georg Brandes-Prisen for 2011 tildeles lektor ved Aarhus Universitet Lis Møller for hendes kompetente afhandling Erindringens poetik, af komiteen karakteriseret som ”et arbejde på højt internationalt niveau, der fremlægger et nyt syn på romantikken, idet Lis Møller fokuserer på erindringen og med intens indlevelse følger og fortolker de billeder, hvorigennem digterne fremstiller dette komplekse fænomen. Med suveræn stofbeherskelse og sikker sans for digtningens figurlige sprog beskriver Lis Møller erindringens funktion hos William Wordsworth, Samuel Taylor Coleridge og Thomas De Quincey og sætter forfatterne ind i en filosofihistorisk sammenhæng, der rækker tilbage til Platon og Aristoteles, Locke og Hume, men også bringes til at pege fremad mod William James, Sigmund Freud og Henri Bergson. Hun trækker de lange linjer, men hun evner også ved præcise nærlæsninger at bringe detaljen i tjeneste hos syntesen.”

Så vidt bedømmelseskomiteen, der i år bestod af Anders Juhl Rasmussen, Marie Louise Kjølbye og undertegnede på vegne af Litteraturkritikernes Lav.

Jeg skal om lidt forsøge at give de ærede tilhørere en lidt klarere forestilling om afhandlingens indhold og faglige resultater. Men lad mig først hælde yderligere skamros ud over bogens forfatter:

Lis Møller er tydeligvis lærd uden at være tynget af sin lærdom. Hun er velorienteret i psykoanalyse og tekstteori uden at lade teorierne blive til facitlister. Hun er klar i spyttet uden at forfalde til pædagogiske forenklinger. Hun er grundig og omhyggelig uden at være pedantisk, og hun har et enestående overblik over sin egen fremstilling og gentager derfor ikke på noget tidspunkt sig selv. Hun opererer selvstændigt og originalt i et forskningsfelt, hvor mange har færdedes før hende, og hun krediterer dem alle sobert for deres viden og opnåede indsigter. Dertil kommer, at hendes bog er eminent velskreven og fint kan stå som smukt forbillede for en hvilken som helst faglig beskæftigelse med litteratur, uanset om vægten lægges på forskning eller formidling.

Blandt litteraturstuderende ved universiteterne er Lis Møller formentlig bedst kendt som redaktøren bag en ofte anvendt og kopieret lærebog, en antologi med den lidet poetiske titel Om litteraturanalyse. Hertil bidrog hun selv med et fint afsnit med den lidet poetiske titel ”Om figurativt sprog”, hvori hun især gennemgår udviklingen fra klassisk til moderne tropologi, altså revisionen af metaforopfattelsen hos bl.a. Aristoteles og Quintillian.

Den klassiske retorik forstår for det første metaforen som en lokal substitution. I stedet for det bogstavelige udtryk, der ellers kunne have været anvendt, vælges, som Quintillian siger det, ”en kunstfærdig udskiftning af et ords eller udtryks egentlige betydning med en anden”.

For det andet klassificerer man i den klassiske retorik metaforen som et stilistisk ornament. Dens formål er at illustrere tanken og om muligt forskønne udsagnet for derved at behage og oplyse eller overtale tilhøreren.

Endelig for det tredje skelner man i klassisk retorik skarpt mellem det bogstavelige, i gåseøjne ”egentlige”, og så det figurative, det overførte udtryk, ligesom der sondres mellem tanken og så dens sproglige iklædning: En tanke kan enten udtrykkes klart og direkte, eller den kan ”besmykkes” med forstærkende metaforer.

Alle disse tre grundantagelser kuldkastes af teoretikere som Richards, Max Black og Paul Ricoeur.
For dem er metaforen er ikke ”bare” en erstatning af det bogstavelige udtryk med et figurativt. Nej, metaforen er en vekselvirkning, en spænding, der skabes, i det øjeblik to forskellige forestillingssfærer tilnærmes. I stedet for den klassiske teori om metaforen som substitution sætter Max Black sin teori om metaforen som interaktion.

For det andet vender man sig kritisk imod den klassiske retoriks forståelse af metaforen som ornament. Metaforen betegner snarere en betydningsudvidelse og har oftest en kognitiv (erkendelsesmæssig) og ikke bare en dekorativ funktion.

Endelig for det tredje hævder man i dag i modsætning til den klassiske retorik (med dens tanke om tankens ”kerne” og dennes ydre sproglige iklædning) ideen om metaforens principielle uoversættelighed. Hvis du siger noget på en anden måde, så siger du noget andet.

Dette teoretiske omslag er en afgørende forudsætning bag Lis Møllers læsning af Wordsworth, Coleridge og Thomas De Quincey. For det sætter hende i stand til at respektere den sagkundskab om mennesket, som digterne udfolder, når de billedliggør erindring som enten en container eller en skrift: Enten opfattes erindring som et ”indhold”, der er forvaret i en beholder. Eller også fremstilles den som et aftryk (et mærke, et billede, en inskription) afsat på en modtagende flade.

