BO HAKON JØRGENSEN

Tale ved overrækkelsen af Georg Brandes-Prisen for 2010 til Dan Ringgaard for Stedssans.
 

24. marts 2011
Sig ikke titlen for hurtigt, for så overhører I de to ss’er. Det er ikke en bog om at have stedsans, at kunne finde vej. Nej det er en bog om sans for steder. Om stedet som eksistentiale i en mere moderne tid end Heidegger, eller som Ringgard siger i begyndelsen af bogen (7), hvad vi kan lære om stedet af litteraturen. Der er her en ny referentialitet på spil, man ikke officielt har set i mange år, idet der peges ud af litteraturen på et eksisterende fænomen. Den bevægelse har Ringgaards generation af litteraturforskere længe tumlet med, og den startede vel i midt-90´erne , hvor man begyndte at sætte litteraturen sammen med eksterne fænomener som fx juridisk lov. Skabelseserfaringen ved kunstværket, som havde optaget den forrige generation så dybt, blev skudt til side for fænomenerfaringen i litteraturen. Nu er vi så kommet til stedserfaringen, som så mange udgivelser i disse år bevidner det, og som mange i den ældre lektorgeneration mistroisk spørger til:” Skal det nu være noget?”. Det ser det imidlertid ud til, at det er, i hvert fald når man læser i en bog som Stedssans af Ringgaard.

For her bliver der gået rundt om , igennem, op over og neden under stederne i litteraturen. Der bliver reflekteret over stedet, og det bliver ikke gjort lettere, end det er, og bogen tager ikke sin læser ved hånden, som den selv indrømmer. Ringgaard har stridt med emnets mange dimensioner, og han har glimrende inddelt sit essay, som han kalder genren, i fem hovedafdelinger med hver fire kapitler og afsluttet det hele med ti teser om stedet. De står sidst i bogen, men egentlig skal man starte sin læsning dér for at få greb om Ringgaards eminente diskuterende stil, der sjældent røber afstandtagen til de stedsopfattelser, han ikke bryder sig om. Men man er dog ikke i tvivl om , at han ikke værdsætter den reaktionære stedopfattelse: den med sted, rødder og identitet tæt sammenvokset. Som nutiden synes han at gå ind for forskelle, mangfoldighed og åbne opfattelser af identiteten, men han siger det kun indirekte.

En anden af bogens store forcer er dens redegørelser for den udenlandske litteratur om stedsfænomenet. Fænomenologen Casey følges gerne, Foucaults digteriske tanker ligeså, og en hel del artikelskrivere om stedet kommer også på banen. Når man som jeg har læst bogen to gange og taget noter, lægger man efterhånden mærke til genkommende udtryk og forestillinger om stedet: Stedet er en begivenhed mellem et subjekt og en omverden, som helst ikke må være et landskab. Det gode sted er det man synker ned i, og stedet har resonans og peger altså ud over sig selv, uden at det dog siges, hvor det peger hen, hvad der også ville være metafysisk voveligt. Er der steder, så er der også ikke-steder, som altså ikke resonerer. Men allerinderst er stedet et møde mellem et billede, en realitet og en krop, der bevæger sig rundt i stedet. Allerbedst bliver stedet, hvis man synker gennem billedet ned til realiteten og lever i den i en vis distraktion i en slags pause.

Hvorfor nu denne enorme interesse for stedet, dets tid og rum, men kun i mindre grad stedets ånd?. Under en omtale af Pontoppidans Lykke-Per skriver Ringgaard: ”Om Per kan man sige at hvem han er, må besvares med et hvor er han”( 258). Dette sted støttes i en sådan grad af lignende steder rundt omkring i bogen, at man kan udlede et ideologisk diktum for steds-interessen: Den skal sige menneskets identitet på en ny måde – og sådan slutter bogen med næsten at skildre et moderne menneskes identitet ved at tale om et billede af et flydende østerudsalg midt i et fladt og intetsigende flodlandskab:

Stedet er en pause som opstår i brydningen, af krop, af landskab og kultur, en pause som en resonans af tid og rum, en pause i splid med sig selv og på vej væk fra sig selv, en pause med et janushoved og hvis tid krummer, varer, gentager sig imens alting alligevel farer igennem den. Sådan set er stedet som pause ikke nogen idyl i dette ords normale forstand, men temmelig levende, euforisk og udsat. Og sådan set er det flydende, interimistiske og pivåbne østersudsalg et eksempel på et godt sted. (282)

