ERIK A. NIELSEN

Takketale for Georg Brandes-Prisen for 2009

Erik A. Nielsens takketale

 Professor Erik A. Nielsens takketale ved modtagelsen af Georg Brandes-Prisen 2009, den 24. februar 2010

Siden det blev kendt, at KRISTENDOMMENS RETORIK var blevet belønnet med Georg Brandes-prisen, har hverken andre eller jeg selv sparet på vittighederne om det lettere absurde i, at netop dén bog fik netop dén pris.

Men skønt jeg stadig godt kan se noget absurd i dette forhold, er jeg alligevel nået frem til, at nogle egenskaber ved værket kommer tydeligt frem igennem netop denne pris. Hans Hertel har i et brev til mig forleden gjort mig opmærksom på, at Georg Brandes var en stor bibellæser og bibelkender - og at han livet igennem fastholdt en energisk beskæftigelse med Bibelen, selv om han på sine ældre dage skrev de berømte og måske berygtede overfald på den nytestamentlige kristendom. Min bog løber den fare, at den kan blive opfattet som et lidt enfoldigt opbyggelsesskrift, en bog med en skjult prædiken i. Sådan ønsker jeg ikke at opfatte den selv. Dens formål – eller et af dens formål – er et andet: den vil tydeliggøre, at bibelsk tænkning og kristen erfaring er noget meget mere komplekst, fantasifuldt og mærkværdigt, end store dele af den moderne diskussion lader forstå.

Man diskuterer alt for ofte disse emner på baggrund af rene klicheer om, hvad kristendommen er. Jeg har villet gøre det sværere at argumentere med disse klicheer. I den ateismedebat, der dukker op med nogle års mellemrum – og netop i det sidste år har taget en runde til – gør de såkaldte ateister sig ofte sagen al for let og mener at kunne blive færdige med Bibelen og kristendommen med et par smarte bemærkninger om dem, der tror at verden er skabt og opretholdt af en gammel skægget nissemand i det høje. Hans Hertel skrev til mig: Så den gamle (ikke Gud, men Brandes) ville - af de samme grunde - netop have elsket din på én gang systematiske og poetiske bog. Så er det ikke spor absurd at du får den pris. At du ved det!

En på samme gang systematisk og poetisk bog! Ingen kombination af tillægsord kunne efter mit eget skøn karakterisere værket bedre. Jeg har villet vise den store kompleksitet i dette for vores hele kultur grundlæggende skrift. Jeg har villet vise, hvilken indimellem genial symbolbeherskelse og –udtrykskraft det bibelske billedsprog repræsenterer. Og hvilket uendeligt levende og mærkelig poesi der gennemsyrer den. F. eks. undrer jeg mig, hver gang Henrik Nordbrandt, hvis opfindsomme digte selv gennemfører så højkompetente symbolforløb, taler som den mest enfoldige og indsigtsløse positivist, når han kommer i nærheden af noget, der har med Bibel og kristendom at gøre. Hvad er det dog, der slår klik her?

Der står adskillige opgaver tilbage i udredningen af min afhandlings stofområder. Vigtigst: den må ikke bare blive en historisk-nostalgisk udredning af en sproglig symbolverden, som var engang og nu har lukket sig. Den må forsøge at formulere mere udtrykkeligt, hvilke stadig gyldige, religiøse erfaringer der er på færde i den fabelagtige symbolforvandling, som sættes i gang med det Nye Testamente, og derefter har levet sit 2000-årige liv frem til vores egen samtid. Dette bringer mig til mit næste mellemværende, udfordringen til den teologiske bibeleksegese, som den stadig er toneangivende på danske universiteter. KRISTENDOMMENS RETORIK har slået overraskende stærkt igennem i det kirkelige miljø, den er allerede afsat i et for mig uventet stort antal eksemplarer, og jeg skal tilbringe det næste år med utallige foredrag osv. Jeg er ret sikker på, at dette skyldes, at afhandlingen forsøger at knytte bibellæsning, gudstjeneste og personlig religiøsitet sammen på måder, de teologiske fakulteter forsømmer. Enhver må tage værket til sig og bruge det, som de nu finder for godt. Det er som sagt ikke et opbyggelsesskrift, men det redegør omfattende og indtrængende for de rammer, åndelig/kristelig erkendelse kan foregå inden for. Igennem et efterhånden 25 år langt forfatterskab har jeg igennem bøger og artikler forsøgt at komme i en mere omfattende dialog med de teologiske fakulteter i Danmark – og det er stort set ikke lykkedes at få en grundigere og mere mulighedsrig debat med dem. Den gennemslagskraft, KRISTENDOMMENS RETORIK har vist sig at have, må endnu en gang stille det teologiske miljø over for det meget vigtige spørgsmål: hvorledes hænger den akademiske teologi sammen med den kirkelige hverdag og søndag, og hvorfor er de teologiske uddannelser så forholdsvis dårlige til at oprette og forny denne livsvigtige forbindelse?