Selv foretrækker Lis Møller at tale om henholdsvis den spatiale eller rumlige og den grafiske erindringsmetafor.

Hvad bogen nu gør, er, digter for digter, at behandle erindring 1) som litterært og filosofisk tema, 2) som struktur- og formprincip, 3) i sammenhæng med poetisk skabelse og 4) i dialogisk sammenhæng med forfatternes poetologiske, litteraturkritiske og æstetisk-filosofiske skrifter.

Ved William Wordsworth, især i den minutiøse læsning af The Prelude, ligger vægten på barnet og barndommen og erindringerne om eller fra denne barndom. Ved Coleridge undersøges hans poetiske, filosofiske og psykologiske afsøgninger af ’det ubevidste’. Og ved De Quincey følges digterens fremstilling af drømmen som en særlig form for erindring, der griber tilbage til barndommen og til dens traume, fornemt begrebsliggjort i udtrykket ”en hemmelig hieroglyf fra Gud”.

Til sidst perspektiverer Lis Møller med afsæt i Ribot til erindringsopfattelsen i slutningen af det 19. århundrede hos William James (i hans Principles of Psychology), hos Sigmund Freud (i hans Studien über Hysterie) og hos Henri Bergson (i hans Matière et mémoire, på dansk som Stof og hukommelse).

Men nu synes jeg det er på tide, at I hører Lis Møllers egen stemme. Altså ikke den stemme, der holder takketale, men den kloge og velovervejede tale, der føres i hendes bog.

Jeg slår ned i læsningen af William Wordsworth, om hvem det hedder, at hos ham flyder det 18. århundredes to store opdagelser, barnet og erindringen, sammen. Det romantiske barn er hos ham det erindrede barn. Og hans digtning fortolker erindringen i dens dobbeltbestemmelse, dvs. det forhold, at erindringen er funderet i erfaring, men samtidig udgør et supplement, en tilføjelse, som Lis Møller beskriver som erindringens evne til at forvandle til tegn – tegn, der betyder eller antyder mere end det, de betegner.

Her foretager så bogen et af sine helt geniale greb. For aldrig så snart har Lis Møller bemærket, at der gerne hos Wordsworth iagttages en insisterende og bemærkelsesværdig forbindelse mellem landskab og skrifttegn, før hun drejer læserens opmærksomhed over på Caspar David Friedrichs malerier, i første omgang det til ulidelighed velkendte ”Wanderer über dem Nebelmeer” fra 1818, men straks efter også ”Das einsame Baum” fra 1821, som af gode grunde har fået lov at levere afhandlingens forside. ”Billedet viser en vidtstrakt dal med grønne enge. Der er ingen egentlig forgrund,” konstaterer Lis Møller. Og mens jeg nu lader bogen gå rundt, vil jeg bede dem af jer, der ikke frygter for at besvime eller få stjålet smykker og dankort, om at lukke øjnene og forestille jer, at I vandrer ind i Caspar David Friedrichs billede, kyndigt ført ved hånden af Lis Møller:

Der er, skriver hun, ”ingen egentlig forgrund, men i den nære mellemgrund står ved et vandhul et enligt træ, en stor gammel eg, hvis øverste grene er nøgne og døde. Lænet op ad stammen aner man en fårehyrde, der vogter sin græssende hjord. I den fjerne mellemgrund ses flere træer, som synes at skjule en mindre by, og i baggrunden blånende bjerge. Mens forgrunden og den nære mellemgrund henligger i et halvmørke, der antyder, at tidspunktet er tidlig aften eller eventuelt tidlig morgen, danner billedets midterfelt et lysende bælte af saftiggrønne, violette og sart-blå farvetoner. Billedets vertikale midterakse går gennem det ensomme egetræs knudrede, men alligevel himmelstræbende stamme, hvis udgåede top står som et mørkt tegn mod det lysende midterfelt.” Nu må I godt lukke øjnene op.

Da man lidt senere læser, at de naturlige former hos Friedrich ”tøver på grænsen mellem naturobjekt og tegn”, forstår man, hvor Lis Møller vil hen. Hun vil via billedkunsten finde dét kompositoriske greb hos Wordsworth, der løser barndomserindringen ud af erfaringen og tildeler den en åndelig dimension, og hun finder grebet i hans gentagelser, der foregår på tværs af digtets fortællende forløb. Sådan arbejder en litterat, der kender sin metier.

Da jeg 45 for år siden begyndte i matematisk gymnasium med det faste forsæt at blive naturforsker med speciale i ornitologi, var vi drenge overordentlig interesserede i pigerne fra de to parallelle sproglige klasser. Grunden kan de fleste formodentlig gætte. De havde noget, som vi ikke havde, og de havde noget, som matematikerpigerne med en enkelt iøjnefaldende undtagelse i almindelighed ikke havde. Men ydermere havde de åbenbart adgang til visse kulturelle værdier og talte indforstået sammen om nogle fyre, som viste sig at være digtere, og som de omtalte under dæknavnene Ordværdi og Kulkant. Det var naturligvis Wordsworth og Coleridge, hvorfor det da også har været med en ganske særlig interesse, at jeg har studeret Lis Møllers analyser af disse tos erindringsopfattelse.

