Tillykke til Frits Andersen, modtager af Georg Brandes-prisen 2018

I dag har vi udsendt en pressemeddelelse, hvori der står, at modtageren af Georg Brandesprisen 2018 er:

Frits Andersen: Sydhavsøen. Nydelsens geografi 

 

Georg Brandespris-udvalget, der i år udgøres af Lone Nikolajsen, Elisabeth Friis og Bo Tao Michaëlis, begrunder deres valg således:

Årets Georg Brandes-pris går til Frits Andersens Sydhavsøen. Nydelsens geografi. Et inciterende lærd, og her må man gerne skrive lækkert, illustreret værk om Stillehavets ukendte øer, som for store dele af 1700-tallets europæiske civilisation med dens kolonistiske opdagelsesrejsende og kritiske oplysningsfilosoffer blev til et fjernt både jordisk, sorgløst og tropisk paradis uden den vestlige kulturs ritualer og religiøse konventioner. Med enorme rigdomme uden penge og nydelser uden skyld, økologisk i balance, moralsk åbenhjertelig og uberørt af rigidt bigotteri.

Andersen tager os på en tur ud til store forfattere, globetrottere, filosoffer og kunstneres eksotisk mytiske og romantisk forelskede opfattelser af disse øer med evigt solskin både i sorgløse sind og over smuk natur. Og en naturopfattelse, som mere afspejler europæeres egne mangler og dyder, end har rødder i de indfødtes virkelighed. Sydhavsøen er en bog, som formidler fascinerende viden og teori på forbilledlig vis. Men også på en sådan bevidsthedsudvidende måde, at palmesus, kokosmælk, aloha og hawaiiskjorter aldrig bliver det samme igen efter endt læsning.

Georg Brandes-prisen er finansieret af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur. Prisen overrækkes i Litteraturbaren BRØG i Fiolstræde i København 2. maj, hvor også Kritikerprisen 2018 overrækkes. Nærmere information følger om dette arrangement.