Hvis det teologiske studium ikke i løbet af nogle år skal ende som en lille underafdeling af det historiske studium ved de humanistiske fakulteter, kan man ikke blive ved med at hævde, at det teologiske studium ikke er en præsteskole. Det er ikke bare en flothed at sige det, det er noget i retning af fagligt selvmord på længere sigt. Hvis min bog kan hjælpe med at overbygge denne livstruende kløft, har den opfyldt et af sine formål. Og så få bibellæsere til at forstå, at ”den gode bog” ikke er pensum og kedsomhed, men sprutter af ånd og vildskab!

Brandes og nutidens dårligt orienterede positivister til den ene side – og mængden af teologisk gebrækkelighed til den anden! Det er Schylla og Charybdis, jeg har forsøgt at navigere imellem. Men det er ingen af disse mytiske uhyrer, der egentlig truer den og dens forbløffende symbolverden. Den egentlige trussel kommer fra en helt anden kant: fra fakturatænkning og overadministration. Selv om vi i går lyksaligt blev befriet for en uopråbelig og indsigtsløs forskningsmininster – og det er der virkelig grund til at lykønske sig selv og andre med – så er truslen mod værker af karakter som KRISTENDOMMENS RETORIK overhængende. Vi må i øjeblikket helt illusionsløst sige, at med den nugældende forskningspolitik vil den slags værker ikke kunne skrives i fremtiden. Sådan er det kort og godt! Alle ved det, og de fleste er nødt til at bøje sig for det.

Jeg overrasker ingen ved at sige, at det har taget 20-30 år at forberede og gennemforske, at skrive, at billedredigere og i det hele at gennemredigere dette omfangsrige værk. I det såkaldte bibliometriske system, som al forskning nu skal vurderes efter, indbringer bogen imidlertid samme antal points som mellem én og to artikler på niveau 2, offentliggjort i eksempelvis KRITIK. Artikler, som jeg havde kunnet skrive på et par måneder.

Eksemplet viser til overmål det bibliometriske systems absurditet. De points, den enkelte forskers indsats skaffer i hus, lægges til grund for de forskningsbevillinger, som vedkommendes institut får stillet til rådighed i de følgende år. Havde jeg offentliggjort bogen i 20-30 småstykker, var jeg en meget mere nyttig forsker; og systemet har for længst medført, at mine yngre kolleger nu må lægge deres praksis om: de skriver artikler og antologibidrag, men holder sig fra store, mangeårige satsninger som min. Min bog er – sagt uden nogen overdrivelse – institutskadelig virksomhed.

Dette indebærer, at det ikke betaler sig at blive en gammel løve i forskningens verden, for der er ingen plads til mennesker, der forsøger at fremskrive en art sum af det, de fagligt har været optaget af igennem et langt liv. En større statusopgørelse figurerer overhovedet ikke i det bevilgende system! Man skal være ung, hurtig og faktura-relevant, hvis man skal overleve på de nye betingelser.

Godt, man er gammel – i denne henseende!

Hvis der er én ting, jeg i dagens anledning gerne vil tage med mig fra den gamle Georg, er det viljen til at sige enhver magelig og mere eller mindre forstenet institution imod. I denne henseende – skønt ikke i en masse andre – er KRISTENDOMMENS RETORIK en bog i Brandes’ ånd. Og derfor kan jeg med stor selvfølgelighed og uden enhver følelse af absurditet takke for tildelingen af denne pris. Der er stadig kræfter tilbage i ”den gamle” – hvad enten det nu betyder Georg, eller ham den endnu ældre og mere indflydelsesrige – ham deroppe med skægget!