I dette sprogforløb gentages mere eller mindre direkte de nævnte ti teser om stedet, så vi ikke behøver detaljeret at nævne dem. Stedets ’hvor’ dvs. ved et østersudsalg, siger, hvem iagttageren af det er, og hvilke værdier han knytter til væren : euforisk pivåben. Og sådan er han også over for alle slags litteratur. Graham Greene, Calvino, Henrik Stangerup, Dag Solstad, Morten Søndergaard, Inger Christensen, Carsten Jensen, Thomas Boberg, Niels Frank, Lone Hørslev, Adda Djørup, Nordbrandt og Jørgen Leth m.fl. Alle disse forfatterskaber besøger han med stor indlæsthed og henter lige præcis, hvad han skal bruge til sin konstante refleksion om fænomenet sted. Det kommer der givende læsninger ud af, som viser hvor meget stedet som analysemetode kan bruges til. Ligeså tager han af fænomenologien lige nøjagtig, hvad han skal anvende, kroppen og kataloget, op på samme måde fra Foucault stedets tre former: Det normale sted, det utopiske sted og det udgrænsede sted. Og det kan han gøre, fordi han lever bevidst i globaliseringens pivåbne univers, hvor kloden er blevet et sted vi med satellittens transmitterede øjne overflyver, samtidig med at vi lokalt befinder os et bestemt sted.

Her hvor det nærmer sig en ende med denne tale har jeg endnu ikke fået nævnt alt det interessante, der siges yderligere om pausen, om kloden, om kroppen , om rejsen og om kortet som stedets repræsentation. Om landmålere og korttegnere, om Heideggers hytte som stedets samling og åbning, om byvandringer, om stedets atmosfære, om stedet som overskrevet med tidligere tiders betydninger. Og ikke mindst om navnet som stedets repræsentation par excellence. Det navn, som Sophus Claussen , som Dan Ringgaard jo skrev disputats om, frygtede man kunne dyrke afguderi med. Jeg citerer ham , for at huske Ringgaard på en identitet, der er anderledes end det steds, hvor han nu befinder sig klar til at modtage en check på 60.000 kr for sin inciterende bog om stedet via litteraturen.

Sophus Claussen skriver 7/4 1905 til L.C. Nielsen om dennes bog Vandringer:

Og jeg havde ikke ventet at genfinde Dem som en saa erklæret Syd- og Sol-Tilbeder. Smager Smyrna kun sødvammelt som Granatæbler og Urtekræmmer-Dadler? Kommer man Orienten nærmere ved at udslynge et Drachmannsk Kuplet-Omkvæd ”Orient” ? – Og er der ikke farligt at drive Afguderi med anelsesrige Ord som Tananarive?/ Jeg spørger, fordi jeg selv har gjort det. Og jeg frygter, at vi let vil gøre vor moderne Poesi banal, hvis vi bliver ved dermed.
(citeret efter Frans Lasson: Sophus Claussen og hans kreds . I-II. Kbh. 1984)

Men det har du jo heller ikke gjort!. Det bliver i din bog ikke ved anelsen om sted. Man mærker, at du kender stedernes rytmer, og at dit sprog peger ud over sig selv mod de omtalte steder, som du har rejst til og igennem. Steder overalt på globen analyseret med et moderne eksistentiale: stedet - som oplæg til en ny læsemåde af litteratur. Georg Brandes-pris-udvalget bestående af Anders Juhl Rasmussen, Erik Skyum-Nielsen og Bo Hakon Jørgensen motiverede tildelingen således i slutningen af januar:

Georg Brandes-Prisen for 2010 tildeles lektor, dr. phil. Dan Ringgaard for monografien Stedssans(Aarhus Universitetsforlag), hvormed stedsstudier som litterær disciplin for første gang præsenteres og praktiseres konsekvent på dansk. I livfuld vekslen mellem teori, analyse og subjektiv lystvandring, udført med sensibilitet og sulten nysgerrighed, fremstiller Dan Ringgaard suverænt og originalt, hvad stedet – byen og landskabet som mentale rum – betyder i og for en lang række danske og internationale tekster, ældre såvel som nyere. Han er i stadig dialog med den nyeste forskning, altid eminent på højde med sin genstand, han skriver medrivende og klart, og det lykkes ham at kombinere forfattere og værker, der ellers aldrig ville have mødt hinanden.

Det var jeg med til at formulere. Nu har jeg sagt det én gang til med andre begejstrede ord. Tillykke.