DAN RINGGAARD

Takketale for Georg Brandes-Prisen for 2010

Jeg vil gerne takke for prisen. Jeg er stolt over at modtage den. Uanset hvor vilkårlige priser kan forekomme én så må de være udtryk for at nogen har syntes godt om hvad man har lavet. At nogen i det her tilfælde er ens kolleger, gør det så meget desto mere ærefuldt. Jeg er ekstra glad for at modtage den fordi Stedssans har været en svær bog at skrive og lidt af en satsning. Næsten alle bøger er svære at skrive, vil jeg tro, men den her var ekstra vanskelig fordi jeg, forsigtigt, forsøgte at snige mig over den hårdest patruljerede af alle genregrænser, den mellem faglitteratur og skønlitteratur, og fordi jeg i den forbindelse var nødt til at satse lidt af mig selv, noget man ellers i den akademiske branche er forskånet for.

Det er alt sammen Lars Bukdahls skyld. Alt er jo som bekendt Lars Bukdahls skyld. Han anmeldte min forrige bog om Henrik Nordbrandts digte. Det gjorde han meget venligt, blot lod han det fremgå at bogen måske var en lille smule velopdragen. Velopdragen kan være ok, men jeg kunne godt se hvad han mente. Den litteraturkritik som kommer fra universiteterne er – uanset hvor velformidlet den kan være – alt for ofte indrettet efter nogle normer for god forskning som i sig selv er overordentlig rimelige, men som har det med at få forfatteren til at tale ind i systemet og ikke ud i verden, og til for sjældent at turde satse sin egen pen og person i mødet med litteraturen.

Jeg besluttede mig altså for at skrive en uvorn bog. Ikke kun fordi Lars sagde at jeg skulle, men fordi jeg tror at megen erkendelse inden for humaniora kommer af at man sprænger afhandlingens rammer. Man har måske et stof som ikke kan passes ind i de former man har til sin rådighed, eller man opdager at man finder sit stof ved at skrive i en form der ikke svarer til forskrifterne. Stedssans er et forsøg på at skrive uden for rammerne. Jeg har gjort alle de ting jeg ikke måtte, alle de ting jeg på det kraftigste fraråder mine studerende at gøre, hvorfor det da også som forventet gav en hoben problemer.

Stedssans har ingen tese. Den har derimod en række meget åbne spørgsmål til et omfattende emne: stedet. Der er heller ingen systematisk udvalgt repræsentativ empiri. Princippet har været at finde den litteratur der, om jeg så må sige, vidste noget om emnet, og som jeg holdt af. De fem perspektiver som bogen er opbygget i, er ikke på samme niveau og de udtømmer ikke emnet. Argumentationen ikke lineær og rettet imod et endeligt svar, som i en afhandling, men mere rumlig, åben og springende som i et essay. Værst af alt var at jeg fik den idé ikke bare at spørge til stedet i litteraturen og i teorien, men at begive mig ud i verden for at se på steder. Det resulterede i en slags rejsenotater som var vanskelige at få til at hænge sammen med den i forvejen temmelig spraglede bog.

Her er det jeg er nået til den del af pristalen hvor jeg må takke nogen. Jeg vil især takke Svend Erik Larsen som jeg præsenterede for et miserabelt manuskript som han undlod at arkivere lodret eller hånle over, men imod al fornuft forsøgte at få styr på. Senere hjalp andre kolleger og venner mig på samme måde og med en tilsvarende overbærenhed. Selv da det langt om længe nåede forlaget, viste det sig at indeholde elendigheder som jeg endnu engang, modvilligt, måtte rette op på. Sidst vil jeg takke Henrik Nordbrandt hvis digte satte mig på sporet af emnet, og hvis præcise, dobbeltbundne og urolige stedserfaringer var et pejlemærke i arbejdet med bogen.

Jeg sagde før at Stedssans var et forsøg på at overskride en genregrænse. Det er ikke helt rigtigt. Den er snarere et forsøg på at udvide grænselandet imellem faglitteratur og skønlitteratur ved at være forpligtet både på begrebet (som Adorno kaldte det) og så på æstetikken, smagen. Set inde fra universitetsverdenen bliver det mere og mere vanskeligt at få lov til at gøre netop det. Specialiseringen af samfundet er også en specialisering af forskningen, herunder en formalisering og indsnævring af de former man forventes at kunne udtrykke sig videnskabeligt i. Sådan øges afstanden imellem litteratur og litteraturforskning.

I det lys virker det nærmest naturstridigt, og i hvert fald kulturstridigt, at Stedssans langt fra er den eneste bog om litteratur på dansk som udkom i 2010, og som har kunnet tale hen over denne afstand. Frits Andersens Det mørke kontinent? og Anne-Marie Mais Hvor litteraturen finder sted er fornemme eksempler på at det stadig kan lade sig gøre.

Jeg vil bukke og takke og tilføje at jeg også er stolt over at få prisen fordi det er Georg Brandes’ pris. Han er et forbillede. Han kunne om nogen læse og skrive og tænke – midt i det moderne.