Mest interessant er måske Coleridges kredsen om latente erindringsspor og deres mulige tilbagekomst. Sindet råder ifølge Coleridge over ubevidste hukommelsesspor, der ikke kan genkaldes af den vågne bevidsthed, men som under særlige omstændigheder kan dukke frem til overfladen eller lokkes op i den. Det, der forsvinder fra den ydre hukommelse, optages og fastholdes i den indre. ”Intet går tabt, intet vil forblive skjult,” skriver Lis Møller med et ordvalg, der til dels stammer fra Swedenborg. Alt er forvaret i erindringens store bog og kan under specielle betingelser vende tilbage.

Men – og nu går vi direkte over til Thomas De Quincey – ”det glemte vender tilbage som den kodede tekst, som det erindrende jeg læser og interpreterer. Som tekst betragtet er den erindrede fortid bestandig – uforgængelig og til alle tider den samme. Men som tekst, der læses og genlæses, er den til stadighed åben for fortolkning. At erindre er at drage de permanente inskriptioner på sindets tavle frem i lyset – men i lige så høj grad at læse disse inskriptioner fra en nutidsposition og derigennem lade nye betydninger opstå.”

Enhver kan høre, at vi hermed er nået langt ud over de første og alt for enkle metaforer – erindringen som en beholder fyldt med minder og erindringen som en skrift, der har prentet sig i sindet. Vi er nået derhen, hvor digterne for alvor får lov at optræde i fuld figur som kendere af menneskelivet.

Denne respekt for, hvad man måske kunne kalde digterisk sagkyndighed, kulminerer i Lis Møllers læsning af de figurer, De Quincey anvender for at forstå erindring: hieroglyf, arabesk, fragment, labyrint samt frem for alt palimpsest.

Barnet er, skriver Lis Møller, den sandhed, den voksne søger, men denne sandhed er krypteret. ”Barnet er en inskription, der ikke kan tyde sig selv og derfor fordrer en læser. Den voksnes retrospektive sprogliggørelse af barnets forestillinger og følelser forstås i forlængelse heraf som en læsning eller dechifrering – en oversættelse, tydning, transskription og fortolkning – af barndomssorgens kodede tegn.”

Centralbilledet på denne komplekse og dynamisk produktive forståelse af erindring er hos De Quincey palimpsesten – dvs. et pergamenthåndskrift, hvis tekst er slettet for at give plads til en ny inskription, men slettet på en sådan vis, at den oprindelige håndskrift er bevaret under den nye inskription og atter kan kaldes frem.

Man kan forestille sig en græsk tragedie nedfældet på en pergamentrulle. Det græsk-romerske rige går siden under; kristendommen konstituerer et nyt. Den hedenske tragedie slettes, og munkene udskifter den med en legende. Endnu tre-fire århundreder går, og legenden må vige pladsen for en ridderroman. De tre tekster repræsenterer hver sin historiske periode i et fremadskridende forløb svarende til et menneskeliv med dets forskellige aldre. Men som De Quincey skriver, i palimpsesten har disse faser ikke slet og ret afløst hinanden; de er bevaret som sedimenter, der har overlejret hinanden. Og de lader sig kalde frem, nu i omvendt orden.

Med denne pointe binder Lis Møllers afhandling sløjfe på en problemstilling fra bogens optakt, hvor hun tager sit afsæt hos John Locke, der i An Essay Concerning Human Understanding ganske vist lægger afstand til Platons erindringsbegreb, idet han med Aristoteles lader erfaring gå forud for alt, men samtidig fornuftigt beholder fokus på erindringens karakter af tegn for menneskers identitet og skæbne, her i Lockes billede af en indskrift i marmor, billedet på bevidsthedens evne til trods alt at fastholde og bevare.

Fra en indskrift i marmor til en slettet inskription, der lader sig kalde frem i inspirationen, i drømmen, i rusen, sådan går bevægelsen i Lis Møllers bog, som, hvis man gør sig den ulejlighed at læse den opmærksomt og langsomt, viser sig at handle, ikke bare om tre romantiske digtere, men om det barn, enhver af os var og stadigvæk forsøger at tyde som en hemmelig hieroglyf fra Gud.

Lis Møller fortjener sin pris, og hun fortjener tak for midt i sin belæsthed og lærdhed at vise, at forskning i litteratur, dersom den bedrives seriøst, er og bliver et eksistentielt anliggende og ikke kun et æstetisk.

Lad mig til slut lægge til, at et medlem af komiteen, da vi kom frem til Lis Møllers værk, simpelt hen udbrød, at det var en drøm af en bog. Jeg kunne ikke være mere enig. Og det er mig en stor glæde at kunne overrække Lis Møller Georg Brandes-Prisen for 2011.