CONNIE BORK

Tale ved overrækkelsen af Georg Brandes-Prisen for 2003 til Hans Hauge for Post-Danmark

Af Connie Bork

Jeg har kaldt min tale for Genganger-Hauge, Spøgelses-Hauge, fordi du indleder din bog med et citat, som er meget selvironisk og afvæbnende: Din bog minder én om, at politik ikke kun er for alvor, men også for sjov. Der er et klovneelement i din bog, som gør den særlig og særligt menneskelig, samtidig med at den er velfunderet og samler meget viden på lille plads.

Aa, man faar tammere Tanker med tiden.
Du aldrig! Du har voldsomme Tanker
Du er en Hauge i ondt som i godt 
Du kan tænke forkert, men aldrig smaat.

Citatet er fra 1904.
Som man kan se, har der været andre Hauger på fri fod, der også har sagt deres mening og hvor det ikke var hensigten at tage patent på sandheden. Men efter man har læst citatet må man jo især spørge sig selv, hvilke krav vi må stille til en genganger. Hvad skal en Hauge kunne, før han er en virkelig Genganger-Hauge?
Et ordentligt spøgelse skal især kunne to ting:
1. kende til grænser
2. alligevel kunne gå gennem vægge
Det er spøgelsets største styrke, at det kan gå hvor mennesker ikke kan træde, at det som en ånd kan gøre sig lille og stort alt efter forholdene, men at det også som den luftige sag et spøgelse nu engang er, kan passere gennem massivt fysisk materiale, så man kan se der er hul igennem, hvor der ellers ikke plejer at være det. I dag er vi i en situation i DK, hvor vi måske skal dele vores land med mange flere end vi oprindelig har troet. Du har en utraditionel og overraskende måde at håndtere indvandrerdebatten på, og en udfordrende måde at bruge litteraturen på. Din bog er Brandesiansk i sin tilgang. Netop Brandes mente, at litteraturen skulle bruges til at sætte ting under debat.
Du får prisen for din frække modsigelyst, kombineret med mangfoldighed og generøsitet. I Post-Danmark lykkes det at sparke et debatrum op, når bogen spændes ud mellem Hans Kirks Fiskerne på den ene side og Hans Edvard Nørregaard-Nielsens Mands minde på den anden side. Og det er hovedscoopet, at vi åbenbart allerede har haft flygtninge dengang i 30´rne, nogle der skulle integreres, samtidig med at du lægger DK til hvile på kirkegården til slut. Du siger Nørregaard-Nielsen skriver kirkegårdspoesi.
Men for at blive ved Fiskerne, en bog, mange har læst. Du kalder Fiskerne for de første bekvemmelighedsflygtninge. Fiskerne starter ved vandet, der står en lille flok yderst på broen. Der står de og venter i deres fine, blå tøj. Hvad mon de venter på? En familiesammenføring!!!
De venter på båd med koner og børn.
Fiskerne var en art fundamentalistiske bekvemmelighedsflygtninge, for livet var for hårdt ude vestpå. Men de måtte selv stå for integrationen på Gjøl. Der stod ikke et kommunalt, amtsligt, statsligt apparat parat til at indføre dem i danske værdier og frigjort seksualetik.
Fiskerne er både blevet læst som bog og set som tv-serie, og undervejs skriver du også, at disse egensindige fiskere aldrig selv ville eje eller have romanen om dem selv: Bogen ville ikke kunne findes i bogen; den er ikke en del af sig selv.
Hvem har skrevet den? Spørger du og svarer selv: En spion, en etnograf, en propagandist, en politiker, en digter? I al fald en person, der ikke afslører sig selv, men som er usynligt til stede overalt, som var han Vorherre selv eller kommunistisk agent.
Når du skal vælge forfatteren til bogen vælger du de mest luftige, enten Vorherre eller den kommunistiske agent. Dit synspunkt på Hans Kirk er meget ironisk, og ironien har en videre adresse til de kulturradikale.

Igennem din bog er der en konstant demaskering eller dekonstruktion af tekster, vi ellers troede var velkendte og forstået til bunds. Du vender bunden i vejret ikke bare på Fiskerne, det sker også med Ringenes herre, med T.S- Eliots poesi, med Ibsens Et dukkehjem osv. osv.. Du håndterer uden videre både folkets kultur og den klassiske kultur.
Samtidig laver du nogle par-kombinationer, som er på tværs af de gængse lejre i den daglige debat.
Du bruger et helt kapitel på at diskutere Ebbe Reich Kløvedal og Søren Krarup og kalder dem for grænsevagterne. Et andet sted fører du kortvarigt Søren Krarup og Klaus Rifbjerg sammen, fordi de har et fælles syn på modernismen. De får den til at se gammel ud! Og det er i hvert fald rigtigt, at Rifbjerg er en hukommelseskunstner af rang. Du provokerer ved at finde ligheder, hvor man ellers ikke plejer at lede efter dem.

Samtidig er du en postmodernist, der har nogle faste synspunkter. Det er dér, du har sat din fod og hvor du ikke som et spøgelse dumper gennem loftet. Engang blev du omvendt af Søren Krarup.
I bogen laver du et poetisk forsvar for manden, når du taler om, hvad det egentlig er, han er ude på, og hvorfor han hele tiden blander sig med så stor styrke, som han gør: Åndslivet lever ved, at modsatte livssyn lægger deres honning. Hvis et livssyn sætter sig fast i en tid, er det, fordi det fylder sider af mennesket, som det forrige har forsømt. Hvad er det, der er ved at sætte sig fast fra Krarup. Er vi virkelig ved at få et livssyn som hans?
Krarup synes selv, han medtænker subjektiviteten, andre ville sige det religiøse i mennesket, at det ikke bare er humbug eller overtro. Står vi på nippet til et præstestyre? Eller en ny gennemtænkning af det religiøse? Det er den slags spørgsmål, din bog stiller.

Post-Danmark lever på sin vilje til at skubbe til vante grænser og skel.
Den bugner med de sidste 20 års postmoderne debat. Hvis man sov i timen, kan må vågne op her og indhente det forsømte. Du har tidligere udgivet bøger bl.a. om Liv og litteratur i risikosamfundet og Transteologi, men det er dagens bog, du får Georg Brandes Prisen for, fordi den er så træfsikker både i forhold til samtiden og litteraturens betydning, hvor der også bliver plads til nogle onelinere undervejs. For eksempel når Inger Christensen og Svend Åge Madsen bliver kaldt for de danske muslimer, fordi de har sans for ornament, dekoration og mønster.

Der er blot en enkel præmis for din bog, som jeg er uenig i, og det er antagelsen om det forsvundne eller skrumpede civile samfund. Ikke mindst under gennemgangen af Mands minde, kan læseren få den fornemmelse, at det civile samfund engang var levende, mens staten var fjern og fraværende.
Også da du voksede op i Hirtshals, var der næsten ingen stat, og du nåede at opleve et aktivt og dynamisk civilsamfund. Men har vi ikke alle sammen et Hirtshals inden i?
Og er det nødvendigvis lige så langt borte som barndommen?